22.05.24 DI Produktion Nyheder

Industriteknikerlærling på udstationering: "Det er fedt at få erfaring fra en anden virksomhed i et andet land"

Jernstøberiet BIRN i Holstebro har for første gang haft en industriteknikerlærling på udveksling hos en virksomhed i udlandet. En aftale, der er kommet på plads som led i et øget branchefokus på de muligheder for udlandsophold, som også erhvervsuddannelserne tilbyder. Hos BIRN bakker man fuldt ud op om uddannelsesophold i udlandet, som både giver værdifuld erfaring til de unge elever og lærlinge samt indblik i andre kulturer og virksomheder, som også kommer BIRN til gavn.

Foto: BIRN

Der skulle ikke meget betænkningstid til hos 26-årige Søren Kjær, da han fik muligheden for at komme på udveksling hos den tyske industrivirksomhed Krones i Flensburg. Til daglig er han industriteknikerlærling hos jernstøberiet BIRN i Holstebro, og selv om støberiet ikke havde den store erfaring med at sende lærlinge på udstationering, var der fuld opbakning til hans forslag om at drage mod syd for at opleve arbejdsgangene og hverdagen i den tyske industrivirksomhed:

 - Jeg synes generelt, det er en fed mulighed at komme til udlandet og prøve at arbejde, og da muligheden bød sig, var jeg derfor ikke i tvivl om, om jeg skulle søge. Tyskland er et kæmpe industriland, som er kendt for at producere i høj kvalitet, så rent fagligt var jeg sikker på, at det ville blive en lærerig oplevelse, siger Søren Kjær.

Udstationeringen varede seks uger i alt, og undervejs fik Søren Kjær sin lærlingeløn fra BIRN, som også dækkede udgifter til transport og overnatning. Derudover havde Søren Kjær søgt og fået støtte fra Industriens Lærlingefond og fra EU’s program for uddannelse, unge og idræt i Europa, Erasmus+. Selve udstationeringen blev faciliteret af Metalindustriens Uddannelsesudvalg, som arbejder målrettet med at udvikle uddannelser til industrien, og her er muligheden for udveksling på erhvervsuddannelser et indsatsområde.

- Vi arbejder overordnet for, at flere unge får øjnene op for erhvervsuddannelserne og herunder ikke mindst også muligheden for at tage en del af sin uddannelse i udlandet – noget, der måske typisk forbindes med de videregående uddannelser, på trods af, der er gode muligheder for både at få undervisning og arbejde som lærling hos en skole eller en virksomhed i udlandet. Særligt i løbet af det seneste års tid har vi skærpet vores indsats for at få flere unge fra erhvervsuddannelserne til at søge mod udlandet i løbet af deres uddannelser, og Sørens udstationering er et rigtig godt eksempel på, hvad der kan komme ud af sådan et ophold, forklarer Signe Tychsen Philip, formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i Dansk Industri.

For Søren Kjær har der været masser af gode oplevelser og erfaringer, både fagligt og personligt, i løbet af hans udstationering:

- Krones er ret anderledes fra BIRN, og jeg er rigtig glad for, at jeg kom ned til en virksomhed, hvor opgaverne ikke var præcist de samme som derhjemme. Jeg fik blandt andet lov at prøve kræfter med montagearbejde og at bygge maskiner i 3D-programmer, og så prøvede jeg for første gang i mit liv at svejse. Det var overordnet set megafedt og spændende at prøve kræfter med andre dele af mit fag, samtidig med, at jeg har mødt nogle gode venner, som jeg stadig holder kontakten med.

Der har været fuld opbakning til udvekslingen fra BIRNs side, selv om det er første gang, de har sendt en industriteknikerlærling afsted til en anden virksomhed:

- De unge mennesker skal jo helst lære så meget som muligt i deres læretid hos os, og selv om vi kan lære dem en hel del, er det også godt og givende at komme ud og se verden og opleve, hvordan andre virksomheder arbejder. Det giver hår på brystet at rejse alene afsted uden at kende en eneste i den virksomhed, man udstationeres til, og så kommer man jo også hjem med nye erfaringer og indsigter, som vi som virksomhed også kan trække på, siger Michael Christiansen, der er supervisor for industriteknikerlærlinge hos BIRN.

Josefine Valente Larsen
Skrevet af:

Josefine Valente Larsen

Relateret indhold