Fokus på biodiversitet giver glade medarbejdere

Energivirksomheden Vattenfall har biodiversitet i højsædet. Derfor har de også haft særligt fokus på at få medarbejderne ombord gennem konkrete initiativer. Det har givet pote.

Hør Vattenfall fortælle om deres erfaringer med medarbejderinvolvering

Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

For energivirksomheden Vattenfall har medarbejderne været en vigtig del af deres indsats omkring biodiversitet. Det gælder selvfølgelig de medarbejdergrupper, hvor naturen er en konkret del af deres arbejde, men virksomheden har også oplevet, at naturen generelt er blevet vigtig for alle medarbejdere. 

- Der jo stor forskel på, om man sidder konkret og arbejder med miljø og biodiversitet i det daglige, og er den, der laver løsningerne, eller om man laver alle mulige andre opgaver. For miljømedarbejderne er det selvfølgelig helt naturligt at arbejde med biodiversitet, men vi har også haft fokus på at udbrede natur og biodiversitet til hele organisationen, siger Helle Herk-Hansen, Vice President of Environment i Vattenfall.

En app bringer naturen ind til medarbejderne

Virksomheden har fokuseret på biodiversitet på mange niveauer; fra webinarer, der fortæller om virksomhedens aktiviteter og strategi for biodiversitet til mere konkrete initiativer, der har engageret medarbejderne. 

Vattenfall har bl.a. udviklet en særlig naturfoto-app, som både medarbejdere og leverandører kan sende billeder til, når de observerer dyr eller planter på vores anlæg eller har en særlig naturoplevelse. Hvert år afholdes der så en konkurrence, hvor medarbejderne kan stemme om det bedste billede, ligesom billederne udstilles i virksomheden. 

- Via vores app får vi naturen ind i hverdagen - også hos de medarbejdere, der ikke nødvendigvis arbejder med biodiversitet eller natur i det daglige. Det har været en kæmpe succes. Det har løftet hele forståelsen for, at natur er vigtig, og at natur er en del af vores liv. Samtidig giver initiativet os et ret godt indblik i, hvad er det for nogle arter, der findes på vores lokationer, og hvornår de er observeret og identificeret, siger Helle Herk-Hansen. 

Om Vattenfall

Vattenfall er et af Europas største Energiselskaber. I Danmark er Vattenfall den største operatør af havvind og driver havvindparkerne Horns Rev 1 og 3 samt Kriegers Flak og åbner i 2024 Vesterhav Nord og Syd. Parkerne har servicehavne i Esbjerg, Hvide Sande og Klintholm. I tillæg til havvinden driver Vattenfall 10 landbaserede vindparker i Danmark, udvikler ladeløsninger til transportsektoren, og indkøber og leverer elektricitet til større erhvervskunder. 

Læs mere om Vattenfall her

Naturinkluderende design og handlingsplaner

Natur er også blevet en integreret del af arbejdet, når Vattenfall designer ny vindkraft. Her er naturinkluderende design kommet i fokus, og en del af arbejdsopgaven for designerne er at forstå, at der er en naturpåvirkning og undersøge, om de evt. kan designe anderledes, så de minimerer eller helt undgår den påvirkning. Her inddrages alle medarbejdere. 

- Lige nu kører vi Vattenfall Innovation, hvor vi faktisk har en konkret problemstilling omkring biodiversitet, og hvordan vi inkluderer biodiversitet i vores design. Alle medarbejdere kan være med i konkurrencen og prøve at løse den her problemstilling. Det er helt sikkert med til at højne bevidstheden om vores arbejde med biodiversitet på tværs.

Derudover har Vattenfall med udgangspunkt i deres miljøhandlingsplan, der beskriver deres tre fokusområder omkring klima, biodiversitet og cirkularitet, holdt en række webinarer for hele organisationen, der har været med til at oplyse og uddanne medarbejdere i arbejdet med biodiversitet. 

Ildsjæle støtter op om løsninger  

Generelt oplever virksomheden en stor interesse for bæredygtighed og natur fra deres medarbejdere. Og udover at brede biodiversitet ud til hele organisationen, så griber de også de initiativer, der opstår, når virksomhedens ildsjæle går i gang. 

- Lige nu har vi f.eks. et projekt som blev startet af nogle af vores medarbejdere, der havde observeret rødlistede arter langs en elv. Det har medført, at vi nu har fem områder langs elvene ved flere af Vattenfalls vandkraftanlæg, der er naturbeskyttede, og som i dag både sikrer livet for sjældne, rødlistede arter i området, men også er blevet et stolthedsprojekt for hele Vattenfall-koncernen, fortæller Helle Herk-Hansen, der også understreger, at det er vigtigt at støtte ildsjælene og de lokale initiativer, der kommer fra medarbejderne. 

Der er jo mange følelser i naturen, og der er jo ikke én af vores ansatte, som ikke på en eller anden måde har en relation til natur og biodiversitet. Derfor skaber det også både stolthed og øget engagement, at Vattenfall vælger at gå foran på området Helle Herk-Hansen, Vice President of Environment
Indsats for naturen skaber stolthed

Vattenfalls arbejde med biodiversitet har en positiv effekt på både nuværende og potentielle medarbejdere. Og Helle Herk-Hansen er overbevist om, at hvis man som virksomhed, har mange spændende aktiviteter og udviklingsindsatser indenfor biodiversitet, så tiltrækker det kvalificerede medarbejdere. 

- Vi kan se på vores engagementskurve, når vi laver medarbejdertilfredshedsundersøgelser, at den er steget. På samme måde kan vi også se, at antallet af ansøgere er gået op, ligesom der er rigtig mange, der specifikt skriver, at de gerne vil arbejde for Vattenfall på grund af vores ambitioner på bæredygtighedsområdet, siger Helle Herk-Hansen og fortsætter:

- Der er jo mange følelser i naturen, og der er jo ikke én af vores ansatte, som ikke på en eller anden måde har en relation til natur og biodiversitet. Derfor skaber det også både stolthed og øget engagement, at Vattenfall vælger at gå foran på området.

3 gode råd

  • Gør det synligt og visuelt
    Sørg for at bringe naturen ind på kontorer, i opgaver, i nærområdet. Giv medarbejderne blomsterfrø, giv insekthoteller som medarbejderpræmier osv. Det er de små ting, som øger bevidstheden, og som er ekstremt effektfulde.
  • Uddannelse og oplysning
    Jeg tror meget på det her med uddannelse. Men gør det interessant og peg endelig ikke fingre. Fx i form af et superspændende foredrag om, hvorfor det er så vigtigt, at vi bevarer biodiversiteten og passer på naturen.
  • Lav aktiviteter ude i naturen
    Læg nogle af jeres aktiviteter ud i naturen i stedet for at lave dem alle mulige andre steder. Sørg for, at man kommer ud og får føling med naturen. 
Hør Helle Herk-Hansens råd til at engagere medarbejdere i biodiversitet
Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

Relateret indhold