DI Scenen - Folkemødet på Bornholm 2024

24.06.24 DI Fødevarer Nyheder

Fremtidens fødevaredanmark - hvor er vi på vej hen?

Hvor lander fremtidens fødevaredanmark, og hvordan får vi flere unge til at prioritere en uddannelse med udgangspunkt i fødevarer?

På Folkemødet på Bornholm satte DLG, Carlsberg og Nestlé regenerativt landbrug på dagsordenen, som et stærkt virkemiddel til en fødevareproduktion i bedre balance med klima, miljø og biodiversitet. Det satte fokus på potentialet i at samarbejde i fødevareklyngen, så der er økonomi i omstillingen for landbrugeren, og så fødevarevirksomhederne investerer i fremtidssikrede forsyningskæder. Det er et godt eksempel på, hvordan markedet kan være en positiv drivkraft for omstilling til mere bæredygtig produktion.  

Arla, Danish Crown og Agrain diskuterede fremtidsscenarier sammen med Christine Nellemann, dekan for bæredygtighed, DTU.  Der var enighed om, at en vital fødevarebranche vil kunne levere på klimamål og den grønne omstilling, men der var ikke helt enighed om, hvor hurtigt vi vil se et paradigmeskifte i retning af en bioteknologisk og plantebaseret produktion. Lysten til at producere sunde, velsmagende fødevarer er intakt, og der er potentialer i nye forbrugsscenarier, der skaber marked for forædlede fødevarer. Det er derfor glædeligt at se, at med aftalen fra Grøn Trepart vil regeringen i efteråret 2024 iværksætte arbejdet med en tværsektoriel vækstplan, der understøtter, at Danmark også i fremtiden har et stærkt, konkurrencedygtigt og udviklingsorienteret landbrugs- og fødevareerhverv.  Der er således bred opbakning til visionen om, at der også om 10 år er et vitalt fødevareerhverv, der ikke alene leverer på klimamål og den grønne omstilling, men også i høj grad er med til at styrke den danske samfundsøkonomi med både vækst, eksport, arbejdspladser og bæredygtige løsninger.

En konkret udfordring, der præger sektoren er manglen på arbejdskraft i sektoren. Dette er et problem, der ikke bare påvirker virksomhederne, men også Danmark som helhed.

På Madens Folkemøde deltog vi i en debat om, hvordan fødevareuddannelser bliver de unges førstevalg. Vi var på scenen med KU FOOD, elever fra Baunehøj Efterskole, studerende fra KU’s bacheloruddannelse i fødevarer og ernæring samt færdiguddannede agronomer. Her fik vi input til, hvordan vi får flere unge til at vælge en uddannelse inden for fødevarer. Det var tydeligt, at de unge som deltog i debatten ser potentialet i en karriere inden for fødevarebranchen, fordi det giver mulighed for at arbejde med konkrete løsninger og gøre en forskel. Det kan vi glæde os over, og det giver os noget at bygge videre på. Her var idéerne fra de unge blandt andet, at vi skal starte tidligt med at plante et frø hos børn om mulighederne og glæden ved at arbejde med fødevarer. Samtidig skal vi være tydeligere med at kommunikere, at uddannelserne åbner op for mange karrieremuligheder, og ikke mindst, at man får mulighed for at få indflydelse på de helt store samfundsudfordringer. Det kræver samarbejde på tværs af uddannelsessektoren og industrien, at vi får skabt en attraktiv profil på fødevareuddannelserne og karrierevejene i vores branche. Fremtiden for den danske fødevaresektor er afhængig af de unge. Alt dette skal vi sammen arbejde for at skabe de bedste betingelser for.

Relateret indhold