31.05.24 DI Transport Blog

Luftfart har et es i ærmet, når det kommer til klima

I modsætning til veje og jernbaner så kræver luftfartens ”veje” ikke noget anlægsarbejde.

Den 21. maj 2024 afholdte Dansk Luftfart årsmøde, og på programmet havde vi en tysk forsker, Klaus Radermacher. Han bruger det meste af sin arbejdstid på at prøve at lave nogen lidt mere omfattende analyser af infrastrukturens reelle bæredygtighed.

Det var en bred kreds af aktører i luftfartsbranchen, der var samlet til et blandt flere spændende oplæg fra mange af vores medlemmer. Vi repræsenterer nemlig den samlede luftfartsbranche med både store og mindre luftfartsselskaber og lufthavne, bagagehåndteringsselskaber, pilotuddannelser, taxiflyveselskaber, helikopterforetagender, og vi har sågar en global simulatorvirksomhed. Det gør os ikke bare unik i en dansk kontekst, men også i en europæisk kontekst, hvor der ikke er mange fællesskaber, der favner så bredt som Dansk Luftfart. Tilbage til Radermacher.

Luftvejen kræver hverken beton eller stål
Klaus Radermachers budskab er, at vi har en tendens til at overse vigtige klimaeffekter i hele værdikæden for infrastruktur, når vi sammenligner transportformer.

Eksempelvis bliver flyet oftest omtalt som en ikke særligt klimavenlig transportform. Der bliver også brugt betydelige mængder brændstof, når en flyvemaskine accelererer og stiger i højde. Til gengæld er der brugt nul CO2 i anlægget af den infrastruktur, som flyet benytter – det er nemlig luften. I modsætning til veje og jernbaner så kræver luftfartens ”veje” ikke noget anlægsarbejde, og der er derfor heller ikke noget vedligeholdelsesarbejde løbende.

Læg hertil, at EU har vedtaget planer for øget iblanding af bæredygtige flybrændstoffer, så luftfartens klimaaftryk bliver gradvist, men sikkert lavere og lavere. Inden for relativt få år kan flyene nemlig flyve fra by til by med store mængder grønt brændstof i tankene. Samlet set er flyet slet ikke så stor en synder, som det bliver udpeget til.

Transportformerne kan noget unikt hver for sig. Med min bil har jeg friheden til at køre, når jeg vil, derhen hvor jeg vil. Med toget kan jeg udnytte transporttiden effektivt til at arbejde, høre podcast eller læse en bog. Flyet er tidseffektivt og får mig hurtigt og bekvemt frem til destinationer, hvor hverken tog eller bil er konkurrencedygtige.

I Dansk Luftfart mener vi, at EU skal prioritere flere midler fra de store europæiske fonde til luftfarten. I forhold til mobilitet på tværs af Europa er der ingen andre transportformer, der er i nærheden af at kunne konkurrere med flyet. I dag er hovedparten af EU’s støttemidler til transport og infrastruktur nemlig dedikeret til jernbaner og togdrift. Jernbaner og togdriften er også afgørende for mobiliteten, men der skal findes en bedre balance mellem de ambitiøse planer for udrulning af højhastighedsjernbaner og behovet for at sikre, at luftfarten også i fremtiden giver europæerne hurtig og effektiv mobilitet.

En sommer med køer i paskontrollen?
Vi kigger ind i en travl sommer, og vi håber derfor virkelig, at Rigspolitiet lykkedes med at få de automatiske paskontroller – de såkaldte e-gates – til at virke. Vi har sammen med Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn virkelig gjort, hvad vi kan for at gøre politiet og Justitsministeriet opmærksomme på, at vi potentielt står med en rigtig træls situation denne sommer. Vi kan pt. ikke gøre andet end at krydse fingre for, at politiet får it-systemet på plads, som de efterhånden ad flere omgange har lovet. Ellers må politiet og Justitsministeriet forberede sig på at have en god og solid plan b i baghånden.

Norwegian i Dansk Luftfarts bestyrelse
Norwegian indtræder i Dansk Luftfarts bestyrelse ved Sara Neergaard, mens Kristoffer Sundberg træder ud af bestyrelsen. Stort tak til Kristoffer for mange års indsats, og tillykke og velkommen til Sara.

/Mathias Milling, sekretariatsleder Brancheforeningen Dansk Luftfart

Mathias Milling

Mathias Milling

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3825
  • Mobil +45 5132 6374
  • E-mail mami@di.dk

Relateret indhold