Analyser

To ud af tre virksomheder har nedjusteret deres vækstudsigter

To ud af tre virksomheder har nedjusteret deres vækstudsigter hen over sommeren. Mange virksomheder frygter, at international usikkerhed og mangel på gasforsyning bliver en stor udfordring i den kommende tid. Der tegner sig derved et klart billede af en afmatning i dansk økonomi.

Dansk økonomi kan meget vel gå en kold tid i møde. 64 procent af de adspurgte virksomheder i en nylig undersøgelse blandt DI’s medlemmer har nedjusteret deres vækstudsigter hen over sommeren, og ni procent af virksomhederne har markant svækkede vækstudsigter. Modsat er det kun 16 procent af virksomhederne, som har fået styrket deres vækstudsigter hen over sommeren.

Anm.: Alle svar er beskæftigelsesvægtet.

Kilde: DI's Virksomhedspanel - september 2022

I sommermånederne har vi set de første tegn på en opbremsning i dansk økonomi. Virksomhedernes omsætning (ekskl. energisektoren) er stagneret i maj, juni og juli, og det er primært omsætningsvækst i transportsektoren, som er årsagen til, at erhvervslivets samlede omsætning ikke har oplevet et større dyk.

Anm.: Seneste observation er juli 2022. Dataetiketter er kun vist for januar, april, juli og oktober.

Kilde: Danmarks Statistik

Det, som især bekymrer virksomhederne, er den internationale usikkerhed og gasmangel i Europa (læs DI’s analyse om gasmangel her). 2022 har været forbundet med store geopolitiske spændinger (Ruslands invasion af Ukraine og spændinger mellem Kina og Taiwan), og det risikerer i sidste ende at påvirke danske virksomheders aktiviteter. Hele 46 procent af virksomhederne er i høj grad bekymret for, at deres aktiviteter vil blive ramt i det kommende år.

Anm.: Alle svar er beskæftigelsesvægtet.

Kilde: DI's Virksomhedspanel - september 2022

Forretningsklimaet er blevet dårligere for mange virksomheder

Halvdelen af virksomhederne har et forværret forretningsklima nu i forhold til for et år siden, og kun 20 pct. angiver, at de har et bedre forretningsklima. At virksomhederne generelt har et forværret forretningsklima skal ses i lyset af den høje inflation og usikkerhed som følge af politiske spændinger mellem store økonomier.

Anm.: Alle svar er beskæftigelsesvægtet.

Kilde: DI's Virksomhedspanel - september 2022

Af de virksomheder, som har et forværret forretningsklima, forventer 46 procent at komme svækket ud af 2022. Den helt overvejende forklaring på, at så mange af virksomhederne venter at komme svækket ud af 2022, er de stigende omkostninger, som presser indtjeningen. Derudover oplever mange virk-somheder også en faldende efterspørgsel efter deres produkter eller services. Af de virksomheder, som har oplevet et bedre forretningsklima det seneste år, er det hele 83 procent, som venter at komme styrket ud af 2022. Forklaringen er her, at mange virksomheder har oplevet en øget efterspørgsel efter deres produkter eller services.

Anm.: Grundet meget få "Ved ikke"-svar, er de udeladt i figuren. Alle svar er beskæftigelsesvægtet.

Kilde: DI's Virksomhedspanel - september 2022

Fakta om analysen

  • Analysen en nyligt foretaget DI-undersøgelse, hvor 635 virksomheder har deltaget
  • Spørgeundersøgelsen er foretaget i perioden fra d. 6. september til d. 15. september 2022.

Virksomhederne i spørgeundersøgelsen repræsenterer tilsammen cirka 87.000 lønmodtagere i Danmark.

Relateret indhold