Analyser

Der skal mere fart på klimaomstillingen i EU for at nå målet om klimaneutralitet

EU's globale klimalederskab spiller en stor rolle for Danmark og for dansk erhvervslivs muligheder for at gennemføre en ambitiøs og konkurrencedygtig grøn omstilling - ligesom EU's klimaambitioner øger danske grønne markedsmuligheder.

Selvom det er godt, at EU mellem 1990 og 2021 i gennemsnit om året har reduceret sine drivhusgasemissioner med cirka 46 Mt CO2e., så skal tempoet gevaldigt i vejret de næste år i EU. DI's analyse peger på, at EU for at nå sit 90 pct. klimamål i 2040 mellem 2030-2040 skal reducere sine drivhusgasemissioner med 163 Mt CO2e om året – og det under forudsætning af, at EU’s 2030 klimamål opfyldes.

Dansk Industri peger i denne analyse på tre konkrete indsatsområder, hvor indsatsen skal styrkes for at kunne nå 2040-målet og senere klimaneutralitet:

  1. For det første skal prisen for at udlede drivhusgasser EU øges, og CO2e-prissætning skal omfatte alle sektorer.
  2. For det andet skal EU i højere grad elektrificeres, og forbruget af energi og råvarer gøres mere effektivt.
  3. For det tredje skal der etableres et CCUS-marked, ligesom infrastrukturen for både CO2, el og brint skal udbygges, så storskala CO2-fangst-og lagring, elektrificering og produktion af grøn brint kan gøres konkurrencedygtigt.

Der bliver brug for danske løsninger og ambitioner for at sikre klimaneutralitet, og her spiller de danske virksomheder en afgørende rolle. Med eksport at grøn teknologi til resten af EU, bidrager danske virksomheder til at reducere drivhusgasudledninger uden for Danmarks grænser. Det er både godt for den europæiske klimaindsats og for Danmarks økonomi. Derfor er der god grund til fra dansk side at bakke op om ambitiøse europæiske klimamål.

Relateret indhold