Fra ålegræs til innovativt byggeprodukt

Søuld laver akustikpaneler af det ålegræs, der alligevel skyller op på de danske strande. Virksomheden er født ud af biodiversitet og bidrager med deres produkt positivt til naturen.

Hør Sølund fortælle om, hvordan produkter kan bidrage positivt til naturen

Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

Ålegræs er guld værd for vores have. Det fungerer som fiskebørnehaver, som de små fisk kan boltre sig i, og derudover er bevoksningen med ålegræs med til at stabilisere havbunden, så der dannes en slags naturligt kystværn. Da Søuld fik øjnene op for et stort overskud af produktet på de danske strande, så de muligheden for at skabe et nyt, bæredygtigt produkt i form af akustikpaneler.  

- Man kan godt sige, at vi er født grønne, men det lå også bare meget naturligt for os. For selvfølgelig skal vi ikke basere os på noget, som vi senere finder ud af, er en virkelig, virkelig dårlig idé for biodiversitet og klima. Vi kan lige så godt gøre det ordentligt fra starten, fortæller Kirsten Lynge, medstifter og Head of Sustainability.  

Fra spild til byggemateriale

Det hele startede på Læsø, hvor de lokale tangtage skulle repareres ved brug af en hundred år gammel byggemetode, hvor ålegræs bjerges, tørres og laves til tage. Da landmanden satte indsamlingen af ålegræs fra strandene til tagene i gang, kunne han indsamle meget mere fra stranden, end han havde troet. 

- Vi fandt ud af, at på bare 50 meter kunne man på udvalgte steder indsamle op til 100 tons tørret ålegræs på et år. Der skyller enormt meget ålegræs ind bestemte steder, og det gjorde, at vi fik ideen og turde basere en moderne produktion af byggematerialer på den her råvare, fortæller Kirsten Lynge. 

På den måde genopdagede Søuld-stifterne et byggemateriale fra gamle tider. Herefter gik Søuld i gang med at få mere viden om materialet og var bl.a. i dialog med biologer, Kystdirektoratet og andre i deres netværk for at finde ud af, hvilken effekt, deres arbejde med at opsamle det, kunne have. Og hvordan det kunne blive til en forretning at hjælpe naturen. 

- Vi kom frem til, at så længe vi ikke støvsuger alle landets kyster, så er der måske i virkeligheden mest positive effekter ved at fjerne det. Vi hjælper til at fjerne noget af den næring, som der er for meget af i havene, og som gør, at alting stopper til i iltsvind og alger. Så ved at fjerne ålegræs, som ellers bare ville ligge og rådne på en kyst, fjerner vi næring fra det her pressede miljø, og lagrer det i et produkt i stedet. På den måde er vi i virkeligheden med til at forbedre vilkårene for det levende ålegræs derude, der har så mange gode, vigtige funktioner, lyder det fra Kirsten Lynge

Om Søuld

Søuld blev etableret i 2010 og producerer akustikpaneler af ålegræs. Søulds arbejde har ledt til genoplivelse af den 400 år gamle ålegræs tradition fra Læsø, fokuseret på nænsom indsamling af materialet for at beskytte ålegræssets økosystemer og for at optimere den gamle tradition til et produkt, der passer til de 21. århundrede. Søuld sælger til B2B og private kunder. 

Læs mere om Søuld her

Investeringssamarbejde gav finansiering, viden og sparring

Da idéen og produktet var på plads, kom behovet for finansiering. Og her kom de i kontakt med konsulent- og investeringsvirksomheden The Footprint Firm, der blandt andet støtter bæredygtige startups.  

- Da vi søgte investorer, mødte vi jo alle mulige folk, som egentlig gerne vil investere i alt muligt som rumrejser og racerbiler, men som så også gerne vil investere i noget grønt. Men vi ville ikke gå med en investor, som vil presse os til at skære hjørner, som vi ikke er klar til at skære, og som i virkeligheden kun tænker grønt, fordi denne har hørt, at man kan tjene penge på det, fortæller hun og fortsætter: 

- Derfor er vi virkelig glade for, at vi kan være på vores rejse sammen med The Footprint Firm, og kan få lov til at trække på de mange erfaringer, de har fået ved at rådgive virksomheder om bæredygtighed gennem deres konsulentforretning. Man skal virkelig overveje om ens investorer passer til ens virksomhed, og hvad man kan få ud af samarbejdet, for ellers kan man blive presset ud i nogle situationer man ikke kan styre.

