DI Handel

Morsø Jernstøberi vil gøre grøn til det nye sort

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 med det oprindelige formål at producere støbejernsprodukter til landbrugssektoren. Over årene har virksomheden udviklet sig til en førende producent af brændeovne, men har i de seneste seks år reageret på skiftende markedsforhold ved at diversificere sine produktlinjer væsentligt. I videoen kan du høre adm. direktør, Peter Normann, fortælle mere om denne udvikling.

Raketfilm

Øget miljøbevidsthed kræver, at man er omstillingsparat

Omstillingsparatheden er et område, Morsø Jernstøberi har prioriteret særligt højt, og her har bæredygtighed spillet en central rolle. Faldende efterspørgsel på brændeovne, drevet af skærpede miljøkrav og en stigende forbrugerbevidsthed omkring bæredygtighed, har påvirket virksomheden til en diversificering af produktudvalget.

De seneste år har virksomheden arbejdet på en udvidelse af sortimentet indenfor både udendørs-kategorien med grill og bålfade og indendørs-produkter som køkkenudstyr, lysestager og indretning. Denne omstilling fra primært at fokusere på brændeovne til at inkludere en bredere palette af hjemme- og haveprodukter afspejler en tilpasning til nye markedsforhold, så virksomheden fortsat kan holde sig konkurrencedygtige i fremtiden.

Køkkenudstyr fremstillet af sodavandsdåser

På DI Handels Salgskonference 2024 uddybede Peter Normann, under overskriften "Hvordan bliver grøn det nye sort?", hvordan Morsø også har integreret miljøhensyn i produktudviklingen og forsyningskæden. Herunder har et særligt skridt været virksomhedens compliance med Svanemærkningsordningen, som stiller højere krav til miljøvenlighed end standarderne fra myndighederne.

I videoen fortæller Normann også om lanceringen af en serie af køkkenudstyr lavet af 100% genbrugt aluminium, som fremstilles af omsmeltede drikkevaredåser. Det er en del af virksomhedens værdier at gøre noget godt for klimaet fremadrettet, også selv om det ikke er øverst på den kommunikative agenda, nævner Peter Normann og fortsætter:

Det er vigtigt for os internt at arbejde med at nedbringe vores CO2-aftryk. Forbrugerne skal nok belønne os for det undervejs - det er jeg slet ikke i tvivl om Peter Normann, adm. direktør, Morsø Jernstøberi

Han understreger troen på, at kvalitetsprodukter og miljøansvar vil fortsætte med at være værdifulde for både virksomheden og dens kunder.

I DI Handel har vi for nylig lanceret Vision2030 for fremtidens handelsvirksomheder, som blandt andet fremhæver bæredygtighed som et essentielt og uundværligt element i enhver handelsvirksomheds kerne. Morsø Jernstøberis indsats inden for bæredygtighed er et godt eksempel på, hvordan virksomheder kan arbejde med en tilgang til forretning, hvor bæredygtighed og kommerciel succes smelter sammen til en enkelt, sammenhængende strategi.