04.06.24 DI Energi Nyheder

Energistyrelsen sænker kriseniveauet for gas – men hold fast i de gode energisparevaner

Gasforbruget er reduceret, og forsyningssituationen er stabil. Derfor ophæver Danmark erklæringen om Early Warning på gasområdet. Energistyrelsen opfordrer til at holde fast i det lave gasforbrug, så vi kan fylde gaslagrene frem mod næste vinter.

Pressemeddelelse fra Energistyrelsen via Ritzau

Energistyrelsen sænker kriseniveauet for gas og ophæver Danmarks erklæring fra 20. juni 2022 om Early Warning. Det skyldes, at gasforsyningssituationen er markant forbedret og energiforsyningen p.t. vurderes at være stabil på tværs af alle energikilder. Styrelsen følger løbende situationen og kan hæve kriseniveauet efter behov.

Den løbende status på energiforsyningen findes på ens.dk

- Energistyrelsen erklærede Early Warning for cirka 2 år siden, fordi Danmark stod i en alvorlig situation dengang. Sænkningen af kriseniveauet afspejler, at vi står et langt bedre sted i dag,” siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.

Farvel til russisk gas
Det var usikkerhed om gasleverancer fra Rusland til det europæiske marked, som fik Danmark til – på linje med en række andre EU-lande – at erklære Early Warning i 2022. Rusland havde netop reduceret gasleverancerne via Nord Stream 1 til Tyskland med 60 procent, og det skabte stor usikkerhed og meget høje gaspriser.

- Vi er lykkedes godt med at finde nye forsyningsveje, og samtidig har spareindsatsen resulteret i, at gasforbruget er faldet betydeligt. Det er der grund til at rose danskerne for. Vi har også været godt hjulpet af to relativt lune vintre med mindre behov for opvarmning”, siger Kristoffer Böttzauw.

Før Rusland invaderede Ukraine, udgjorde rørført russisk gas knap 40 procent af EU’s gasimport. Nu er andelen reduceret til omkring 10 procent.

Hold fast i de gode vaner
Selvom forsyningssituationen er stabil for alle energiformer, opfordrer Energistyrelsen til fortsat at være opmærksom på energiforbruget og fastholde det lave forbrug. Elforsyningssikkerhed og -priser er tæt forbundet til gasforsyningen, for i flere lande produceres en del el med gas.

- Der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de gode vaner, som har hjulpet os gennem de seneste to vintre. Hvis vi holder igen med energiforbruget, kan vi eksportere mere af Danmarks grønne strøm fra sol og vind – så det er til gavn for forsyningssikkerheden, for pengepungen og for klimaet”, siger Kristoffer Böttzauw.

Der findes gode råd til at spare på energien på SparEnergi.dk

Gasforsyningen er forbedret

Energistyrelsen har meddelt EU-Kommissionen, at Danmark ophæver kriseerklæringen Early Warning for det danske gasmarked. Beslutningen begrundes med en betydeligt forbedret forsyningssituation. Det skyldes bl.a.:

  • Det danske gasforbrug er reduceret med 22 pct. fra august 2022 til marts 2024 sammenlignet med de foregående 5 år
  • Danmarks produktion af biogas er steget og udgør nu omkring 37 pct. af gasforbruget i de seneste 12 måneder. Biogas er med til at fortrænge fossil gas
  • Danmarks gaslagre var 56 pct. fyldte medio maj 2024, hvilket er betydeligt over det krævede niveau
  • Baltic Pipe-gasrørledningen har været i fuld drift siden vinteren 2022/2023 og gør det muligt at forsyne Danmark og en række nabolande med gas fra Norge
  • Genåbningen af Tyra-feltet i den danske del af Nordsøen gør det inden længe muligt for Danmark at blive nettoeksportør af gas. Produktionen herfra overstiger det danske gasforbrug

EU’s tre kriseniveauer for gasmarkedet

  • I EU er der fælles regler for, hvordan medlemslandene håndterer en gaskrise. Hvis markedet er presset, og forsyningssituationen forværres, er der tre kriseniveauer: ”Early Warning”, som er laveste niveau, ”Alert” og ”Emergency”, som er højeste niveau.
  • Kriseniveauet signalerer til aktører på gasmarkedet, om forsyningssituationen er forværret eller forbedret. Energistyrelsen er kompetent myndighed ift. fastsættelse af Danmarks kriseniveau
Kristian Nielsen

Kristian Nielsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3345
  • Mobil +45 5213 2375
  • E-mail krni@di.dk

Relateret indhold