Nopa Nordic er på forkant med efterspørgslen

Et digitalt værktøj og nye råvarer skal gøre vaskemiddel og sæbe bedre for biodiversiteten. Nopa Nordic er ikke bange for at tage chancer og venter nu på, at deres kunder også bliver klar til mere biodiversitet.

Hør Nopa Nordic fortælle om deres produkter

Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

På hylderne i showroomet står vaskemiddel, shampoo, håndsæbe og andre velkendte flasker fra danske og udenlandske butikker. Nopa Nordic i Hobro udvikler skræddersyede produkter til vask, rengøring og personlig pleje for store og små brands og har skabt miljømærkede produkter siden 1993.

Når snakken falder på bæredygtighed, er det ofte produkter med et lavt CO2-aftryk, Nopa Nordics kunder efterspørger. Men virksomheden forudser, at flere også vil begynde at stille krav til biodiversitet. Nopa Nordic har gjort et stort arbejde for at dokumentere produkternes klima- og miljøpåvirkning og dokumenterer nu i stigende grad påvirkningen af biodiversitet.

- Lige nu kan vi levere mere, end vores kunder beder om i forhold til biodiversitet, fortæller Nikolaj Haulrik, Chief Innovation Officer i Nopa Nordic.

- Vi ser faktisk, at de største af vores kunder begynder at efterspørge hensynet til biodiversitet i de råvarer, vi bruger til deres produkter. Men prisen er højere på de råvarer, der tager mere hensyn til biodiversitet, og det holder dem tilbage. Så vi er ved at tage hul på en dialog med vores kunder om biodiversitet. Det er en rigtig spændende dialog, for hvad vil vores kunder egentlig? Det er jo deres varer, vi udvikler og producerer, siger han.

Digitalt værktøj viser vejen

For at kunne måle miljø- og klimapåvirkningen har Nopa Nordic udviklet deres eget digitale værktøj. En konfigurator, som kan lave en livscyklusvurdering af et produkt, også kaldet LCA (Life Cycle Assessment). LCA er en vurdering af produktets påvirkning af miljøet gennem hele dets levetid. Nopa Nordics værktøj måler produktet på 17 forskellige parametre, blandt andet CO2-aftrykket og påvirkningen af biodiversitet fra udvinding af råvarer til det færdige produkt forlader fabrikken – et vugge til grav-perspektiv.

Nopa Nordic fodrer databasen med oplysninger om de råvarer, der bruges i produkterne, og konfiguratoren laver beregningerne, så de kan vurdere, hvordan et produkt påvirker blandt andet biodiversiteten. Værktøjet kan også give ideer til, hvordan et produkt kan udvikles og mindske påvirkningen ved at ændre på sammensætningen af råvarer. Databasen bliver løbende opdateret med flere oplysninger om råvarerne, så værktøjet bliver bedre over tid.

- Vi vil rigtig gerne udvikle produkterne. Heldigvis har vi loyale kunder, så i fællesskab kan vi sammenligne flere generationer af deres produkter og se, hvordan vi er blevet bedre, og hvor potentialerne er. Så vi håber, at de også vil tage stilling til biodiversitetsparameteret og efterspørge det i udviklingen af nye produkter, forklarer Tina Strøm Trolle, Sustainability Specialist i Nopa Nordic.

Om Nopa Nordic

Nopa Nordic har hovedsæde i Hobro og er den største private label-producent i de nordiske lande inden for bæredygtige og miljømærkede produkter til vask, rengøring og personlig pleje. Virksomheden blev grundlagt i 1964 af Niels Thostrup og er fortsat en familieejet virksomhed. Virksomheden har 220 ansatte.

Læs mere om Nopa Nordic her

Det svære ved global biodiversitet

En stor del af råvarerne i Nopa Nordics produkter stammer fra andre lande, og det kan være lidt af en øvelse at beregne den nøjagtige påvirkning af biodiversiteten på den anden side af jorden. Derfor læner Nopa Nordic sig op ad certificeringer og vurderer, hvilke der er mest troværdige.

En vigtig råvare i Nopa Nordics produktion er palmekerneolie, da tensider, som opløser fedt og snavs under tøjvask, er baseret på palmekerneolie. Produktet er billigt og kan leveres i store mængder. Palmekerneolie er et restprodukt fra produktionen af palmeolie, som ofte er genstand for debat, blandt andet på grund af afskovning i dyrkningslandene.

I dag er 90-100 % af Nopa Nordics tensider baseret på RSPO-certificeret palmekerneolie, som er den bedste måde at sikre sig, at palmeolien er produceret på en miljømæssig og socialt ansvarlig måde.

- Vi vil rigtig gerne finde alternativer til palmekerneolie, og det arbejder vi også intensivt på, fortæller Nikolaj Haulrik.

Vi ser faktisk, at de største af vores kunder begynder at efterspørge hensynet til biodiversitet i de råvarer, vi bruger til deres produkter Nikolaj Haulrik, Chief Innovation Officer
Jagten på nye råvarer 

Nikolaj Haulrik fremhæver, at de alternative råvarer også kan findes blandt reststrømme, for eksempel fra fødevareproduktion. Der er god cirkulær tankegang i at finde nye anvendelsesmuligheder for noget, der i dag anses for at være rester eller måske endda smides ud.  

- Det er lidt en skattejagt at finde de reststrømme, som er tilgængelige og kan fås i store mængder. Råvarerne må gerne komme fra et sted tættere på os eller fra et sted, som har en bedre biodiversitetsprofil. Og så skal vi kunne producere tensider af det på en måde, som er mere skånsom for miljøet, forklarer han.  

Nopa Nordic har tidligere blandt andet forsøgt at skabe tensider af havtang, og i øjeblikket er de med i et udviklingsprojekt i Holland. Flere af Nopa Nordics samarbejdspartnere er innovative startups, og i fællesskab leder de efter virksomheder, som har restprodukter fra produktionen, som måske kan bruges.  

- På grund af vores størrelse, og fordi vi er producenter og ikke et stort varemærke, har vi meget gode muligheder for at prøve ting af uden at løbe en enorm risiko. Vi har også kunder, som er interesserede i at tage chancer. Innovation i vores branche drives af sådan nogle som os, siger Henrik Karup Jørgensen, administrerende direktør i Nopa Nordic. 

3 gode råd

  • Brug netværk og partnerskaber
    Gå på skattejagt med andre, når I skal finde nye råvarer, som tager mere hensyn til biodiversitet. Findes der for eksempel virksomheder med reststrømme fra produktionen, som I måske kan bruge til noget?
  • Tag chancen
    Vær klar over, at man løber en risiko og bruger mange års arbejde og ressourcer på innovation og produktudvikling. I ved ikke, om produktet bliver en succes, før det kommer på markedet. Der er altid en risiko.
  • Pas godt på jeres udviklingsarbejde
    Vær forberedt på, at andre kan have interesse i jeres udviklingsarbejde. Skriv kontrakter med jeres kunder, så de ikke tager jeres arbejde med over til en anden producent. 

Relateret indhold