Udover finansiering giver samarbejdet med The Footprint Firm også viden og kompetencer til Søuld i forhold til at skabe en virksomhed med bæredygtighed i fokus: 

- Fordi vi også laver biodiversitetsprojekter for en række virksomheder, kan vi tage den viden med ind og hjælpe Søuld på deres rejse. Især når de skal begynde at rapportere på nogle af de her tal i fremtiden både til kunder, men også til os som investor, lyder det fra Asbjørn Støvring, seniorkonsulent i The Footprint Firm og Kirsten Lynge supplerer: 

- Det har helt klart givet noget credibility at have dem med. Og den anden vej så har vi jo også fået masser af viden. Vi er jo lillebitte, og vi har indtil for nyligt bare været et par stykker, og så er det jo virkelig godt at have nogle flere ressourcer, man kan trække på.

Vi fandt en gammel løsning på et nyt problem, men det kan andre jo også gøre. Det er nemmere end det lyder, og det kræver blot, at man kigger sig rundt og siger ‘er der et restprodukt fra noget andet, jeg kunne overtage?’ Og så har man potentielt basen for et nyt produkt Kirsten Lynge, medstifter og Head of Sustainability
LCA gjorde rejsen lettere

Søuld fik tidligt lavet en livscyklusanalyse (LCA) for produktet samt en Environmental Product Declaration (EPD). Begge er nødvendige for at lave et produkt til byggebranchen. Særligt resultaterne fra deres LCA kunne Søuld bruge til at vise den positive effekt, deres innovative produkt har på naturen. 

- Vi har virkelig flagret med de resultater, vi har fået i vores LCA i forhold til vores CO2-aftryk, som ligefrem er negativt i produktionsfasen, fordi ålegræsset har optaget mere CO2 end det, vi bruger i vores produktion. Så produkterne som en ’carbon sink’. Det er en historie, som er nem at forstå for mange, fortæller Kirsten Lynge. 

LCA’en har lagt benarbejdet for den rapportering, de skal i gang med i fremtiden, da den også indeholder andre miljøindikatorer og Kirsten Lynge forventer, at de kan trække mange af de resterende tal ud af modellen, de allerede har. Asbjørn Støvring pointerer også, at LCA’en er en fordel for investorrapporteringen. 

- Det er en kæmpestor fordel, at de har lavet en LCA-beregning, fordi man kan tage de tal og føde dem direkte ind i vores fonds KPI’er for impact, som de skal rapportere på som en del af vores venture kapitalfond, The Footprint Fund I.

Et produkt der sælger sig selv

Der har været interesse for Søulds alternative produkt fra start, og det tror Kirsten Lynge skyldes den historie, der følger med produktet. 

- Prismæssigt er vi ikke de allerdyreste eller billigste. Og det er jo baseret på en lille produktion indtil videre. Men vi har formået at finde kunder uden at ansætte sælgere. Vi har faktisk oplevet, at salget kommer meget til os.

Søuld står i dag med et innovativt produkt med nogle stærke kompetente investorer i ryggen.  

- Jeg synes, det der er smukt ved produktet, det er, hvor godt et materiale ålegræs egentlig er, og det viser alle test også. Altså både det, at det performer, når vi taler bæredygtighed, men også i forhold til det her med selve lydabsorberingen, siger Asbjørn Støvring. Og Kirsten Lynge fortsætter: 

- Vi fandt en gammel løsning på et nyt problem, men det kan andre jo også gøre. Det er nemmere end det lyder, og det kræver blot, at man kigger sig rundt og siger ‘er der et restprodukt fra noget andet, jeg kunne overtage?’ Og så har man potentielt basen for et nyt produkt.

3 gode råd

  • Brug din data
    Når man alligevel skal producere data i form af LCA eller lignende, så sørg for at bruge det til noget. Skab dig selv en fordel ved at bevise, hvad du gør, så de ikke bare ender i en rapport. 
  • Brand sig selv
    Brand dig selv på mere end blot bæredygtighed og biodiversitet. Produkterne skal også have god performance - og byg dertil den gode historie ind i dit brand. 
  • Et stærkt brand giver god pris
    Når du har fået skabt et bæredygtigt brand omkring dig, kan du også tage en god pris for dit produkt. Det giver dig mulighed for at vedligeholde og udbygge din bæredygtige virksomhed.  
Hør Kirsten Lynges råd til at arbejde innovativt med biodiversitet
Videoen er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden og Dansk Industri

Relateret indhold