Analyser

Højt frafald og færre ansøgere til læreruddannelsen

Veluddannede lærere er afgørende for elevernes faglighed i folkeskolen, og derfor er udviklingen på læreruddannelsen central. Læreruddannelsen er blevet væsentligt mindre populær blandt ansøgerne gennem de seneste fem år, og optaget er også faldet. Samtidig er frafaldet højere end på andre professionsbacheloruddannelser.

I de seneste fem år har der været et fald i søgningen til læreruddannelsen,
hvor antallet af førsteprioritetsansøgere er faldet betydeligt med 9 pct. Denne vigende interesse blandt unge for at blive folkeskolelærer afspejler sig også i optaget på læreruddannelsen, der også er faldet i samme periode med 6 pct. Der er således over de sidste fem år blevet væsentligt færre unge, der har læreruddannelsen som deres højeste uddannelsesønske, og færre der er blevet optaget på læreruddannelsen.

Elever, der bliver undervist af uddannede læreremed kompetence i de fag, de underviser i2, får et større fagligt udbytte af undervisningen i folkeskolen. Derfor er tilstrækkeligt velkvalificerede lærere afgørende for elevernes faglige udvikling i folkeskolen.

Højt frafald på læreruddannelsen

Samtidig med at færre ønsker at påbegynde læreruddannelsen, er læreruddannelsen også præget af et betydeligt frafald. Knap hver femte lærerstuderende (19 pct.) falder fra uddannelsen i løbet af det første år efter studiestart. Det er ikke nogen ny udvikling. Siden 2014 har der været et betydeligt frafald blandt førsteårsstuderende på læreruddannelsen, som har ligget på 18-19 pct.

Langt størstedelen af de studerende, som frafalder deres uddannelse, gør det i løbet af første år efter studiestart. Frafaldet på læreruddannelsen fortsætter dog med at stige i løbet af de fire år, som det tager at gennemføre uddannelsen. I alt er mere end hver tredje lærerstuderende (35 pct.) frafaldet uddannelsen fire år efter studiestart.

På læreruddannelsen er frafaldet højere end det gennemsnitlige frafald på tværs af alle professionsbacheloruddannelser. Frafaldet på første år af læreruddannelsen er 1 procentpoint højere end på tværs af alle professionsbacheloruddannelser, mens det fire år efter studiestart er 5 procentpoint højere end gennemsnittet for alle professionsbacheloruddannelser. På de øvrige store professionsbacheloruddannelser, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske, er det mellem 26 og 28 pct. af de studerende, der frafalder uddannelsen i løbet af fire år efter studiestart, mens det for lærerstuderende er 35 pct.

Flere kvinder på læreruddannelsen
Læreruddannelsen er mere populær blandt kvinder end blandt mænd. I 2021 var 62 pct. af de ansøgere, der havde læreruddannelsen som deres højeste uddannelsesønske, kvinder. Det er en svag stigning siden 2017, hvor 59 pct. af førsteprioritetsansøgerne var kvinder.

Denne stigende kønsskævhed blandt ansøgerne til læreruddannelsen afspejler sig også i optaget på læreruddannelsen. Siden 2017 er andelen af optagne kvinder steget fra 60 pct. til 63 pct., mens andelen af mænd, der er blevet optaget, tilsvarende er faldet fra 40 pct. til 37 pct.

Hver anden ansøger har under 7,0 i karaktergennemsnit
Der er en ligelig fordeling blandt ansøgere til læreruddannelsen med henholdsvis et karaktergennemsnit på mindst 7,0 fra den adgangs-givende (gymnasiale) eksamen og ansøgere med et karaktergen-nemsnit på 6,9 eller derunder.

Sådan har vi gjort
Analysens datagrundlag er baseret på Danmarks Statistiks regi-sterdata. Optag og søgning er opgjort ved Uddannelses- og Forsk-ningsministeriets KOT-registerdata, mens frafald er opgjort ud fra Danmarks Statistiks elevregister (KOTRE). I analysen indgår stu-derende optaget på alle tidspunkter af året (sommer- og vinterop-tag). Frafald er defineret ved, at en uddannelse er blevet afbrudt inden formel fuldførelse. Studieskift registreres også som frafald, da der ikke skelnes mellem, om den studerende efter afbrudt uddannelse påbegynder en ny uddannelse eller ej. Førsteårsfrafald beskriver andelen af frafaldne studerende inden for de første 12 måneder efter uddannelsens starttidspunkt ud af den samlede tilgang på uddannelsen. Frafald efter to, tre og fire år er opgjort efter samme princip. Ved opgørelse af førsteårsfrafald er 2019 det nyeste tilgængelige år for optagelse. Det skyldes, at 2020 er det nyeste tilgængelige år i Danmarks Statistiks elevregister, og førsteårsfrafaldet kan tidligst opgøres 12 måneder efter studiestart. I opgørelsen af søgning til læreruddannelsen medtages alene an-søgere, som har søgt uddannelsen som førsteprioritet. En første prioritetsansøgning er et udtryk for den videregående uddannelse, som en ansøger har øverst på sin prioriteringsliste ved ansøgning til de videregående uddannelser (en ansøger kan søge om opta-gelse på op til otte uddannelser).
De fire største professionsbacheloruddannelser er folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver. De fire professionsba-cheloruddannelser har alle et primært fokus på velfærdsydelser og omtales som de fire store velfærdsuddannelser. En professionsba-cheloruddannelse er en mellemlang videregående uddannelse.

1 CEVEA.dk: ”Kommuner med flest uddannede lærere i folkeskolen er bedst til at løfte eleverne fagligt”, 2. november 2021
2 VIVE.dk: ”Betydningen af kompetencedækning og læreruddannelsesbaggrund”, 13. december 2019

Relateret indhold