07.09.22 DI Handel Nyheder

NYT konjunkturbarometer: Positive tendenser for engroshandlen

DI Handels nye konjunkturbarometer for engroshandlen viser, at starten på 2022 har fulgt de samme positive tendenser som fra 2021, på trods af et tiltagende pres fra stigende priser. De positive tendenser er både at spore indenfor omsætningen og beskæftigelsen, hvorimod erhvervstilliden vidner om, at fremtiden er usikker for mange virksomheder.

DI Handel har udarbejdet et nyt format til konjunkturbarometrene for hhv. detailhandlen og engroshandlen. Det gamle PDF format er skiftet ud med en digital løsning, som både gør det mere brugervenligt og løfter i særdeleshed hastigheden med opdateret data til vores medlemmer. De digitale konjunkturbarometre giver også mulighed for at du kan sætte dit eget præg på visualiseringerne, idet du har mulighed for, at dykke ned i nøgletal for lige netop den branche og underbranche, som er relevant for dig og din virksomhed.

 

DI Handel

Se de to nye konjunkturbarometre for detailhandlen og engroshandlen lige her:

Engroshandlen:
Engroshandlen - interaktivt konjunkturbarometer

Detailhandlen:
Detailhandlen - interaktivt konjunkturbarometer

Omsætningen og beskæftigelsen fortsætter på et rekordhøjt niveau

2021 for engroshandlen, og handelserhvervet generelt, kan på mange måder ses som rekordernes år, hvor der blandt andet er sat rekorder indenfor omsætningen og beskæftigelsen. De positive tendenser fra 2021 fortsætter ind i starten af 2022, men forventningerne til fremtiden ser mere dystre ud.

Læs også: Engroshandel 2021: Omsætningsrekord og fremgang i alle underbrancher

Engroshandlens omsætning for 1. kvt. 2022 er siden statistikkens begyndelse aldrig set højere for et enkeltstående kvartal, hvilket vidner om, at handelsaktiviteten indenfor engroshandlen fortsætter på det samme høje niveau som i 2021. Mere specifikt, lander omsætningen på 304 mia. kr., hvilket er en stigning på hele 25,1 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Ses der på beskæftigelsen, er det de samme tendenser, der gør sig gældende. Engroshandlen har for 1. kvt. 2022 haft 152.675 fuldtidsbeskæftigede, hvilket er en stigning på 3,36 pct., sammenlignet med samme periode sidste år.

image9cvqa.png

 

Ikke alt er positivt for engroshandlen

Erhvervstilliden for august 2022 lander på 100,7, hvilket er et fald på 14,3 fra 115,0 i august måned 2021. Et fald fra sidste år samt en generel nedadgående trend, vidner om at virksomhederne er mere skeptiske i forhold til fremtiden. Trenden er dog begyndt at vende og erhvervstilliden er fortsat på et niveau, der er betydeligt højere end de 54,60, vi så i maj måned 2020.

Rettes blikket mod konkurserne, er der for starten af 2022 ikke indikationer af uregelmæssigheder indenfor engroshandlen. Her er der for 2. kvt. 2022 set 119 konkurser, hvilket er en stigning på 52,6 pct. fra samme periode sidste år. Den store stigning i antallet af konkurser fra samme periode sidste år skyldes dog hovedsageligt, at 2. kvt. 2021 var et kvartal med relativt få konkurser. Det kvartalsvise gennemsnit af konkurser siden 1. kvt. 2015 ligger nemlig betydeligt højere på 109 konkurser.

Lagrene indenfor engroshandlen er for 2. kvt. 2022 er blevet opbygget med 4,7 mia. kr., hvilket historisk set ligger i den høje ende. Denne lageropbygning kommer også ovenpå et 1. kvt. 2022, hvor engrosvirksomhederne oplevede den største mindskning af lagrene i statistikkens levetid. Her var der en mindskning af lagrene på hele 3,3 mia. kr..

Læs også: Detailhandel 2021: Runder for første gang 400 mia. kr. - især en underbranche skiller sig ud  

DI Handels nye digitale konjunkturbarometre

Den evige længsel efter data, der er så nyt som muligt gør, at digitale løsninger bliver evigt vigtigere. DI Handel har derfor nytænkt vores konjunkturbarometre for at gøre dem så aktuelle som muligt. Indtil nu er vores konjunkturbarometre for detailhandlen og engroshandlen udkommet med en forsinkelse på omtrent et kvartal, da offentliggørelsen af de forskellige datakilder varierer betydeligt. Konjunkturbarometrene kommer i et nyt format hvor de kan tilgås direkte på vores hjemmeside. Det gør også, at vi løbende kan opdatere data, så snart det bliver gjort tilgængeligt.

Relateret indhold