Vi har en stor markedsandel og det forpligter. Jeg er derfor ret stolt over, at vi kan gå forrest og fremlægge en ESG-rapport. Det kan forhåbentlig inspirere hele branchen, siger Casper Mathiasen, adm. direktør for Unicon.

Foto: Unicon
01.05.24 DIB Nyheder

Beton-direktør i front med ESG-rapport

Betonvirksomheden Unicon viser vejen for en branche, der ellers ofte fremstilles som problematisk i offentligheden, når det kommer til klimaindsatsen.

Det er lidt angstprovokerende at læne sig frem, men det er vigtigt at vi går forrest. Sådan sætter Casper Mathiasen, topchef for Danmarks største betonleverandør, Unicon, ord på den ESG-rapport, som virksomheden netop har fremlagt.

Beton er ofte i vælten når der tales CO2-aftryk, som en af de store og vanskelige områder at få begrænset udslippet af drivhusgasser. Men det vil Casper Mathiasen gerne medvirke til at gøre op med.

Derfor er han også en kende mere stolt end normalt, når virksomheden nu kan sætte tal på sit eget regnskab i en 64 siders rapport, der åbent måler og vejer Unicon på parametrene: bæredygtighed, socialt ansvar og ledelse.

- Det er jo lidt angstprovokerende, fordi vi med ESG-rapporten er meget transparente og her lægger alt frem. Men vi har en stor markedsandel og det forpligter. Jeg er derfor ret stolt over, at vi kan gå forrest og fremlægge en ESG-rapport. Det kan forhåbentlig inspirere hele branchen, siger Casper Mathiasen.

Han henviser til EU’s direktiv for byggeriet, hvor målet er nybyggeri skal have nul CO2-udledning fra 2050, mens branchen også i disse dage går og venter på en dansk implementering.

- Det handler også om at prøve det af og få nogle erfaringer, før det bliver til egentlige krav. Umiddelbart er der ikke en kommerciel grund til at rykke her og nu – men det er mere en licens to operate, fordi vi vil være en del af løsningen og ikke problemet. Derfor er det vigtigt at komme i gang, forklarer Unicons adm. direktør, der desuden er bestyrelsesleder for branchesammenslutningen Dansk Beton i DI.

Læs Unicons ESG-rapport her

Store perspektiver i ESG-rapportering

Chef for Dansk Beton i DI, Dorthe Mathiesen, ser meget store perspektiver i, at betonbranchen begynder at aflægge ESG rapporter.

- Branchen har jo besluttet en meget ambitiøs målsætning på reduktion af 70 pct. CO2 i 2030 sammenlignet med 2019. Hvis vi skal have mulighed for at måle på fremskridtene, er det udover udarbejdelse af EPD’er for deres produkter også vigtigt at virksomhederne udarbejder ESG rapporter for deres produktion. Så jeg er meget begejstret for udviklingen, siger hun.

For Unicon er rapporten et stort første skridt – men ikke det sidste. Unicon bruger den såkaldte Green House Gas Protokol som rettesnor for sit ESG-arbejde. Protokollen deler klimaaftrykket i tre kategorier: Scope 1 vedrører de direkte CO2-aftryk fra virksomhedens egne aktiviteter. Scope 2 er den energi (el og varme) som virksomheden køber, mens Scope 3 omhandler CO2-udledning fra produkter fra underleverandører.

Artikel fortsætter under foto

Unicon har udviklet en eldrevet betonbil i samarbejde med Volvo. Den bliver nu serieproduceret.

Foto: Unicon

CO2-tal for underleverandører med i 2025

Unicons ESG-rapport er baseret på Scope 1 og Scope 2. Her har Unicon eksempelvis reduceret sin CO2-udledning i Scope 1 med 24 pct. på to år, mens varmeregningen er halveret. Scope 3 kommer med i næste års rapport. 

Når det kommer til CO2-udledningen fra underleverandører, bruger Unicon bl.a. Aalborg Portlands CO2-reducerede cement Futurecem som standard inden for en række produkter, og derfor fyldte CO2-reduceret beton også 40 procent af Unicons samlede produktion i 2023. Samtidig har virksomheden lanceret en ny CO2-reduceret beton med navnet Uni-GREEN+ hvilket kan reducere CO2-aftrykket med op til 50 pct.

- Vi skal have hele værdikæden med, for at det lykkedes. Vi er nået langt med Scope 1 og 2 blandt andet med elektrificering, hvor vi har den største flåde af elbiler blandt betonproducenter i Europa. I år er 5-10 pct. af flåden elbiler – i 2035 skal vi op på 100 pct., siger Casper Mathiasen.

El og cirkulær økonomi

Unicon har været med til at udvikle en betonbil, som kører på el, i samarbejde med Volvo. Denne betonbil bliver nu serieproduceret. Af andre initiativer nævner Unicon-direktøren genanvendelse af beton fra tidligere byggerier. Virksomheden tænker i cirkulær økonomi og knuser derfor materiale fra nedrevne byggerier og bruger det i nyt beton.

- Vi mangler generelt råvarer, så derfor er der et kæmpe potentiale i at genanvende beton og byggematerialer, når bygninger og skorstene rives ned, forklarer Casper Mathiasen.

Stribe af diskrete initiativer

Også et ESG-område som biodiversitet tænkes ind. Unicon er afhængig af råvarer som grus og sand, der kommer fra grusgrave. Når grusgraven er tom plantes landskabet til.

- Dermed efterlades området mere biodiverst end da vi overtog. Generelt har vi jo på flere områder initiativer i gang. Men vi har hidtil været lidt forsigtige med at fortælle om det, fordi vi i medierne ofte fremstilles som udelukkende problematiske i forhold til klimaindsatsen, siger Casper Mathiasen og afslutter:

- Vi har også rigtig mange initiativer i gang, der minimerer vores påvirkning på omgivelserne, og samtidig er det jo vigtigt at sige, at beton også er uundværligt i fremtidens byggeri af boliger, infrastruktur, vindmøllefundamenter og så videre. Derfor er det også vigtigt, at vi er transparente og viser, hvordan vi er en del af løsningen. Der er ingen grund til at vente.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Dorthe Mathiesen

Dorthe Mathiesen

Chef for Dansk Beton

  • Direkte +45 7216 0264
  • Mobil +45 2040 9446
  • E-mail dma@di.dk

Relateret indhold