Årets korruptionsindeks er lanceret i dag og den tildeler os en national lussing. Danmark har ligget i front som det mindst korrupte land gennem de sidste 5 år. Men i år skydes vi af førerpinden og ryger ned på en andenplads, overgået af New Zealand.

I sig selv ville det ikke være noget at få røde ører over, hvis blot New Zealand havde overhalet os stille og roligt, mens vi holdt en fast kadence. Men det gør vi ikke. Danmark er nemlig ikke blot blevet overhalet. Vi er gået tilbage fra en score på 92 i 2014, over 91 i 2015 og 90 i 2016, til blot 88 i det netop lancerede indeks for 2017.

Indekset opgøres af den internationale anti-korruptionsorganisation Transparency International og viser opfattelsen hos en række internationale organisationer af korruption i den offentlige sektor og sammensættes af adskillige uafhængige målinger. Der måles på en skala fra 0 (opfattes at være fuldstændig korrupt) til 100 (opfattes at være helt uden korruption). Nedgangen er altså et tegn på, at den offentlige sektor i Danmark over en årrække er blevet mindre robust overfor urent trav. Og det er en bekymrende udvikling.

Det naturlige spørgsmål rejser sig øjeblikkeligt: Hvorfor er Danmark gået tilbage? Tager vi et kig bag tallene for året korruptionsindeks, er der særligt to trends, som er værd at bide mærke i. Den ene omhandler tilliden til SKAT, hvor de seneste års mediesager har bidraget negativt til Danmarks udvikling. Den anden kan indkredses til offentlige indkøb, hvor blandt andet ATEA-sagen om bestikkelse i forbindelse med offentligt udbud fra Region Sjælland har draget tvivl om den offentlige integritet. 

Det er også her, vi skal lede efter nøglen til at sætte ind overfor tilbagegangen. For ingen har interesse i, at Danmark mister fodfæste som verdens mindst korrupte land. Tilliden til den offentlige sektor er altafgørende for at sikre et højt velfærdssamfund, tiltrække investeringer og få de bedste løsninger til den bedste pris.

I EU alene indkøber over 250.000 offentlige myndigheder for omkring 14 % af BNP årligt. Det er store beløb, og derfor er robuste, velkontrollerede og gennemsigtige procedurer for offentlige indkøb så utroligt vigtige. Samtidig er det vores allesammens penge, som bruges til disse indkøb. Og skal tilliden til et retfærdigt og effektivt system opretholdes, skal såvel de offentlige indkøb som skattesystemet som indsamler midler til de offentlige indkøb udvise den allerstørste integritet.

Når den danske situation er vendt, er det dog stadig væsentligt at bemærke, at over to tredjedele af de 180 lande og territorier som indekset måler på, falder under en score på 50. Rent faktisk er den globale gennemsnitskarakter helt nede på sølle 43. Og selv i Europa har vi lande som Grækenland og Rumænien med en score på blot 48, mens Bulgarien ligger helt nede på det globale gennemsnit på 43 og Ukraine endda så lavt som 30. Sidstnævnte kvalificerer til en rangering helt nede som nummer 130 over de mest korrupte lande, hvor den danske 2. plads trods alt gør sig bedre. Det bør føre til meget mere end blot røde ører.