05.10.22 DI Handel Nyheder

Stor global virksomhed og influent får bøder for at overtræde forbuddet mod skjult reklame

Det kan koste virksomheder og influenter dyrt, når de reklamerer på sociale medier, hvis de overtræder forbuddet mod skjult reklame. Det understreger to aktuelle sager, hvor en influent og Ford Motor Company A/S idømmes bøder.

Det skal fremgå meget klart, at der er tale om en reklame, når influenter har modtaget en eller anden form for betaling som fx gratis produkter, inden de viser et produkt på de sociale medier. Ellers er det skjult reklame, som er strafbart”. Sådan lød det i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden d. 5. oktober 2022, efter en influent med et meget stort antal følgere var blevet idømt en bøde på 40.000 kr. for at overtræde forbuddet mod skjult reklame. Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt influenten i maj 2020 efter at have modtaget flere klager over influentens opslag på Instagram. Retten i Lyngby dømte influenten for at have postet opslag på sin Instagram-profil med reklamer for virksomheder og produkter uden tydeligt at oplyse, at der var tale om reklame. Retten fandt, at influenten havde promoveret virksomheder ved at ”tagge” virksomhederne i opslagene, og at influenten havde fået en økonomisk gevinst ifm. opslagene, bl.a. en tandbehandling, en cykel, en skitur, adgang til Disneyland og fået lov til at låne tøj.

Forbrugerombudsmanden havde nedlagt påstand om en bøde på 85.000 kr., og retten fandt, at en bøde i den størrelsesorden som udgangspunkt var passende grundet overtrædelsernes omfang, herunder influentens mange følgere og de økonomiske fordele, influenten havde fået. Bøden blev dog nedsat til 40.000 kr. pga. sagsbehandlingstiden (gerningsperioderne lå fra 2 år og 10 måneder til ca. 4 år og 2 måneder tilbage i tiden). Ankefristen er ikke udløbet.

For nylig blev Ford Motor Company A/S også idømt en bøde på 200.000 kr., bl.a. for at overtræde forbuddet mod skjult reklame. Retten i Glostrup dømte Ford Motor Company A/S for at have været ansvarlig for ni kendte personers opslag på Instagram med biler fra Ford. Det fremgik ikke tydeligt af opslagene, at de kendte personer var ”ambassadører” for Ford, og at opslagene var reklame for Ford. Opslagene blev vist på ambassadørernes Instagram-profiler i perioden april 2013 til oktober 2016. Retten fastslog, at det generelt ikke er en tilstrækkelig reklamemarkering at ”tagge” en virksomhed i et opslag. Ford Motor Company A/S blev derudover dømt for at have markedsført vildledende kampagnepriser af bilmodellen Ford Kuga i en prisliste på sin hjemmeside, i perioden juli 2015 til februar 2016. Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om Ford Motor Company A/S kan læses her.

Hvis din virksomhed reklamerer – eller anvender influenter til at reklamere for jer/jeres produkter – skal det altid være tydeligt for dem, som ser reklamen. Du kan læse mere om reklame på sociale medier på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Spørgsmål?

Har du et juridsk spørgsmål og er medlem af DI Handel?
Så er du altid velkommen til at kontakte DI Handels nye jurist, Marie Asmussen. Marie kommer fra en stilling som specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden, hvor hun gennem de seneste syv år har arbejdet med håndhævelse af den forbrugerbeskyttende lovgivning. Hos Forbrugerombudsmanden var Marie bl.a. ansvarlig sagsbehandler på områderne ”forbuddet mod skjult reklame”, ”markedsføring over for børn og unge” og ”reklame for tobaksvarer og e-cigaretter”.

Marie kan kontaktes på e-mail maas@di.dk eller telefon 3377 3061/5213 2383.

Relateret indhold