Analyser

Indvandreres beskæftigelse er steget kraftigt

I løbet af de seneste ti år er indvandreres beskæftigelsesfrekvens steget mere end for personer med dansk oprindelse. Tilbage i 2012 var forskellen 22 procentpoint, mens den nu ligger på 14. Fremgangen for indvandrerne har været lige stor for mænd og kvinder med en stigning på 14 procentpoint siden 2012 for begge køn.

Det er gået kraftigt fremad med beskæftigelsen i de senere år, og det er også kommet indvandrerne til gode. Ved udgangen af 2022 havde 64 pct. af de 20-64-årige indvandrere i Danmark lønmodtagerbeskæftigelse i et eller andet omfang. For ti år siden – i december 2012 -  gjaldt det kun for omkring halvdelen.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og DI

Den store forskel mellem andelen i beskæftigelse for indvandrere og personer med dansk oprindelse er dermed også blevet indsnævret.

Tilbage i 2012 lå indvandrerne 22 procentpoint lavere. I december 2022 var forskellen kommet helt ned på 14 procentpoint. Efterkommerne har haft en lignende udvikling. Deres andel af lønmodtagere var 70 pct. i december 2022. For efterkommerne er forskellen op til personer med dansk oprindelse dermed blevet indsnævret fra 15 procentpoint i 2012 til 9 procentpoint nu.

For indvandrere har fremgangen i beskæftigelse været lige stor for mænd og kvinder siden 2012. I begge tilfælde er andelen i beskæftigelse steget med 14 procentpoint. Med udviklingen er de 20-64-årige kvindelige indvandrere kommet op på en beskæftigelsesfrekvens på 60 pct. Det er 17 pct. lavere end for kvinder med dansk oprindelse. For de mandlige indvandrere er der kun 11 procentpoint op til niveauet for mænd med dansk oprindelse. Trods den gode udvikling er det derfor fortsat blandt kvinderne, at man finder den største underbeskæftigelse sammenlignet med personer med dansk oprindelse.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og DI

Der er mange forhold, som påvirker indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det spiller ikke mindst en stor rolle, hvilket opholdsgrundlag de kommer med. I sagens natur har personer med arbejde som opholdsgrundlag en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet end familiesammenførte og flygtninge. Noget af den positive udvikling for indvandrerne kan helt sikkert tilskrives, at gruppens sammensætning har ændret sig i retning af færre flygtninge og familiesammenførte og flere, som er kommet til Danmark for at arbejde.

Bedre integration spiller dog også en rolle. Det får man indtryk af, når man ser nærmere på udviklingen for forskellige landegrupper. For indvandrere fra Syrien, Irak, Afghanistan og Somalia har der været tale om meget stærke udviklinger. For syrerne er beskæftigelsesfrekvensen steget med 29 procentpoint og ligger nu på 49. For irakerne er stigningen på 19 procentpoint til nu 48, mens afghanere og somaliere begge har haft stigninger på 22 procentpoint til 59 og 51 i december 2022.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og DI

For de fire oprindelseslandes vedkommende er der ret entydigt tale om personer, der er kommet til Danmark som flygtninge eller familiesammenførte. Selv med de store stigninger hører det dog med til historien, at deres beskæftigelsesfrekvenser på omkring 50 fortsat er ret lave. Men udviklingen har været stærkere for indvandrere fra flygtningelandene end for grupper som polakker, rumænere, tyskere og briter, som dog fortsat har klart højere andele i beskæftigelse.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og DI
Anm.: Beskæftigelsesfrekvensen er beregnet ud fra lønmodtagere ifølge DREAM i måneden
Antal i alt omfatter alle 20-64-årige i den danske befolkning ultimo december

I tabellen på sidste side er der også vist udviklingen for henholdsvis mænd og kvinder for alle oprindelseslandene. Deraf kan man se, at den store fremgang for de gamle flygtningelande drives af store stigninger for både mænd og kvinder. F.eks. er andelen af lønmodtagere steget fra 27 til 50 pct. for de somaliske kvinder, hvilket er fuldt på højde med udviklingen for de somaliske mænd. Også for afghanske og irakiske kvinder har fremgangen været stor med + 20 procentpoint + 21 procentpoint.

Når man ser på andelen i beskæftigelse for de forskellige lande, er det også værd at være opmærksom på, at der også kommer relativt mange studerende. Især fra de vestlige og nordiske lande. Derimod kommer indvandrere fra Polen og Rumænien hovedsageligt til Danmark for at arbejde. De forholdsvis lave beskæftigelsesfrekvenser for indvandrere fra eksempelvis Tyskland, Norge og USA afspejler først og fremmest, at der er relativt mange personer fra disse lande på studieophold i Danmark.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og DI
Anm.: Beskæftigelsesfrekvensen er beregnet ud fra lønmodtagere ifølge DREAM i måneden
Antal i alt omfatter alle 20-64-årige i den danske befolkning ultimo december

De 25 oprindelseslande i tabellen er de lande, som flest indvandrere havde oprindelse i ultimo december 2022. Blandt dem er det kun ukrainere, der i 2022 havde en lavere beskæftigelse end i 2012. De mange ukrainere, som kom til Danmark i 2022 pga. krigen, har gjort ukrainerne til den fjerdestørste indvandrergruppe i Danmark. Selv om mange af dem også er kommet i beskæftigelse, har de samlet set trukket ukrainernes beskæftigelse ned. I december 2021 havde de ukrainske indvandrere i Danmark en beskæftigelsesfrekvens, der var helt oppe på 78. Den store indvandring af ukrainere i 2022, der har fået ophold efter særloven, har medført, at den nu er nede på 59. Det er til trods for, at der faktisk var omkring 6.000 flere ukrainere i beskæftigelse i december 2022 sammenlignet med året før.

Relateret indhold