14.09.23 DI Digital Nyheder

Potentialerne er store, når den grønne og digitale omstilling går hånd i hånd

Danmark har længe været både et grønt og et digitalt foregangsland, men vi har stadig et stort potentiale at hente, når det gælder foreningen af de to styrkepositioner. Tal fra EU-Kommissionen fra 2021 viser, at Danmark er et af de lande, hvor man er dårligst til at bruge ny teknologi til at nedbringe CO2-aftrykket.

Der er ingen tvivl om, at der er sket meget siden 2021, særligt på baggrund af energikrisen sidste vinter, men det er en uheldig sidsteplads, når nu vi faktisk kan rigtig meget på både det grønne og det digitale område.  Mulighederne for at bruge teknologien som løftestang til at reducere CO2-udledning i Danmark er der i høj grad. Det viser en ny analyse foretaget af EY for DI Digital, hvor vi har kigget på potentialerne for CO2-reduktion vha. teknologi. I analysen har vi fået beregnet effekterne af en række specifikke eksempler på teknologiske løsninger på den grønne omstilling indenfor udvalgte sektorer og har undersøgt skaleringsmulighederne for de enkelte løsninger til resten af branchen (fx byggebranchen).

Resultaterne er ikke uvæsentlige. 1.300 tons CO2e pr. år kan større danske supermarkeder spare i energiforbrug til frys og kølevarer ved forskydning af sort til grøn energi. 1.500 tons CO2e pr. år kunne have været sparet på større danske byggepladser i 2022 ved reduktion af strømforbrug vha. sensorbaseret forbrugsdata og 218 mio. liter vand kunne have været undværet i produktionen af de 364 mio. liter øl, vi køber om året via intelligente pumper og filtre.

Det er tal, der er til at tage og føle på og som gør en forskel i det samlede CO2-regnskab. Ikke mindst hvis teknologierne udbredes yderligere. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at få flere grønne, digitale løsninger i spil?

Først og fremmest skal både virksomheder og offentlige myndigheder være bedre til at tage de digitale muligheder, der findes i dag i brug. Frygt for stigende energiregninger har allerede fået mange til at investere i energieffektive løsninger, men det bør også være andre incitamenter, der driver omstillingen. Vi skal både bruge mindre energi og mere grøn energi. Ikke kun for at opnå en billigere produktion eller for at undgå blackouts i elsystemet, men for at skabe bedre resultater for klimaet og for verden omkring os.

Dernæst er data af høj kvalitet alfa omega for at indfri det fulde potentiale i de grønne digitale løsninger. Jo bedre data, jo bedre bliver teknologien til at optimere vores ressourceforbrug og dermed spare os for mange tons CO2-udledning. Og så er det selvfølgelig essentielt, at data i langt højere grad end i dag bliver gjort tilgængelig for en række forskellige aktører, både for virksomheder, offentlige instanser og forbrugere. Det er en indsats, som både regeringen og DI vægter højt og som kræver, at både det private og det offentlige er villige til at stille data til rådighed.

Potentialerne er der, løsningerne er der også – lad os starte med at få udrullet og implementeret de eksisterende digitale teknologier, der kan reducere vores samlede CO2-aftryk og forhåbentlig bringe os tættere på en grønnere fremtid.

Relateret indhold