06.09.22 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Mindre tilbagegang i Fredensborg Kommunes erhvervsvenlighed

Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner, og efter et par år med fremgang på ranglisten går Fredensborg Kommune tilbage i DI’s måling. Fredensborg Kommune går fra en 77. plads i sidste års måling til en 83. plads i år.

- Fredensborg har de sidste par år gennemgået en positiv udvikling, hvad angår den lokale erhvervsvenlighed. Det ærgrer mig derfor, at kommunen går seks pladser tilbage i år. Målingen viser med al tydelighed, at gode kommunale rammer for virksomhederne kræver en varig kommunal indsats, som handler om hele tiden af være tilstede over for virksomhederne, siger Peter Lanng Nielsen, formand for DI Hovedstaden.

Selvom kommunen generelt oplever tilbagegang i årets måling, er der dog stadig lyspunkter at spore. Kommunen klarer sig f.eks. markant bedre, når det kommer til kommunal sagsbehandling, vurderer de lokale virksomheder. Fremgangen skyldes særligt, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager er blevet kortere.

- Kommunen skal have ros for at have bragt deres gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager ned. Lange sagsbehandlingstider kan være en stopklods for de lokale virksomheder, og derfor er det rigtig positivt at sagspuklen er reduceret, siger Peter Lanng Nielsen.

Peter Lanng Nielsen mener, at Fredensborg Kommune også bør fokusere på at fremme det offentlig-private samarbejde i fremtiden:

- En stor del af Fredensborgs tilbagegang kan tilskrives, at kommunens brug af private leverandører er faldet markant siden sidste år. Jeg vil derfor opfordre til, at kommunen prioriterer at inddrage de lokale virksomheder mere. Som samfund står vi overfor en række store udfordringer, og vi har tidligere set, hvordan vi kan skabe resultater for borgerne, når den offentlige og private sektor samarbejder.

OM HOVEDSTADEN

Analysen fra DI måler erhvervsvenligheden i danske kommuner. Virksomhederne i 17 ud af Hovedstadens 28 kommuner vurderer, at arbejdskraft bør være kommunernes topprioritet til at sikre vækst i fremtiden. Resultatet bekræfter, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er den helt store udfordring for dansk erhvervsliv.

Som i de foregående år klarer hovedstadskommunerne sig generelt ikke så godt, når man sammenligner med resten af landet. Ud af de 93 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er gennemsnitsplaceringen for hovedstadskommunerne nr. 67. Den mest erhvervsvenlige kommune i regionen er Ballerup med en placering som nr. 21., mens den mindst erhvervsvenlige er Gribskov på 92. pladsen.

 FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2022

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk, DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.915 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder samt statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.
Ron Amir

Ron Amir

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4647
  • Mobil +45 5213 2321
  • E-mail rona@di.dk

Relateret indhold