Lea Utoft Rasmussen
09.05.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Lolland er blandt de bedste til at producere grøn strøm

I Lolland Kommune produceres grøn strøm fra solceller og vindmøller på land svarende til 191.400 husstandes forbrug, mens der i mange andre kommuner kun produceres til få tusinde husstande. Lolland er en af de kommuner i hele Danmark, som producerer mest grøn strøm. Guldborgsund er også godt med på den grønne bølge. Forsæt det gode arbejde med udbygningen af grøn strøm, lyder det fra DI Lolland-Falster.

Når det blæser eller solen skinner, er der grøn strøm i stikkontakten mange steder på Lolland-Falster. Alene i Lolland Kommune producerer vindmøller på land og solceller grøn strøm svarende til det, der dækker 191.400 husstandes forbrug. I Guldborgsund Kommune produceres grøn strøm svarende til 47.300 husstandes forbrug.

På hele Lolland-Falster producerer særligt vindmøller på land, men også solceller strøm svarende til 238.700 husstandes forbrug. Lolland ligger i top fem over de kommuner i Danmark, der producerer mest grøn strøm. Guldborgsund ligger i top 25. Det viser en analyse fra Dansk Industri.

- Det er flot, at Lolland er med helt i front, når det gælder produktionen af grøn strøm. Det kommer ikke af sig selv. Guldborgsund er også godt med, og samlet set producerer vores to kommuner her på Lolland-Falster snart ligeså meget strøm, som de 15 andre kommuner i Region Sjælland tilsammen. Det er virkelig godt gået, siger formand for DI Lolland-Falster Jakob Søndergaard Nielsen.

Produktionen af elektricitet fra vedvarende energikilder skal femdobles frem mod 2030, og opsætningen af alt fra solceller til vindmøller og andre energianlæg skal ske ude i kommunerne.

- Selvom vi har en forholdsvis høj produktion af grøn strøm lokalt på Lolland-Falster, så er det vigtigt, at vi fortsætter udbygningen, da potentialet er stort, og efterspørgslen er stigende. Hvis alle virksomhederne og hele samfundet generelt skal køre på grøn strøm, så skal vi have endnu flere vindmøller, solceller osv. Det kræver en hurtig sagsbehandling i kommunerne, og lokalplaner der giver mulighed for anlæg med produktion af vedvarende energi. Og ikke mindst at kommunen, politikerne og ejerne af produktionsanlæggene gør deres til at skabe en positiv stemning i forhold til at være nabo til fx en solcellepark, siger Jakob Søndergaard Nielsen, DI Lolland-Falster, og tilføjer:

- Vores kommuner har kort sagt en nøglerolle i forhold til at gøre det attraktivt at investere i produktion af grøn strøm, og antallet af vindmøller og solceller vidner om, at kommunerne har gjort det godt.

Den grønne energiproduktion er med til at understøtte den grønne omstilling i virksomhederne, samt understøtte Lolland-Falsters position som en af de førende indenfor udvikling og produktion af grøn energi. Derved er der også mulighed for at tiltrække nye grønne virksomheder og investeringer til området.

- Den grønne omstilling er en styrkeposition for Lolland-Falster, og vi ser allerede investeringer i milliardklassen bl.a. i forhold til biogas. Flere virksomheder kommer til at slå sig ned på Lolland-Falster bl.a. for have let adgang til grøn energi, som er afgørende for at være en bæredygtig virksomhed. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter den positive udvikling, siger Jakob Søndergaard Nielsen.r mulighed for at skabe mere vedvarende energi, siger Peter Birkegaard.

Fakta om tallene:
Da efterspørgsel og udbud af grøn strøm sjældent passer sammen, vil produktionen af grøn strøm i praksis ikke gå til det antal husstande, det i teorien kan dække. Derudover eksporteres en del af strømmen til andre lande, og noget går til fx industrivirksomheder.

Lars Magnus Lund Christensen

Lars Magnus Lund Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3087
  • Mobil +45 4127 2838
  • E-mail lmlc@di.dk

Relateret indhold