Arkivfoto: GettyImages
17.06.24 DI Life Science Nyheder

Ny DI-undersøgelse viser enighed om et samlet sundhedsvæsen

Over halvdelen af danskerne er enige om at samle det økonomiske ansvar i sundhedsvæsnet et sted, ifølge ny undersøgelse som rådgivningsfirmaet Wilke har lavet for Dansk Industri.

En omfattende reform af sundhedsvæsenet møder stor opbakning, hvor kun hver tiende har svaret at de er imod samling af ansvaret. Opløftende er særligt den store forståelse hos mere end to tredjedele af danskerne, der vurderer at patienter i dag bliver skubbet rundt mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

Undersøgelsen konkluderer yderligere at der bør være mere fokus på forebyggelse og behandling i eget hjem. Opbakningen og efterlysningen af bedre og mere forebyggende behandling i hjemmet, glæder Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkommissionen. Han udtaler til Mandag Morgen:

”Det er meget positivt. Min egen fornemmelse efter at have deltaget i debatter rundt omkring i landet det seneste år er også, at den brede befolkning deler kommissionens analyse af de mange udfordringer i sundhedsvæsenet. Undersøgelsen viser at vi er enige om behovet for koordinering og for at styrke det nære sundhedsvæsen, gerne helt ud i folks eget hjem, når det kan lade sig gøre.”

Han og kommissionen har netop afleveret kommissionens anbefalinger til indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V) med bud på hvordan det danske sundhedsvæsen kan fremtidssikres.

Et samlet ansvar

I den omfattende rapport udarbejdet af kommissionen, konkluderes og dokumenteres udførligt hvordan det nuværende sundhedsvæsen risikerer at kollapse i løbet af de kommende år. Der lægges i rapporten samtidig vægt på at det uklare ansvar for patienternes samlede forløb. Til at løse dette anbefales et ”kædeansvar” fra patientens første besøg hos egen læge til genoptræning efter endt behandling.

Særligt anbefalingen om et samlet ansvar for patientforløbet møder opbakning i Dansk Industris undersøgelse. Her svarer 56 procent af de medvirkende at  det overordnede økonomiske ansvar bør samles hos en enkelt aktør.

Til spørgsmålet om hvorvidt opdelingen af ansvaret resulterer i mere nærhed for patienten, erklærer kun en femtedel af respondenterne sig enige.

”Det viser, at der er bred folkelig opbakning til en ambitiøs reform af sundhedsvæsenet, hvor myndighedsansvaret bliver samlet et sted,” siger Peder Søgaard-Pedersen, underdirektør og chef for DI Life Science, og tilføjer:

”Tallene understreger også hvor vigtigt det er at få skabt mere sammenhæng i sundhedsvæsenet. Det er det allervigtigste i hele sundhedsreformen. Det gælder især den del af befolkningen som er mest ilde stedt, fordi de måske har en eller flere kroniske sygdomme, en psykisk lidelse eller noget helt andet, som gør at det har et patientforløb på tværs af praktiserende læge, sygehus og ældrepleje i kommunen.”

Undersøgelsen bekræfter tendens

For nylig udkom Danske Patienters befolkningsundersøgelse om tværgående patientforløb, der blandt andet dokumenterer at hver femte patient oplever at blive sendt til den samme undersøgelse flere gange under samme behandlingsforløb. Befolkningsundersøgelsen dokumenterede endvidere, at 30 procent af de medvirkende patienter, ikke får den genoptræning og opfølgning de har brug for.

DI's undersøgelse bekræfter dermed den klare tendens som resulterer i, at patienter bliver tabt mellem stolene ved den uklare ansvarsfordeling.

DI peger blandt andet på, at en af nøglerne til mere sammenhængende behandlingsforløb, er klog brug af sundhedsdata og en mere intuitiv brug og implementering af digitale værktøjer. Især en central styring af sundhedsvæsenets it-systemer, giver genklang i befolkningen.

Over 40 procent af danskerne har nemlig oplevet, at vigtige data om enten dem selv eller nære pårørende, ikke automatisk bliver overført mellem de forskellige aktører og myndigheder. Eksempler på de omtalte data kan være tidligere sygdomsforløb og symptomer, som er vigtige for behandlingen. Det kan derfor have store konsekvenser, hvis ikke denne type data flyder automatisk og ubesværet mellem eksempelvis den praktiserende læge og sygehuset.

Vil have flere digitale løsninger

Der er i undersøgelsen også stor opbakning til at de digitale løsninger med dokumenteret effekt, i højere grad implementeres og skaleres i de patientforløb hvor det giver mening. Mere end 60 procent er enige i at dette skridt kunne flytte flere behandlinger ud af sygehusene og dermed frigøre kapacitet til at sundhedspersonalet kan tage sig af de allermest syge. Det kunne eksempelvis være at lægekonsultationer foretages online når dette er muligt.

”Den gamle fordom om, at ældre borgere helst vil møde sundhedspersonalet fysisk, gælder ikke længere. Der ligger en masse fordele ved digitale sundhedsløsninger. Mange folk udenfor de store byer slipper for en masse transport og får i virkeligheden en bedre adgang til sundhedsvæsenet, end de ellers ville gøre, da sundheden ikke er ligeligt fordelt rundt omkring i landet,” siger Peder Søgaard-Pedersen.

Dansk Industris undersøgelse bekræfter i sin helhed Sundhedsstrukturkommissionens vurdering af den mest vidtgående model som havende ”størst potentiale for at realisere den ønskede omstilling af sundhedsvæsenet og dermed gavne de patienter som bør håndteres udenfor sygehusene”, som det formuleres i kommissionens rapport.

”Af kommissionens tre modeller er det den model, som er bedst for patienten. Det er den model, som ligger tættest op ad det, vi selv har foreslået tidligere. Den placerer myndighedsansvaret et sted, og sikrer dermed det såkaldte kædeansvar for hele patientens rejse gennem sundhedsvæsenet og helt ud til ældreplejen. Og så tvinger den det samlede sundhedsvæsen til at investere mere tæt på borgeren,” siger Peder Søgaard-Pedersen.

Han bekræftes af forperson for Danske Patienter, Klaus Lunding som udtaler til Mandag Morgen:

”Vi er særligt optaget af løsninger, der kan nedbryde kassetænkning mellem sektorer, som præger sundhedsvæsenet i dag. Og så skal vi have de praktiserende læger langt tættere på resten af sundhedsvæsenet. Her rammer kommissionen noget meget centralt.”

 

Mandag Morgen har bragt en historie om undersøgelsen, som kan læses her

 

Læs mere om undersøgelsen

Hent

Relateret indhold