31.05.24 DI Transport Blog

Elprisen går i gulvet – men vi mangler stadig strøm i kontakten

Det bliver billigere for de virksomheder, som bruger el - og det er gode nyheder, når vi skal omstille til grøn energi.

Elprisen går i gulvet – men vi mangler stadig strøm i kontakten
Prisen på el er faldet markant og i skrivende stund koster en kWh ca. 33 øre plus moms. De lave priser skyldes flere vindmøller og solceller i hele landet – i kombination med mange dage med vind og flere solrige dage. Det er til at forstå. Midt på dagen (mellem kl. 11 og 16) kan priserne endda blive nul eller negative, da der er overskud af strøm i nettet.

Det bliver billigere for de virksomheder, som bruger el - og det er gode nyheder, når vi skal omstille til grøn energi. Herunder bliver det billigere for virksomheder, som har elektriske person-, vare- og -lastbiler. Især hvis man oplader midt på dagen. Det gør økonomien for det enkelte køretøj bedre.

Så hvad er der egentlig til hinder for, at købe en ellastbil i dag?

De nuværende priser for grønne køretøjer og dertilhørende infrastruktur betyder desværre stadig en rød bundlinje for det enkelte køretøj. Lavere elpriser gør bundlinjen mørkere (på den grønne måde) og så mangler vi bare lastbilerne og ikke mindst ladestanderne.

Vi skal have strøm i stikket.
Der er mange historier om virksomheder, hvor det tager over et år at få en ladestander derhjemme. Det duer simpelthen ikke, og elnetvirksomhederne er klar over, at tilslutningen til nettet er en sten i skoen på den grønne omstilling. Derfor udgiver Cerius/Radius til sommer en folder, som skal hjælpe vognmændene i forhold til, hvad de skal huske, når der skal trækkes mere el helt ud i stikket.

DI holder på, at vi skal have mere vedvarende energi. Og det kun kan gå for langsomt! Vi kan selvfølgelig ikke styre vinden og solen, men vi kan give de bedste vilkår for at udnytte ressourcerne. Vi skal have flere vindmøller og solceller i Danmark. Og så skal strømmen hen til forbrugerne – til virksomhederne. Det kræver samarbejde mellem elnetvirksomheder og støttepuljer fra staten.

/Pernille Øvre Christensen, chefkonsulent DI Transport

 

Pernille Øvre Christensen

Pernille Øvre Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3803
  • Mobil +45 2828 9612
  • E-mail pech@di.dk

Relateret indhold