11.06.18 DIB Blog

Blog: Der skal turbo på forandringerne i det offentlige

Branchedirektør Henriette Søltoft, DI Managementrådgiverne, blogger om forhåbninger til en styrket ledelse af de 800.000 offentlig ansatte.

Vi glæder os til Ledelseskommissionens anbefalinger den 12. juni 2018. For en styrket ledelse af de 800.000 offentlig ansatte er afgørende, hvis vi også fremover skal have en effektiv og velfungerende offentlige sektor. Danmark behøver en offentlig sektor præget af visioner, høje mål, innovationskultur og fleksibilitet og øget frihed, så lederne kan skabe de bedste lokale løsninger. Det er vejen frem i stedet for detaljeret politisk styring og nulfejlskultur. For at skabe den kulturændring skal anbefalingerne fra Ledelses-kommissionen være konkrete, så kulturen i den offentlige forvaltning forandres hurtigt. Resultatet af arbejdet bør ikke kun være tykke rapporter - der skal også være masser af handling.

Nedsættelsen af ledelseskommissionen sker som led i en større reform af den offentlige sektor, som regeringen varslede i regeringsgrundlaget. Managementrådgiverne i DI har udarbejdet syv anbefalinger til Ledelseskommissionen. Og endvidere bud på, hvordan forandringerne kan sættes i gang.

Udfordringer for god offentlig ledelse er, at politikerne er meget fokuserede på, at nå deres politiske mål og vedtager meget detaljerede lovregler. Eller også går de ind i enkeltsager. Det giver et lille råderum og lille fleksibilitet for de offentlige ledere og kan føre til dårlige løsninger for borgerne.

Frihed til lederne

Derfor anbefaler Managementrådgiverne klare mål og større ledelsesrum for de offentlige ledere. Den enkelte leder skal have frihed til at skabe det bedste resultat på deres skole, plejehjem m.m. Politikere, der i den bedste mening laver detaljeret styring eller blander sig i skolelederens konkrete afgørelser, er gift for en god offentlig sektor.

En anden udfordring er, at kulturen på de offentlige arbejdspladser er præget af nulfejlskulturen. Hvis denne kultur er for stærk tør ingen prøve nyt – så sker der ingen fornyelse.

Derfor bør tilliden til medarbejdere øges. Og medarbejderne på skoler daginstitutioner og hospitaler bør ledes ud fra de store fortællinger i stedet for detaljerede forskrifter. Offentlige ledere glemmer også alt for ofte at tale ind til ”det store formål”, nemlig at mange medarbejdere i den offentlige sektor f.eks. sygeplejersker, pædagoger og skolelærere har valgt deres profession, fordi de brænder for at hjælpe andre mennesker og gøre en forskel for samfundet.

Mere innovation

Den øgede frihed og de store fortællinger bør desuden suppleres af en øget satsning på innovation. En ny innovationskultur skal fremmes ved nye typer af samarbejder, så vores råd er, at den offentlige sektor skal udbyde udviklingsprojekter i stedet for stramt formulerede opgaver. På den måde kan den offentlige sektor sammen med private rådgivere skabe nye veje og løsninger i den offentlige sektor.

Managementrådgiverne har også anbefalinger indenfor talentudvikling, samarbejde på tværs af fagsiloer samt bedre brug af data for at skabe bedre service til borgeren.

Det lyder relativt simpelt. Men ændringerne kræver en stor forandring af kulturen. Kulturforandringen skal sættes i gang ved at ministre, borgmestre, medlemmer af ledelseskommissionen stiller sig selv i spidsen for forandringen. Flere skal gøre som Søren Pind, da han gjorde op med en syg arbejdskultur i Uddannelses- og forskningsministeriet og nedlagde forbud mod, at medarbejderne sendte hinanden mails om søndagen.

Vores forslag til en hurtig kulturforandring er, at vigtige ledere skal være rollemodeller for foreslåede løsninger. Der skal udpeges pilotstyrelser, -kommuner og -institutioner, der har mulighed for at sætte fuld skrue på implementering af kommissionens anbefalinger. Medlemmerne af ledelseskommissionen skal selv gå i front og afprøve anbefalinger og dogmer. Vi skal have skabt en hurtig bølge af forandringer – først dér vil de gode ambitioner om en styrket offentlig ledelse for alvor kunne sættes i gang.

DI håber, at kommissionen har disse ambitioner med i deres anbefalinger. 

Indlægget er også bragt i Børsen

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold