27.10.21 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Vestjylland mister borgere og arbejdskraft

Frem til 2045 får Vestjylland godt 12 procent færre borgere i den arbejdsdygtige alder fra 20-64 år. Og langt færre i områdets landkommuner. Det er trist for livet og dynamikken især i landkommunerne – og det giver mindre arbejdskraft til de allerede nødlidende virksomheder.

I de seneste mange år er der blevet flere danskere, men desværre gælder det ikke for landområderne. Og den dårlige nyhed for Vestjylland er, at det kommer til at fortsætte. Fra 2020 til 2045 vil antallet af personer i den arbejdsdygtige alder fra 20-64 år falde med 12,1 procent viser den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. Værst ser det ud i landkommunerne Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Lemvig.

- Jeg er alvorligt bekymret for denne udvikling. Allerede i dag mærker virksomhederne i Vestjylland, at der er alvorlig mangel på hænder. Det gælder både faglærte og ufaglærte. Virksomhederne tænker kreativt, men det er ikke nok. Jeg håber derfor, at kommunerne også vil være både kreative og afsætte de nødvendige ressourcer til denne store udfordring, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.   

Udviklingen ser især kritisk ud for en række vestjyske kommuner, som i perioden falder med over 20 procent i antallet af borgere mellem 20 og 64 år. Det gælder Lemvig, Skive og Struer kommuner, mens Viborg og Ringkøbing-Skjern vil falde med over 10 procent. I øvrigt vil tre ud af ti personer i landkommunerne være mindst 65 år i 2045. Vestjylland får altså nogle af de hårdest ramte kommuner i landet.

- Kommunerne har en kæmpe udfordring for at kunne sikre vækst og dermed økonomien til velfærdsydelser. Med en stigende andel af ældre borgere, som efterspørger kommunale velfærdsydelser, så er der et stort behov for virksomheder, som kan sikre øgede skatteindtægter. Jeg ved, at kommunerne allerede har øje for udfordringerne, men disse tal understreger, at der bør sættes turbo på mod og kreativitet i kommunerne, siger Claus Arberg.

De kommuner, som mister færrest borgere i den arbejdsduelige alder, er Herning, Holstebro og Ikast-Brande kommuner.  

Inden for hver enkelt kommune vil borgerne samle sig om det lokale kraftcenter, den største by. Kraftigst i byer på mellem 20.000 til 50.000 indbyggere. Der sker en såkaldt urbanisering på lokalt niveau, altså vi klumper os sammen i byer rundt om i landet. Der er allerede nu en positiv udvikling i de store provinsbyer – og ifølge DI fortsætter den.

- De større byer i Midt- og Vestjylland vælges til af borgerne. Det er positivt for hele regionen.  Mange vil flytte til byerne, men jeg håber, at de små samfund med deres sammenhold og nærhed også vil blive mere attraktive. Her kan boligudgifterne holdes på et noget lavere niveau end i byerne, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.

På landsplan sker den største befolkningstilvækst til de store byer som København, Aalborg og Aarhus. Væksten i København og Frederiksberg kommer dog ikke længere fra tilflytning fra de andre kommuner – den kommer udelukkende fra mange fødsler, indvandring og stigende levealder. I Aarhus og Aalborg var der indtil 2020 stadig nettotilflytning.

Yderligere oplysninger hos formand for DI Midt Vest Claus Arberg via DI’s pressekoordinator Lars Bøgeskov på 2236 3138

Udvikling i antallet af personer i alderen 20-64 år

Udvikling i 20-64 årige fra 2020 til 2045

Område

Antal, 1.000 personer

Udvikling i pct.

Vestjylland

-28,5

-12,1

Herning

-3,9

-7,8

Holstebro

-2,3

-7,1

Ikast-Brande

-1,1

-4,9

Lemvig

-2,6

-25,1

Ringkøbing-Skjern

-5,1

-16,8

Skive

-5,0

-20,1

Struer

-2,3

-21,0

Viborg

-6,1

-11,4

 

Se hele analysen her.

 

 

Lars Bøgeskov

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk

Relateret indhold