31.05.24 DI Transport Blog

Investeringer i den grønne førertrøje er afgørende for transporten i næste EP-samling

Som den helt store overlægger, kan vi ikke ignorere, at det er helt afgørende, at EU investerer mere i den grønne omstilling, herunder produktionen af grøn og vedvarende energi.

Nogle af verdens største og mest innovative transportvirksomheder er europæiske og danske. Deres rammevilkår har afgørende betydning for, at fremtidens industrier og services kan skabe arbejdspladser og indtjening i Europa.

Transportvirksomhederne står overfor en markant grøn omstilling, som vi skal lykkes med. Kun herved kan vi fremtidssikre Europas mobilitet og konkurrencekraft.

For nylig var Vincent Clerc, administrerende direktør i Mærsk ude med et opråb om, at EU sakker bagefter Kina og USA – også – når det kommer til at investere i grøn energi.

POLITICO Pro | Article | Shipping boss warns EU: Throw cash at green efforts or lose to China and US

I DI Transport har vi flere områder, vi ønsker at EU ændrer på eller arbejder henimod for at skabe bedre og mere lige konkurrence på tværs af EU og internationalt, når det kommer til transport. Men som den helt store overlægger, kan vi ikke ignorere, at det er helt afgørende, at EU investerer mere i den grønne omstilling, herunder produktionen af grøn og vedvarende energi.

Det går ganske enkelt for langsomt, og vi ser bl.a. at Mærsk – ganske forståeligt – tyer til Kina, for at få drivmidler til deres grønne flåde på 24 skibe indtil videre. Det kan ikke være meningen.

International konkurrence
I USA har de Inflation Reduction Act, hvor de frem mod 2030 pumper 368 milliarder dollar ud i, der bliver kaldt den mest betydelige klimaregulering længe:

Danske virksomheder vil farve USA grønt - DI (danskindustri.dk)

Kina har siden 2020 firedobbelt sine investeringer i grønne teknologier.

Derfor giver Kina baghjul til USA og Europa i den grønne forsyningskæde (finans.dk)

“Løbet er kørt – Kina bliver verdens grønne supermagt” (borsen.dk)

I EU har vi Fitfor55, som også er ambitiøs i sine klimamål, men som i min opfattelse har det med at drukne lidt i, at det er meget bureaukratisk at efterleve og forstå, og hvor omstillingen bliver bremset af diskussioner om statsstøtte osv.

Fit for 55: Hvordan EU bliver mere energieffektivt - Consilium (europa.eu)

Den nye EP-samling skal kigge hinanden grundigt i øjnene og fjerne de bureaukratiske snubletråde, så EU kan bevare sin grønne førertrøje for klimaets skyld.

Fart på grøn energi til transporten
EU skal sikre, at der er tilstrækkeligt grøn energi til den grønne omstilling af transportsektoren, der står overfor et markant energiskifte. Det skal produceres nok grøn strøm til transporten, strømmen skal kunne transporters hen til ladestationerne, og produktion af alternative drivmidler til fly og skibe skal understøttes.

Varetransporten skal være grøn
Lastbilerne skal kunne køre mere energieffektivt. Det skal derfor tillades at køre med større lastbiler, der kan transportere mere gods med samme energiforbrug. Barriererne for grønne drivmidler skal fjernes, herunder skal el-lastbilerne kunne oplades i chaufførernes hviletid og der skal ekstra vægt til  batterierne i el-varebiler og lastbiler. Det skal også være billigere at tanke med biogas, biodiesel, e-metanol og andre grønne brændsler, og lastbilerne skal ikke køre tomme kilometer, pga. kravet om at vende retur til hjemlandet hver 8. uge.

Rejs grønt gennem Europa
Europas borgere forventes at rejse mere og mere i fremtiden. Det skal de kunne gøre både grønt og bæredygtigt. Det gælder togrejser, hvor barriererne for attraktive togrejser mellem de største byer skal nedbrydes. Det gælder også flyrejser, hvor Danmark og Europa skal gå forrest med investeringer i udviklingen af grønne flybrændstoffer og energieffektive flyrejser, så priserne bliver økonomisk bæredygtige for både luftfartsselskaber og passagerer.  

/Karsten Lauritzen, branchedirektør DI Transport

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3475
  • Mobil +45 5218 5980
  • E-mail kal@di.dk

Relateret indhold