Analyser

Virksomhederne er overvejende tilfredse med jobcentersamarbejdet

Ifølge regeringsgrundlaget skal jobcentrene nedlægges og der skal spares 3 mia. kr. på beskæftigelsesindsatsen. DI mener, at samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre er helt centralt i beskæftigelsesindsatsen for at hjælpe ledige i job. DI har spurgt medlemmerne om deres erfaringer med jobcentersamarbejdet og de er overvejende tilfredse med jobcentersamarbejdet.

Virksomhederne er overvejende tilfredse med jobcentersamarbejdet. Seks ud af ti virksomheder, som har været i kontakt med et jobcenter i de seneste 12 måneder, er tilfredse eller meget tilfredse.[1]  Kun 11 pct. er utilfredse eller meget utilfredse, mens de resterende virksomheder har svaret hverken eller.

Anm.: Se metodeafsnit for metode.
Kilde: DI

Virksomhederne er mest tilfredse, når samarbejdet omhandler, at jobcenteret har ledige i aktivering i enten løntilskud eller virksomhedspraktik ude på virksomheden. Her svarer tre ud af fire virksomheder, at de er tilfredse eller meget tilfredse med serviceniveauet i jobcenteret. Kun 3 pct. af virksomhederne er utilfredse med samarbejdet. 

Anm.: Spørgsmålet er kun stillet til de virksomheder, der har modtaget den lange version af spørgeskemaet og som har haft kontakt til et jobcenter de seneste 12 måneder. Beregnet som andel af de virksomheder, som har givet deres vurdering.
Kilde: DI

Mindst tilfredse er virksomhederne, når det drejer sig om serviceniveauet ved rekruttering til ordinære job på virksomheden. Det skal sandsynligvis ses i sammenhæng med, at ledigheden er meget lav og jobcentrene derfor har sværere ved at foreslå relevante kandidater til et ledigt job.

Anm.: Spørgsmålet er kun stillet til de virksomheder, der har modtaget den lange version af spørgeskemaet og som har haft kontakt til et jobcenter de seneste 12 måneder. Beregnet som andel af de virksomheder, som har givet deres vurdering.
Kilde: DI

Når samarbejdet omhandler medarbejdere med nedsat arbejdsevne eller samarbejde i forbindelse med, at virksomheden tager et socialt ansvar, så er syv ud af ti virksomheder tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet.

Virksomhederne er også overvejende tilfredse med det samarbejde, de har i forbindelse med, at de har medarbejdere, som modtager sygedagpenge. Syv ud af ti virksomheder svarer, at de er tilfredse, mens knap en ud af ti er utilfredse. Dette samarbejde er modsat de øvrige samarbejdsområder med jobcentrene ikke frivilligt men lovbetinget.

Anm.: Spørgsmålet er kun stillet til de virksomheder, der har modtaget den lange version af spørgeskemaet og som har haft kontakt til et jobcenter de seneste 12 måneder. Beregnet som andel af de virksomheder, som har givet deres vurdering.
Kilde: DI

De brancher, som er mest tilfredse med jobcentersamarbejdet, er brancherne Industri og Rengøring mv. I de brancher er der forholdsvis mange medarbejdere med et lavere kompetenceniveau. Videnservice er derimod en branche, som kan have svært ved at finde ledige kandidater i jobcentrene på det nuværende arbejdsmarked med meget lav ledighed.

Anm.: Spørgsmålet indgår i begge spørgeskemaundersøgelser.
Kilde: DI

Virksomhederne er også blevet spurgt til, hvad der er vigtigt for virksomheden, når den samarbejder med jobcenteret. Spørgsmålet er stillet ved, at virksomhederne bliver præsenteret for forskellige samarbejdsområder og spurgt til, hvad der er særligt vigtigt for virksomheden for et godt samarbejde med jobcenteret.[2]

Det er vigtigt for virksomhederne med at godt samarbejde indenfor alle de samarbejdsområder, som virksomhedsundersøgelsen har præsenteret dem for. Det er især vigtigt, at der er et godt samarbejde med jobcenteret, når virksomheden har en ledig fra jobcenteret i et aktivt tilbud på virksomheden, at jobcenteret kender virksomhederne og foreslår relevante match med de ledige, og at det er nemt at samarbejde, herunder at jobcenteret hjælper med at udfylde formularer mv.  

Anm.: Spørgsmålet er kun stillet til de virksomheder, der har modtaget den lange version af spørgeskemaet og som har haft kontakt til et jobcenter de seneste 12 måneder. Beregnet som andel af de virksomheder, som har givet deres vurdering.
Kilde: DI

Om analysen

Analysen er baseret på en DI-rundspørge om virksomhedernes jobcentersamarbejde, hvor 622 virksomheder har deltaget, hvilket giver en svarprocent på 30 pct. Rundspørgen er foretaget i februar og marts 2024.

Virksomhedsundersøgelsen om jobcentersamarbejdet er udsendt til 1.592 HR-medarbejdere i et spørgeskema med i alt 26 spørgsmål. For at tage højde for, at mange virksomheder ikke har en HR afdeling, er spørgeskemaet også udsendt til 500 administrerende direktører i et spørgeskema med i alt 13 spørgsmål. I udvælgelsen af virksomheder til versionen til de administrerende direktører er der taget højde for, at nogle brancher er underrepræsenterede i versionen sendt til HR, hvorfor der blandt andet er forholdsvis mange virksomheder fra byggebranchen, som har modtaget den. Desuden har virksomhederne en lønsom, som svarer til mindst ca. 5 ansatte. Der har været en svarprocent på hhv. 32 pct. og 21 pct. i versionerne til henholdsvis HR og de administrerende direktører. De virksomheder, der har svaret på versionen til de administrerende direktører, har i lige så høj grad haft kontakt til et jobcenter i de seneste 12 måneder som virksomhederne i versionen til HR. Det fremgår af figurernes anmærkning, hvis der er tale om spørgsmål, som kun er i versionen til HR eller administrerende direktører.

Alle virksomheder uanset om de samarbejder med et jobcenter er blevet opfordret til at svare på virksomhedsundersøgelsen af jobcentersamarbejdet.  


 

Fodnoter

  1. Det er syv ud af ti virksomheder, som har svaret på virksomhedsundersøgelsen, der har været i kontakt med et jobcenter i de seneste 12 måneder. Se desuden analysen Virksomheder og jobcentre har mange samarbejdsområder, som er med til at understøtte et velfungerende arbejdsmarked på di.dk.
  2. Samarbejdsområderne er følgende: At jobcenteret kender min virksomhed og derfor foreslår relevante match med de ledige, at virksomheden har én fast kontaktperson til hver borger, som er på virksomheden i fx praktik, løntilskud mv., at virksomheden har én indgang i jobcenteret med én fast kontaktperson til alle vores henvendelser, at virksomheden kan kontakte jobcenteret og få vejledning, når vi har en borger i fx virksomhedspraktik og møder udfordringer i den forbindelse, at virksomheden kan kontakte jobcenteret, når vi ansætter en ledig borger i et ordinært job, hvis vi efterfølgende møder udfordringer. Det kan fx være vedr. arbejdskultur ved ansættelse af en flygtning eller noget helt andet samt at jobcenteret kan hjælpe med at udfylde diverse formularer mv. så det er nemt for os at samarbejde.

Relateret indhold