22.05.24 DI Energi Nyheder

Ses vi til Folkemødet 2024?

DI Energi er endnu et år tilstede på Folkemødet på Bornholm fra den 13. – 15. juni, hvor du kan finde os på både DI Hjørnet og partnerscenen Klima- og Energiscene med hele seks debatter, der spænder fra emner som udvikling af atomkraft i Danmark, energiforsyningssikkerhed til finansiering af havvind, PtX og grøn brint og diversitet i energisektoren.

For 13 år i træk hyldes det danske demokrati og fællesskabet på Folkemødet på Bornholm i den smukke havneby Allinge, hvor der igennem tre indsigtsfulde og propfyldte dage debatteres, synges og samtales i telte, på skibe, i restauranter og caféer, på klipperne og under åben himmel – og her er DI Energi naturligvis også tilstede.

- Folkemødet på Bornholm er med sine knap 60.000 besøgende en unik platform, hvor erhvervslivet, organisationer og helt almindelige borgere møder politikere og beslutningstagere i ganske uformelle rammer men med samfundsrelevante emner – og her er DI Energi selvfølgelig tilstede, da vi repræsentere dele af dansk erhvervsliv og deres interesser. Jeg ser endnu en gang frem til nogle gode og solrige dage sammen med medlemmerne, hvor vi sammen skal dykke ned i blandt andet muligheden for udvikling af atomkraft i Danmark, finansiering af havvind og brintrøret til Tyskland, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi

Mød DI Energi i debatten om …

DI Energi er igen i år tilstede på både DI Hjørnet og partnerscenen Klima- og Energiscenen, der administreres af Green Power Denmark i samarbejde med 12 partnere.

DI Hjørnet er vi fredag den 14. juni aktuelle med to debatter:

  • Kan atomkraft redde klimaet? Og tør du tage debatten? Det spørgsmål stiller vi vores paneldeltagere, da vi lever i en verden, der efterspørger stadig større mængder klimaneutral elektricitet, så hvorfor ikke undersøge muligheden for atomkraft som en tilføjelse? I debatten kan du blandt andre møde Navid Samandari, Co-founder i Seaborg, og Theis Palm, stifter af Foreningen Atomkraft Ja Tak.

  • Hvordan sikrer vi energien i en usikker verden? Det øgede trusselsniveau i Europa kræver et styrket samarbejde mellem myndigheder, virksomheder og forsvar for at sikre den flydende energi - og fremme den grønne omstilling, også når usikkerheden truer. Med debatten sætter vi Nicolai Wammen (S), Finansminister, og Lykke Friis, Direktør for Tænketanken Europa, i stævne med DI’s adm. Direktør Lars Sandahl Sørensen og Troels Blicher Danielsen, adm. Direktør i Tekniq Arbejdsgiverne.

Du kan læse meget mere om begge debatter HER.

Klima- og Energiscenen er vi aktuelle med hele fire debatter fra den 13.-14. juni:

  • Bliver Danmark nogensinde en rigtig havvindnation? Med debatten zoomer vi ind på finansiering af havvindmølleparker, der for nuværende er gået i stå. Her kan du møde Søren Scherfig, Landechef for havvind i Danmark i Ørsted, Michael Nellemann, Investeringsdirektør i PKA og Mikkel Gleerup, CEO i Cadeler. Læs mere om debatten HER.

  • Brintlandsholdet – er vi stærke nok til at indtage Tyskland? Brinten er blevet udråbt til den grønne omstillings ukronede konge med potentialer for CO2 reduktioner i de svært transformerbare sektorer og erhvervsmuligheder til den helt store guldmedalje. I debatten sætter vi holdet, der skal indtage førerpositionen inden for grøn brint. I debatten kan du både møde os (DI Energi), Green Power Denmark, den tyske ambassadør i Danmark og en række virksomheder, herunder Copenhagen Infrastructure Partner, Energinet og TotalEnergies. Læs hele programmet og bliv klogere på deltagerne HER.

  • Grønne brændstoffer – er Danmark en del af løsningen? Vi ved, at vi skal skal overgå fra fossile energikilder til grønne, men hvor står vi i produktionen af disse? Det spørgsmål stiller vi vores skarpe panel, der består af Finn Schousboe, CEO i Crossbridge Energy A/S, Knud Erik Andersen, CEO i European Energy og Mads Brandstrup, SVP, Communications, Public Affairs & Sustainability i SAS. Læs hele programmet og bliv klogere på deltagerne HER.

  • Hvor er kvinderne i energisektoren? Ja, det er spørgsmålet, som vi stiller vores paneldeltagere, da energisektoren historisk set har været domineret af mænd. I debatten sætter vi to af Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomheder, Rambøll og COWI, i stævne med en af verdens førende leverandører af teknologi og løsninger inden for energitransition, Topsoe, og energiselskabet TotalEnergies. Du kan dykke ned i programmet og læse mere om de enkelte deltagere HER.

Vi ser frem til tre festlige dage med alle vores gode medlemmer og venner af DI Energi. Har du spørgsmål til DI Energis aktiviteter på Folkemødet, er du velkommen til at kontakte Camilla Bruun på mail cami@di.dk eller tlf.: +45 3377 3268.

Folkemødet

Folkemødet har til formål at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere. Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Du kan læse meget mere om Folkemødet HER, hvor du også finder det fulde program.

Skrevet af:

Camilla Bruun

Relateret indhold