STEPs 4 Sustain Segmenter

04.01.23 DI Handel Nyheder

Bekymringen for klimaforandringerne stiger, men forbrugernes handling følger ikke med

Sustain Insights Report 2022 fra STEP viser, at forbrugerne er mere bekymrede for klimaforandringerne end nogensinde. Og handlingen? Den skal ifølge forbrugerne komme fra virksomhederne, mens forbrugerne selv skruer mere og mere ned for deres bæredygtige adfærd.

Man kunne tro, at den stigende bekymring for klimaforandringer ville motivere danskerne til at omlægge deres forbrug, så det bliver mere bæredygtigt og dermed bidrager til at modvirke klimaforandringerne. Det er bare ikke tilfældet. STEPs Sustain Insights Analysis fra 2022 viser nemlig, at danskerne i år er mindre villige til at betale mere for bæredygtige produkter, end de var sidste år. Samtidig mener færre danskere, at bæredygtige hensyn er vigtigere end økonomiske hensyn. Dette kan ses som en konsekvens af, at danskerne lige nu oplever faldende købekraft som følge af inflationen og de stigende energi- og råvarepriser.

På den positive side viser analysen, at den generelle viden og bevidsthed stiger inden for områder, der relaterer sig til jordens ressourcer, energi, natur, CO2 og klima. Og når danskerne kigger på eget forbrug, er der også stigende bevidsthed om aftrykket heraf.

Uanset hvad står virksomhederne overfor en udfordrende fremtid. Ét er, at forbrugernes villighed til at betale mere for bæredygtige løsninger ikke har udsigt til at stige, og at forbrugerne i endnu højere grad end tidligere kræver, at virksomhederne agerer ansvarligt og bæredygtigt. Noget andet er, at virksomhederne står overfor større krav fra EU om blandt andet rapportering af reel fremgang i den grønne omstilling. Det peger alt sammen i en meget tydelig retning: Bæredygtighed er og bliver fremtidens ‘license to operate’, og virksomhederne er derfor nødt til at integrere bæredygtighed strategisk i deres kerneforretning.

De fire ”bæredygtige” forbrugersegmenter

Analysen viser endvidere, at man i grove træk kan inddele danskerne i fire ”Sustain Segmenter”:

  • Modstanderne
  • Hverdagsaktivisterne
  • Tvivlerne
  • Meningsdannerne

De fire segmenter og bevidstheden om forbrugernes forskellige emotionelle drivers og adfærd kan hjælpe ansvarlige virksomheder, der står klar med gode initiativer, løsninger eller produkter, når de oplever, at det ikke er givet, at kunderne lige nu er helt så ambitiøse på miljøets og klimaets vegne – eller er villige til at betale mere eller gå på kompromis med kvalitet og funktion.

Rapport

Find rapporten her: /reports/sustainability

Det er helt afgørende, hvis virksomhederne skal indfri forbrugernes og samfundets forventninger til deres bidrag til den grønne omstilling, at de lykkes med at skabe forretningsmæssig værdi af deres indsatser. Skal det lykkes, handler det om at gøre sig umage med at forstå danskerne og gøre sig bedst muligt i stand til at ramme sin målgruppe med de rigtige budskaber og løsninger. Danskerne er bekymrede, ønsker klimaudfordringerne løst og er mere og mere oplyste, men der er behov for, at virksomhederne i højere grad tager danskerne i hånden og hjælper dem, så det bliver nemmere for dem at foretage de bæredygtige adfærdsændringer.

Få mere indsigt på Nytårskuren 2023

Onsdag d. 10. januar 2023 holder DI Handel Nytårskur i Vejle, hvor du bl.a. vil møde Helle Rex, som vil gennemgå rapporten og gå i dybden med de fire forbrugersegmenter, så du bedre kan ramme dine kunderne med jeres aktiviteter indenfor bæredygtighed.

Udover ovenstående vil Nytårskuren byde på netværk med andre medlemmer og inspirerende oplæg, hvor vi tager et kig i krystalkuglen og giver et bud på nogle af de vigtigste pejlemærker, som I virksomheder skal fokusere på i 2023, for at styre forretningen sikkert igennem tidens udfordrende tider.

Skrevet af:

Helle Rex, ESG / Sustainability Manager, STEP A/S

Relateret indhold