Colourbox
18.01.23 DI Handel Nyheder

Få styr på dine udsagn om bæredygtighed, miljø og klima

Forbrugerombudsmanden har for alvor sat fokus på virksomheders brug af ”grønne” udsagn i markedsføringen, fx om bæredygtighed, miljø og klima. Men, hvornår er din virksomheds brug af ”grønne” udsagn vildledende efter Forbrugerombudsmandens opfattelse?

Det er afgørende for den grønne omstilling, at virksomheder kan kommunikere kommercielt om bæredygtighedstiltag, samt initiativer der forbedrer miljø- og klimaaftryk. Men mange er usikre på, hvordan de må kommunikere sådanne tiltag.

Det er i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning, når virksomheder/produkter/aktiviteter bliver præsenteret som bedre for miljøet, end hvad der kan dokumenteres.

Markeds-førings-loven?

Markedsføring må ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne. Det står i markedsføringslovens § 5.

Ifølge markedsføringslovens § 6 må virksomheder heller ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.

Det er en betingelse for, at §§ 5 og 6 er overtrådt, at markedsføringen er egnet til at påvirke forbrugernes økonomiske adfærd. Det fremgår af markedsføringslovens § 8.

Ifølge markedsføringslovens § 13 skal en virksomhed også kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Forbrugerombudsmandens anbefaling

Forbrugerombudsmanden har på ny givet indskærpelser til virksomheder, som har overtrådt vildledningsforbuddet ved brug af udsagn, som de ikke kunne dokumentere.

Se pressemeddelelse: Virksomheder kaldte produkter bæredygtige uden at kunne dokumentere det (forbrugerombudsmanden.dk)

I december 2022 indskærpede Forbrugerombudsmanden forbuddet mod vildledning over for fem virksomheder. Virksomhederne havde anvendt udsagn som ”Bæredygtige produkter”, ”Bæredygtige designs”, ”Bæredygtige brands”, ”Sustainable clothing” og ”100% bæredygtigt”.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen anbefaler, at virksomheder ikke markedsfører produkter som ”bæredygtige”:

Generelt vil jeg anbefale, at virksomheder afholder sig fra at markedsføre deres produkter som bæredygtige, da det blandt andet signalerer, at produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer. Christina Toftegaard Nielsen, forbrugerombudsmand

1. Eksempel: En virksomhed solgte tøj, der var lavet af 100% økologisk bomuld, 50% genanvendt polyester og Lenzing viskose. Virksomheden markedsførte tøjet med udsagn som ”Shop bæredygtig mode”, ”Bæredygtige styles”, ”Ønsker du at skabe en mere bæredygtig garderobe (..)” og ”mere bæredygtigt”. Tøjets komposition af økologisk bomuld og genanvendt polyester var ikke tilstrækkeligt til, at virksomheden kunne kalde produkterne bæredygtige.

2. Eksempel: En anden virksomhed markedsførte drikkeflasker i rustfrit stål som ”Bæredygtige og miljøvenlige” med henvisning til, at drikkeflaskerne var fri for BPA og kunne genbruges. Det medførte ikke, at drikkeflaskerne kunne markedsføres som bæredygtige.

Forbrugerombudsmandens fokus fortsætter i 2023

Allerede den 6. januar 2023 var Forbrugerombudsmanden ude med endnu en pressemeddelelse om indskærpelser til bilfirmaer og tankstationer, der havde benyttet budskaber i deres markedsføring, som fik produkterne til at fremstå mindre skadelige for miljøet, end de var.

Se pressemeddelelse: Bilfirmaer og tankstationer får indskærpet reglerne om vildledning (forbrugerombudsmanden.dk)

Virksomhederne havde anvendt udsagn som ”Klimadiesel” og ”miljørigtig bil”. Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomhedernes udsagn fik produkterne til at fremstå bedre for miljøet eller mindre miljøbelastende, end de faktisk var. Det er vildledende.

Forbrugerombudsmanden har udtalt i pressemeddelelsen, at virksomhederne lovligt kunne have markedsført sig med konkrete og præcise udsagn om produkternes reducerede miljøbelastning.

Det skal du være opmærksom på!

Din virksomhed må ikke give indtryk af, at virksomhedens produkter er bedre/mindre skadelige for miljøet, end de faktisk er.

Du skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold.

Vær derfor så konkret, faktuel og neutral som overhoved muligt, når din virksomhed markedsfører ”grønne” budskaber!

1. Eksempel: En tankstation markedsførte et benzinprodukt med udsagnet ”Klimadiesel”. Produktet indeholdt omkring 25% biobrændstof, mens langt størstedelen af produktet fortsat var fossilt brændstof. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var markedsføringen egnet til at give både erhvervsdrivende og forbrugere det indtryk, at virksomheden anvendte et dieselprodukt, der var mindre skadeligt for miljøet, end det faktisk var.

Et bilfirma markedsførte flere ”mild-hybridbiler”. Forbrugerombudsmanden vurderede, at forbrugere forstår en ”hybrid” som en bil, der kan køre på dels elektricitet alene og dels på fossilt brændstof alene. Det kan mild-hybridbiler som udgangspunkt ikke, og Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at markedsføringen var vildledende. I markedsføringen af mild-hybridbilerne, anvendte virksomheden udsagnet ”Mere sikker og miljøbevidst end nogensinde”. Forbrugerombudsmanden vurderede, at dette også var med til at underbygge vildledningen og gav forbrugeren et fejlagtigt indtryk af bilens miljøbelastning.

2. Eksempel: Et andet bilfirma markedsførte deres plugin-hybridbil, der kun kunne køre 50 km uden at skulle genoplades, med udsagnene:

  • en bil til dig, der vil have en miljørigtig bil uden at være begrænset på rækkevidde
  • miljørigtig bil
  • genoplad miljøet med en plug-in hybrid
  • det er miljørigtigt, nemt og billigt at have en plug-in-hybrid

Flere politi-anmeldelser i 2023

Forbrugerombudsmanden har varslet, at virksomheder kan forvente at blive politianmeldt, hvis virksomhederne anvender vildledende udsagn om deres produkters miljøbelastning.

Læs også: Forbrugerombudsmanden: Vi forventer at politianmelde flere for ”greenwashing” - DI Handel.

 Vil du vide mere?

Er din virksomhed fortsat usikker på, hvordan I lovligt kan anvende miljø- og/eller klimaanprisninger? Så kan I gense vores webinar ”Få styr på jeres ”grønne” markedsføring” eller vores netop afholdte engelske webinar  om greenwashing og prismarkedsføring.

Vejledninger

Forbrugerombudsmandens kvikguide

Kvikguiden kan læses her
Skrevet af:

Astrid Jessen

Relateret indhold