22.05.24 DI Handel Nyheder

#TikTokMadeMeBuyIt er blevet til TikTok Shop

Siden 2021 har TikTok-brugere i udvalgte lande i Asien haft mulighed for at sælge direkte på SoMe platformen. Efter succesfulde lanceringer i Asien fik britiske brugere adgang til TikTok Shop i efteråret 2023, og senere fulgte USA. Hvad er TikTok Shop, og hvorfor er det interessant? Dette blev udforsket under Retail Technology Show 2024 i London.

Som navnet antyder, giver TikTok Shop deres brugere mulighed for at købe produkter direkte i TikTok appen, uden at skulle forlade den for at gennemføre købet i en ekstern webshop. TikTok Shop adskiller sig således fra de veletablerede online markedspladser, som Amazon og Alibaba, ved at være integreret i selve SoMe kanalen. Brugerne vil dermed opleve en fuldstændig gnidningsfri købsproces fra eksponering til køb.

Deltag på Brandowners Days 2024, hvor vi sætter fokus på vækst af brands

Det hele startede med #TikTokMadeMeBuyIt

TikTok er ikke nyt, men har du hørt om hashtagget #TikTokMadeMeBuyIt (TikTok fik mig til at købe det)? Det er et hashtag på TikTok, hvor brugerne viser de seneste produkter, de har købt og som de har set på platformen. Ifølge TikTok er hashtagget ”TikTokMadeMeBuyIt” gået viralt og er eksponeret i over 80 mia. videovisninger, og det er netop dette fænomen, som TikTok Shop tapper ind i.

TikTok Shop tilbyder således en ny form for e-handel, Social Commerce, hvor de kombinerer underholdning og shopping. De udnytter deres massive brugerbase og kanalens underholdende karakter til at skabe salg. Det er Social Commerce i den 'reneste' form og fjerner således den enorme friktion, mellem hvordan forbrugerne opdager og køber produkter gennem sociale mediekanaler.

TikTok Shop er med andre ord en 'ny' one-stop-shop e-handelsløsning, hvor virksomheder kan drive salg gennem deres egen TikTok-konto eller i tæt samarbejde med influencere, som virksomheden samarbejder med.

4 måder at sælge på med TikTok Shop, dog kun i UK

TikTok har eksperimenteret med TikTok Shop siden 2021 i Asien, og lanceringen i USA og UK er således gennemtænkte og gennemarbejdet. Præsentationen på Retail Technology Show i London i april bar således tydelig præg af dette.

Med TikTok Shop giver platformen sælgere (virksomheder og influencer) mulighed for at sælge produkter direkte på TikTok via in-feed-videoer, LIVES og Showcase-fanen. Det muliggør produktopdagelse, produktdetaljer, betaling og aktiviteter efter betaling, alt sammen i TikTok-appen.

1. LIVE shopping
Med klikbare købsbanner under en LIVE session kan brugerne med få klik gennemføre et køb af det viste produkt direkte in-app.

2. Shop fra video
Videoer på brugernes feed kan udstyres med en købsknap, der leder dem over på en produktside, hvor køb af det viste produkt kan gennemføres direkte in-app.

3. Produkt feed
På profilsiden kan sælgere vise hele deres produktkatalog på TikTok Shop, hvor brugerne kan browse og se udvalget. Falder produktet i brugernes smag, kan det købes med få klik.

4. Shop Tab
Shop Tab er TikTok Shops løsning på at binde TikTok Shop med sælgerens evt. eksterne webshop. Dette gøres gennem FYP (For You Page), hvor produkt-feed fra ekstern webshop vises. Køb foretages gennem den eksterne webshop og ikke i TikTok Shop. 

images2hg.png

Inden du går ind på din TikTok konto for at oprette TikTok Shop skal du vide, at TikTok Shop foreløbig kun er åben for virksomheder registreret i UK, som altså er det første land i Europa, der har adgang til denne funktion.

Driftsmodellen kender vi fra Amazon

TikTok Shop er som tidligere nævnt radikalt anderledes fra Amazon og andre online markedspladser, men der er væsentlige ligheder, når vi kigger på driftsmodellen. Mens Amazon har FBA (Fulfillment by Amazon), så har TikTok Shop FBT (Fulfilled by TikTok Shop).

imageg4dc.png

FBT er den fulde logistik og distributionspakke, hvor TikTok Shop både drifter lageret, plukker og pakker ordrer, samt sender ordrerne til kunderne. Det er en fuld servicepakke, som i den grad skal sikre, at iværksættere også kan være med. Har man allerede velfungerende lager og distributions setup, kan man nøjes med mindre servicepakker som de kalder 3PL eller 4PL.

Læs mere om Fulfillment by TikTok Shop, hvor du også finder priser og priskalkuler

Ligesom TikTok Shop kun er forbeholdt virksomhedskontoer, der er oprettet i UK, så er det i øjeblikket kun muligt for FBT at sende til kunder med postadresse i UK.

image1wln.png

Hvad koster det at sælge gennem TikTok Shop?

Ligesom Amazon tager sig godt betalt af deres salgs- og serviceydelser, så gælder det samme

Det er fx gratis at oprette/have en TikTok Shop-sælgerkonto (seller account), mens der afregnes et provisionsgebyr på hver ordre (Commission Fee), som gennemføres på TikTok Shop. I skrivende stund Maj 2024) er provisionsgebyret på 5% og beregnes ud fra varens pris, minus eventuelle rabatter, ligesom forsendelsesgebyret ikke indgår i beregningen af Commission Fee.

Commission Fee = (Customer payment + Platform discount - Customer refund) * 5%

Læs mere om Commission Fee og andre gebyrtyper

Umiddelbart lyder 5% i Commission Fee som rimeligt, men ligesom på Amazon skal man holde øje med omkostningsniveauet, for udover Commission Fee, så kan man tilkøbe marketing, lager og logistikydelser, samt meget andet. Alt lagt sammen kommer man hurtigt op på et niveau, hvor det ikke længere er profitabelt.

Hvor er Meta med Social Commerce?

Virksomheder har i mange år haft svært ved at komme uden om Facebook og Instagram (Meta), når det gælder Social Commerce. Meta satte standarden for Sociale Medier og hvordan virksomheder kan komme i kontakt med deres brugere. Løsninger som Facebook Shop og Instagram Shop, samt Shop Ads, har domineret markedet for mange brands. Ulempen med Metas Shop formater er primært, at de kliks der sender brugerne til eksterne sider for at gennemføre et køb, leverer lave konverteringsrater. Og det handler i høj grad om, at brugerne er mindre tilbøjelige til at gennemføre et køb, fordi de bliver leddet væk fra en platform, de kender og er trygge ved at bruge.

Meta lancerede Meta Checkout i 2023 for netop at komme denne ulempe til livs. Med Meta Checkout vil købsrejsen for deres Shop og Ads løsninger ændres fundamentalt. Købsoplevelsen bliver mere integreret med brugernes aktiviteter på Facebook og Instagram, hvilket vil reducere barriererne for køb og øger potentialet for impulskøb på platformene. Meta Checkout er pt. kun tilgængelig i USA.

Selvom TikTok Shop og Metas tilgang til Social Commerce er fundamentalt forskellige, så handler begge løsninger om, at holde brugerne in-app og på den måde både gøre det nemt og bekvemt for brugerne at shoppe på SoMe kanalerne. TikTok Shops value-added services synes dog, at være mere virksomhedsorienteret – i hvert fald for dem, der ikke allerede driver e-handel.

Relateret indhold