Langt de fleste kunder og forbrugere vælger i dag at betale med andet end kontanter, mens kravet til, at alle butikker skal kunne tage imod kontanter stort set ikke er ændret siden kontantreglerne blev vedtaget i 1984, blogger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst.

30.03.21 DI Handel Nyheder

Virksomheder bør frit kunne vælge, om de vil modtage kontanter eller ej

Nyt lovforslag lægger op til, at pligten til at modtage kontanter skal forblive stort set uændret. I DI mener vi dog, at virksomhederne i højere grad selv bør vælge, om de ønsker at modtage kontanter i deres butikker eller ej. Derfor bør pligten til at modtage kontanter på længere sigt afskaffes og på kort sigt justeres, blogger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Brugen af kontanter i det danske samfund er styrtdykket i de senere år. Ifølge en analyse fra Nationalbanken fra februar 2020 fravælges kontanter mere og mere som betalingsmiddel i alle aldersgrupper. Antallet af betalinger med kontanter i fysisk handel er faldet fra 23 pct. til 16 pct. af betalingerne fra 2017 til 2019. Samtidig er den samlede værdi af betalingerne med kontanter i fysisk handel faldet over 40 pct. til ca. 49 mia.kr. Nye betalingsløsninger samt corona-pandemien har forstærket denne udvikling yderligere.

Langt de fleste kunder og forbrugere vælger i dag at betale med andet end kontanter, mens kravet til, at alle butikker skal kunne tage imod kontanter stort set ikke er ændret siden kontantreglerne blev vedtaget i 1984.  

Et nyt lovforslag, som netop er fremsat i Folketinget, lægger op til at kontantreglen stort set skal forsætte som hidtil. I DI mener vi, at politikerne bør benytte anledningen til at revidere kontantreglen, så vi får et mere tidssvarende regelsæt omkring brugen af kontanter.

Læs også: Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, lov om investeringsforeninger m.v., hvidvaskloven, lov om Danmarks Grønne Investeringsfond og forskellige andre love

I DI efterlyser vi som minimum, at butikker, der primært henvender sig til det professionelle marked (B2B-handel) frit skal kunne vælge, om de ønsker at modtage kontanter i deres butik eller ej. Det er forbundet med byrder for mange virksomheder at tage imod kontanter i deres fysiske butikker. Håndteringsprocessen er omkostningstung, giver begrænset merværdi og skaber nogle steder utryghed blandt medarbejdere pga. risikoen for røveri.

En lempelse for B2B-butikkerne vil ikke berøre forbrugerne, men vil til gengæld give en række virksomheder en stor administrativ lettelse i hverdagens handel. DI har sidste år stillet forslag om en sådan lempelse i Erhvervslivets EU og Regelforum [FJERN KONTANTPLIGTEN I B2B-HANDEL | Regelforum], hvor et enigt forum bakkede op om forslaget.

Det bør også overvejes om kontantreglen/-pligten på sigt kun skal omfatte betalingsmodtagere, der varetager centrale samfundsfunktioner f.eks. dagligvarebutikker, læger, apoteker, kantiner og kiosker mv. på offentlige sygehuse og plejehjem samt postbutikker.

Vi efterlyser altså både her-og-nu lempelser af kontantreglen, men ønsker også på sigt, at kontantreglen fjernes, således at det bliver frivilligt for alle virksomheder, hvorvidt de skal tage imod kontanter eller ej.

At droppe kontantreglen betyder jo ikke, at kontanter fjernes helt. Det betyder blot, at virksomhederne får større mulighed for at indrette sig efter det behov og den efterspørgsel, der er for at kunne betale med kontanter.

Erhvervsministeren har på et enkelt punkt lagt op til en justering af reglerne nu. Det gælder ift. kontantloftet, som foreslås ændret, så detailhandlen ikke må modtage kontantbetalinger på 20.000 kr. eller derover. Det gælder uanset om betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbydes forbundet. Det er en nedsættelse af det nuværende loft på 50.000 kr.

Erhvervsministeriets forslag til en ny beløbsgrænse er fastsat under hensyn til på den ene side, at borgerne i videst muligt omfang bevarer adgangen til at benytte sig af kontantbetaling, hvis de ønsker det, og til på den anden side den risiko for hvidvask, der er forbundet med store kontantbetalinger.

I DI støtter vi at beløbsgrænsen bliver ændret fra 50.000 kr. til 20.000 kr. Det gør vi ud fra en samlet vurdering af, at borgere og virksomheder kan benytte sig af kontantbetalinger, administrationen og risikoen forbundet med at håndtere kontanter samt risikoen for hvidvask.

Fra DI’s side bidrager vi gerne til de politiske drøftelser om reglerne for brugen af kontanter, så vi kan sikre os løsninger, som er tidssvarende og ikke giver unødige byrder for erhvervslivet, samtidig med at vi sikrer os at kunder og forbrugere har adgang til at betale med relevante og anvendelige betalingsmidler.

Link til evalueringsrapport: ERU Alm.del - Bilag 121: Evaluering til brug for revision af kontantreglen (ft.dk)

Kontant-reglen

Kontantreglen bestemmer, at betalingsmodtagere i tidsrummet fra kl. 06 til kl. 22 skal tage imod kontanter, hvis de modtager betaling med f.eks. betalingskort og mobile betjeningsløsninger.

Reglen blev indført i 1984 sammen med Dankort-systemet med det formål at hindre diskrimination af kontantkunder til fordel for kortindehavere. Der må derfor ikke opstilles betalingshindringer, der alene gælder for kontantkunderne.

I 2018 blev kontantreglen lempet en anelse, idet butikker eller andre betalingsmodtagere, som er beliggende i områder, hvor der kan være en forhøjet risiko for røveri forbundet med modtagelsen af kontanter, kun er forpligtet til at modtage kontanter fra kl. 06.00 til kl. 20.00.

I forbindelse med lempelsen i 2018 blev det besluttet, at lempelsesreglen skulle evalueres i folketingsåret 2020/2021. Som optakt hertil har Erhvervsministeriet evalueret den hidtidige ordning og udarbejdet en evalueringsrapport til brug for revision af kontantreglen i december 2020.

I denne evaluering vurderede Erhvervsministeriet, at kontantreglen og dermed lempelsen af kravet om modtagelse af kontanter om natten virker efter hensigten. Derfor udtrykker Erhvervsministeriet, at der ikke er behov for yderligere revision, hvorfor revisionsbestemmelsen foreslås fjernet i det fremsatte lovforslag.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Sidsel Dyrholm Holst
Skrevet af:

Sidsel Dyrholm Holst

Relateret indhold