25.06.24 DI Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Et lettelsens suk for en turismesektor med blikket stift rettet mod fremtiden

Inden længe er sommerferien over os. Her får tusindvis af glade skolebørn og forældre et tiltrængt afbræk fra hverdagen, samtidig med at turister fra hele verden kommer til Danmark for at opleve alt det fantastiske, vi har at byde på i form af værtskab, storslået natur, berigende kulturoplevelser, sjove og fartfyldte forlystelser og meget andet.

Højsæsonen er hårdt arbejde og fuld knald på for mange af jer, der arbejder i oplevelsesindustrien. Men det er også her, vi for alvor ser, hvor godt vi lykkes med at skabe tilbud, der appellerer bredt, fanger dybt og er med til at forme det erhverv, som vi alle sammen elsker at være en del af hele året.

En dugfrisk prognose fra DI forudser ny rekord i udenlandske sommerturister i Danmark i år. Feriehuse, feriecentre og hoteller trækker alle i den samme retning og peger på et antal overnatninger, der ligger en anelse højere end rekordåret i 2022 - særligt drevet af en fortsat stor interesse fra vores tyske naboer.  Samtidig ser vi en positiv tendens i udvikling i privatforbrug på vores primære turismemarkeder. Tidligere på foråret så vi et museumslandskab, der udkom med rekordhøje besøgstal for 2023, hvilket dækkede over en flot stigning i udenlandske besøg – og satte en tyk streg under potentialet i at arbejde mere med kulturturismen som en driver for værdiskabelse i oplevelsesindustrien.

Når vi kigger frem mod, hvad der tegner til at blive en rekord-sommer i det danske turismeerhverv, sker det på en lidt broget baggrund. Mange i erhvervet har holdt vejret i store dele af foråret, mens vi har afventet en afklaring på, om erhvervsstøtten til turismen ville blive saneret, som anbefalet i Frigast-udvalgets rapport ”Fremtidens erhvervsstøtte”. Det har været et langt forløb, der strækker sig flere år tilbage. Særligt i slutspurten fra rapporten udkom til den endelige afklaring i sidste uge, har usikkerheden trukket tænder ud. Fra Dansk Industri har vi, sammen med andre gode og stærke stemmer i branchen, været højlydte modstandere af en sanering af erhvervsstøtten til turismen. Vi glæder os over at argumenterne er blevet hørt, og at politikerne har kvitteret med den anerkendelse det alt andet lige er, at saneringen ikke blev virkelighed.

Ikke alt er dog lige rosenrødt. I sidste uge valgte borgerrepræsentationen i København at stemme for en henvendelse til Erhvervsminister Morten Bødskov, med henblik på at få lovhjemmel til at indføre en turismeafgift i København. Også her har vi fra DI været meget tydelige omkring, at vi mener, dette er en rigtig dårlig idé, og vi ærgrer os over, at borgerrepræsentationen har valgt at sende et signal til erhvervet om, at en ekstra afgift er den rigtige vej frem. Vi forventer, at sagen ikke kommer længere end Morten Bødskovs skrivebord, idet ministeren heldigvis allerede tydeligt har afvist idéen. Men beslutningen er et signal til turismeerhvervet om, at man enten ikke forstår eller ikke anerkender den værdi, turismeerhvervet skaber i København. Det er – ligesom Frigasts saneringsforslag - et signal, vi som erhverv skal tage alvorligt. Det vil være nødvendigt fremadrettet at arbejde endnu mere med fortællingen om det bidrag, turismen skaber i forhold til jobskabelse, indtægter, bæredygtig omstilling, socialt ansvar og mange andre områder. Det gælder ikke kun i København, men i alle dele af landet, hvor turismen er en afgørende og integreret del af lokalsamfundet og erhvervslivet.

Foran os venter et spændende halvår. Rygterne svirrer om regeringsrokader, europæiske topposter og meget andet – alt imens vi venter på en opdateret national turismestrategi, en udmøntning af turismereserven på 100 mio. kr., et landdistriktsudspil, der vil sætte rammerne for udviklingen af kyst- og naturturismen, en plan for kulturpasset og de afgørende detaljer i museumsreformen. Hos DI Turisme, Kultur & Oplevelser er vi klar til at smøge ærmerne op og sikre, at vores medlemmers indflydelse bliver gældende i de mange relevante forløb, vi står overfor.

Men først skal vi ud at nyde det danske sommerland og de mange fantastiske forlystelsesparker, museer, festivaler og andre tilbud. Jeg opfordrer dig, kære læser, til at gøre det samme. For Danmark ER bare fantastisk, ikke mindst om sommeren!

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3794
  • Mobil +45 5218 5925
  • E-mail labw@di.dk