Den skæve ”e-handelsbalance” er skidt nyt for dansk økonomi og de danske webshops. Det er positivt med handel på tværs af landegrænser og international konkurrence – også når vi snakker e-handel. Men alarmklokkerne ringer, når balancen tipper så voldsomt i udenlandske webshops favør, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

17.08.21 DI Handel Nyheder

Danskerne køber i udenlandske webshops som aldrig før

Nyeste tal fra Nationalbanken viser, at danskerne fortsat shopper løs i udenlandske webshops. Den samlede værdi har aldrig været højere for et enkelt kvartal, hvilket betyder at e-handelsbalancen har set det største underskud siden statistikkens oprindelse.

Første halvår af 2021 har vist, at danske forbrugere fortsat drages mod udenlandske webshops, når der ses på værdien af transaktioner. De underliggende tendenser, der er med til at bestemme udviklingen i værdien af transaktioner i udenlandske webshops har dog oplevet et opbrud. Hvor det tidligere har været en stigning i antallet af transaktioner, som har gjort at den samlede værdi er steget, er det nu i langt højere grad en stigning i værdien af det enkelte køb, som har bidraget til stigningen i den samlede værdi.

Ligeledes er der et fortsat et stigende underskud på e-handelsbalancen. Danske forbrugere drages i langt højere grad mod udenlandske webshops end udenlandske kunder drages mod danske. E-handelsbalancens underskud er siden statistikkens oprindelse ikke set større end for 2. kvartal af 2021:

”Den skæve ”e-handelsbalance” er skidt nyt for dansk økonomi og de danske webshops. Det er positivt med handel på tværs af landegrænser og international konkurrence – også når vi snakker e-handel. Men alarmklokkerne ringer, når balancen tipper så voldsomt i udenlandske webshops favør. Der er både brug for at sikre lige vilkår, så danske forbrugere får større incitament til at købe produkter fra danske webshops, og samtidig er der også behov for, at danske virksomheder styrker deres salg til udlandet via digitale kanaler - e-eksport er nødt til at komme højere på dagsordenen hos flere danske virksomheder – hellere i dag end i morgen”, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel.

Læs også: Hvad shopper danskerne på online markedspladser

Nationalbankens korttransaktionsstatistik

Nationalbanken offentliggør kvartalsvis værdien og antallet af transaktioner med både danske betalingskort i udlandet og udenlandske betalingskort i Danmark. Opgørelsen indeholder en opdeling af fysiske køb og digitale køb, som er køb, hvor betaling af produktet sker gennem en app eller hjemmeside.

Rekordhøj værdi af e-handelstransaktioner i udenlandske webshops

Værdien af transaktioner med danske betalingskort i udenlandske webshops ser et rekordhøjt niveau siden statistikkens oprindelse. For 2. kvt. 2021 er værdien på 16,3 mia. kr., hvilket er hele 25,1 pct. højere end for samme periode året før. Det er ligeledes den højeste kvartalsvise stigning siden 2017.

Derimod er værdien af transaktioner med udenlandske betalingskort i danske webshops blot steget med 12,2 pct. fra 2,0 mia. kr. i 2. kvt. 2020 til 2,3 mia. kr. i 2. kvt. 2021.

At værdien af transaktioner med udenlandske betalingskort har set en stigning er ønskværdigt, men at stigningen er mindre end stigningen for værdien af transaktioner med danske betalingskort i udenlandske webshops, betyder at underskuddet på e-handelsbalancen stiger. Mere specifikt er underskuddet på e-handelsbalancen steget med 3,0 mia. kr. fra 2. kvt. 2020 til 1. kvt. 2021.

Små ændringer i antallet af transaktioner

Imens værdien af transaktioner, både e-eksport og e-import, har set relativt store ændringer, har antallet af transaktioner ligget mere jævnt for 2. kvt. 2021. Her er antallet af transaktioner i udenlandske webshops steget med 1,3 pct. fra 44,5 mio. transaktioner i 2. kvt. 2020 til 44,9 mio. transaktioner i 2. kvt. 2021.  Antallet af transaktioner med udenlandske betalingskort i danske webshops er derimod faldet med 5,0 pct. fra 3,4 mio. i 2. kvt. 2020 til 3,2 mio. i 2. kvt. 2021.

Læs også: Nu bliver det nemmere at e-eksportere

Gennemsnitskøbet er tilbage på niveau før coronakrisen

Når værdien og antallet af transaktioner sammenholdes, kan det give en værdi for gennemsnitstransaktionen.

Da der er set en stor stigning i værdien af køb med danske betalingskort i udenlandske webshops og antallet af transaktioner ikke har ændret sig betydeligt, betyder det også en stigning i værdien af gennemsnitskøbet. I det første år af coronakrisen faldt gennemsnitskøbene for danske transaktioner i udenlandske webshops drastisk, hvilket i høj grad skyldtes det begrænsede køb af rejser (fly, hotel, billeje mv.).

2. kvt. 2021 er første kvartal siden coronakrisens start, hvor gennemsnitstransaktioner med danske betalingskort i udenlandske webshops er tilbage på niveau med før krisen, hvilket vidner om, at folk igen er begyndt at købe rejser til en generelt højere værdi, end hvis det var køb af varer eller services.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret indhold