Blokerede veje er udtryk for afmagt
For et par uger siden vågnede danskerne vågnet til blokerede veje, havne og byer. Store dele af landet har været ramt af protester mod regeringens kilometerafgift for lastbiler. Vi har været vidner til en frustration og vrede over for politikere, jeg sjældent har set før. Og jeg tror, det handler om mere end afgiften.
For hvordan er vi kommet til, at almindelige forretningsdrivende bliver så vrede, at de lammer trafikken med ulovlige demonstrationer? Jeg tror, at en del af vreden kan tilskrives et skred inden for tre grundlæggende demokratiske værdier.
En af værdierne handler om ærlighed. Politikerne har ikke været ærlige omkring lastbilafgiften. De siger, at det er en klimaafgift, men klimaeffekten er forsvindende lille, og kommer ikke af, at der køres grønner, men blot mindre! Der er i stedet tale om en helt almindelig afgift, der er pakket ind i grønt gavepapir. Hvis man i stedet hævede dieselafgiften ville klimaeffekten være markant større, men det ville give færre penge i statskassen. Så når man indfører en kilometerafgift i stedet for at øge dieselafgiften, er det ikke for klimaets skyld. Det er for statskassens skyld. Det har man ikke været ærlige omkring, og derfor giver det ikke mening for de mennesker, der skal betale regningen.
En anden værdi handler om respekt. De fleste vognmænd og transportvirksomheder vil gerne den grønne omstilling. Men de oplever ikke, at politikerne lytter på de udfordringer, de oplever. Med manglende ladestandere, (der er pt en offentlig tilgængelig ladestander til El lastbiler i danmark ) utilstrækkelig kørerækkevidde og tredobbelte priser for ellastbiler.
De fleste vognmænd har reelt ikke grønne alternativer lige nu. Og så bliver kilometerbilafgiften bare en ekstra skat og den grønne rabat en fantasirabat. De oplever ganske enkelt ikke, at de har en legitim stemme i den grønne debat. De føler sig talt ned til og kørt henover. Det skaber afmagt, frustration og vrede.
En tredje værdi handler om retfærdighed. Lastbilafgiften rammer især vognmænd i landets yderområder, der har lange kørselsafstande. Det rammer også de omkringliggende virksomheder, der skal betale mere for transporten. Det svækker konkurrencekraften i landdistrikterne og lokalsamfundene hårdt.
Jeg synes, at der mangler en politisk erkendelse af, at man i disse områder i stigende grad føler sig hægtet af.
Kilometerafgiften var ikke til høring før den blev fremsat, og den er ikke engang nævnt med ét ord i regeringsgrundlaget. Til gengæld står der i regeringsgrubdlaget, at når erhvervslivet rammes af afgifter, så skal pengene føres tilbage til selvsamme erhverv for at understøtte den grønne omstilling – det er heller ikke tilfældet for kilometerafgiften. Det kan altså ikke komme bag på nogen, at det skaber frustration, når regeringen i sit grundlag siger et, men i praksis gør noget andet.
Helt ærligt – der er ikke tid til blufnumre og splittelse. Vi står overfor en enorm opgave med at klimaomstille vores samfund. Det er en selvfølge, at det ikke retfærdiggør ulovlige demonstrationer, men det understreger behovet for demokratisk dialog, der bygger på ærlighed, respekt og retfærdig. Kun sådan kan vi skabe grønne og holdbare løsninger for fremtiden.
