Kommunikation er et vigtigt værktøj til at løfte biodiversitetssamtalen

Bæredygtighed og miljø er en del af det forretningsmæssige DNA i Ørsted. Derfor er det også vigtigt for energivirksomheden at fortælle om den udvikling og værdiskabelse, de bidrager til.

Hør hvordan Ørsted kommunikerer om biodiveristet

Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

I Ørsted kommunikerer de om biodiversitet på samme vis som andre forretningsmæssige områder, dvs. hjemmeside, presse og SoMe. Derudover inkluderer de også biodiversitet i deres årsrapport.  

- Da forretningsmæssige mål om biodiversitet er forholdsvist nyt i branchen, gør vi også meget ud af at være til stede fysisk hos stakeholdere og deltager aktivt i events, konferencer og møder, hvor vi fortæller om Ørsteds biodiversitetsprogram og -projekter. Derudover har vi skrevet et white paper, hvor vi deler vores perspektiv på, hvorfor det er vigtigt med fælles indsatser for klima og natur, fortæller Cat Hemmingsen, Senior Biodiversity Advior i Ørsted. 

Kommunikation kan bruges som værktøj 

Kommunikation af Ørsteds indsatser for biodiversitet bidrager både positivt til brand, eksterne vurderinger og rapportering og er i stigende grad en vigtig faktor for investorer. F.eks. bliver Ørsted vurderet af forskellige ESG-rating systemer, hvor alt det, virksomheden kommunikerer om bæredygtighed bliver inkluderet i den samlede vurdering af Ørsted.

- Det er vigtigt, at vi sætter alt det gode arbejde og vores spændende projekter frem i lyset, så kunder ved, hvad de køber ind i, når de støtter og investerer i Ørsted. Som faglige eksperter har vi et tæt samarbejde med vores kommunikationskollegaer, men at nå hertil, hvor bæredygtighed og biodiversitet er en naturlig del af vores forretning, har selvfølgelig krævet, at vi som eksperter har kunne påvise værdiskabelse, og at ledelsen har set værdien og prioriteret området, siger Cat Hemmingsen.

Det betyder dog ikke, at det er en dans på roser.  

- Det kan være udfordrende at kommunikere om det, der ikke lykkedes, men det er også det, der skaber værdi. Det er svært at måle på biodiversitet, og vi har brug for at lære af hinandens erfaringer, både når det går godt, og det der virkede mindre godt.

Om Ørsted

Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP’s A-liste for sin globale indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted har ca. 8.900 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. 

Læs mere om Ørsted her

God kommunikation kan skabe ny samarbejdspartnere 

Når man kommunikerer om biodiversitet, handler det ofte om at vise noget, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje. Derfor har Ørsted særligt brugt visuel kommunikation til at vise, hvordan deres projekter virker. De har f.eks. produceret en undervandsfilm af stenrevene, de i 2012 etablerede i Anholt havvindpark. Det har vist sig at fungere rigtig godt.  

- Vi får tit henvendelse fra organisationer, der gerne vil samarbejde med os, eller virksomheder, der er interesseret i at sparre med os. Vi oplever også, at vi har et godt ry for at være gode til at arbejde med biodiversitet og natur, og det tilegner jeg i høj grad at vi er lykkedes med kommunikation om vores projekter og værdiskabelse, siger Cat Hemmingsen.

Det, man som virksomhed kommunikerer, skal selvfølgelig være i overensstemmelse med det, man som virksomhed gør. Derudover er det nødvendigt at sikre sig, at projekterne faktisk giver mening, der hvor man placerer dem og, at de tilføjer en målbar værdi til naturen.

- Hvis man ikke tilstræber konkret værdiskabelse tilpasset det specifikke område, så gør man det jo ikke med de rette intentioner, og så vil jeg anbefale, at man hellere lader være, så der ikke gøres mere skade end gavn, afslutter Cat Hemmingsen.  

3 gode råd

  • Gør det fordi det giver mening for forretningen
    Hvis biodiversitet ikke ligger tæt op ad jeres forretningsmæssige strategi, så når I ikke langt med at kommunikere om det, og det vil højst sandsynligt blive modtaget som greenwashing.
  • Sørg for at kommunikationen synliggør jeres mål og værdiskabelse
    Skab bro mellem jeres biodiversitetsindsats og jeres forretningsmæssige mål.
  • Vær kreativ
    Det kan være udfordrende at arbejde med et emne, der i princippet er ”usynligt” i hverdagen. Folk aner ikke, hvordan der ser ud under havets overflade, så det er vigtigt at være kreativ og hjælpe folk med at se det for sig via sprogbrug og grafiske virkemidler. 
Hør Cat Hemmingsens råd til at kommunikere om biodiversitet
Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

Relateret indhold