13.01.19 DIB Blog

Blog: Tro på fremtiden trods usikkerhed

Alle økonomiske prognoser peger på fornuftig vækst i 2019, men mange DI-medlemmer er – med rette - nervøse for den globale udvikling, blogger cheføkonom Morten Granzau, DI.

Danske virksomheder forventer fortsat fremgang, og de økonomiske prognoser peger alle på fornuftig vækst i 2019. I DI’s senest prognose fra november skønner vi en vækst i BNP på 1,8 pct. i år.

Mange af vores medlemmer er imidlertid nervøse for, hvad det nye år kommer til at byde på af udfordringer fra nær og fjern. Det viser vores seneste rundspørge til 489 medlemsvirksomheder, der tilsammen har cirka 80.000 ansatte.

Den fortsatte vækst trues ifølge svarene både af modvind på eksportmarkederne og problemer med at rekruttere de rette folk.

Mangel på kvalificerede medarbejdere fremhæves af mere end hver fjerde af de adspurgte virksomheder som den største vækstbarriere i det nye år. