Colourbox
02.11.22 DI Handel Nyheder

Lille fald i danskernes onlineforbrug i 3. kvartal

Forskydninger mellem forbrugersegmenter, samt stigende betydning af gratis returnering og bæredygtighed er blandt forbrugernes online købstendenser i 3. kvartals analyse.

Sammen med vores partnere i Epinion har DI netop offentliggjort overblikket over danskernes onlinekøb i 3. kvartal af 2022. Analysen Danskernes e-commerce tracker afdækker bl.a, hvem der handler mest online, hvad de køber, hvor og hvor meget de køber, og hvad forbrugerne vægter højest, når de vælger en webshop.

E-commerce tracker

Danskernes e-commerce tracker er det nye navn for analysen, der tidligere hed Danskernes e-handel.

I 3. kvartal bygger analysen på svar fra 1.506 respondenter fordelt over kvartalet. Dyk ned i analysen her: Dansk Ehandel

Danskernes samlede online forbrug i 3. kvartal udgør et gennemsnit på 1.494 kr. mod 1.558 kr. i 2. kvartal. Samtidig handler danskere fortsat online 3,6 gange pr. måned, hvilket er det samme som i 2. kvartal. Og trods inflationen viser analysen, at danskernes online forbrug pr. køb kun faldet marginalt og nu ligger på 678 kr. målt på sidste onlinekøb.

 

Med stigende inflation, rekordhøje energipriser i august og historisk lav forbrugertillid, så var vi ekstra spændte på tallene for danskernes onlineforbrug i 3. kvartal. Det er derfor glædeligt, at onlinekøbet kun er faldet begrænset i forhold til 2. kvartal. Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

Familier med teenagere indtager 1. pladsen i online køb

Til gengæld ser vi forskydninger på tværs af de 5 segmenter. Segmentet ”Familier med små børn” har reduceret deres onlineforbrug med knap 300 kr. den seneste måned, og bruger nu 1.635 frem for de 1.918 kr. i sidste kvartal. Dermed går segmentet fra at have det højeste onlineforbrug i 2. kvartal, til blot at indtage en tredjeplads blandt de fem segmenter i analysen i 3. kvartal.

Ny på førstepladsen i online køb er ”Familier med teenagere”, der købte for 1.759 kr. online den seneste måned i 3. kvartal, på trods af et fald fra foregående kvartal på 113 kr. Nummer 2 på listen er segmentet ”Det grå guld”, der brugte 1.672 kr. den seneste måned i 3. kvartal.

Hvad køber forbrugerne og hvad er vigtigt for dem, når de køber online?

Tøj, sko og tilbehør er stadig den hyppigst købte varekategori. Dette afspejler sig også i, at Zalando er den mest populære webshop blandt danskerne, hvor 7%, har foretaget deres seneste online køb. Andelen af genkøb i samme webshop er fortsat marginalt stigende og ligger nu på 76% af alle køb foretaget på nettet. Og 68% af danskernes seneste onlinekøb blev foretaget i en dansk webshob.

Sikker betaling og godt ry på internettet er de vigtigste tryghedsparametre for forbrugerne i deres onlinekøb. Samtidig er lave priser og varer på lager de vigtigste konkurrencemæssige parametre. Gratis levering er blevet en smule vigtigere for alle segmenter i 3. kvartal ift. 2. kvartal, men her er det vigtigt at bemærke, at gratis returnering er blevet vigtigere end gratis levering for alle 5 segmenter. I den sammenhæng er det også værd at bemærke, at andelen af kunder, der har betalt for levering af deres online køb, er faldet til 47% i 3. kvartal.

Når det kommer til de mere ’bløde’ parametre, så er bæredygtighed vigtigst for de yngste og ældste danskere. De andre segmenter anser det, som det næstmest vigtige parameter, og hurtig levering det vigtigste.

Det understreger igen, at på trods af stigende priser, så er bæredygtighed fortsat en væsentlig konkurrenceparameter for virksomheder med online salg. Og det kræver løsninger på tværs af deres værdikæder. Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

Endelig bekræfter analysen for 3. kvartal at mobiltelefonen nu er ligeså anvendt et medie i danskernes onlinekøb som PC/desktop. Mobiltelefonen anvendes i 39% af danskernes olinekøb, mens PC/Desktop benyttes i 40% af onlinekøb.

Skrevet af:

Jacob Kjeldsen Simone S. Nielsen

Relateret indhold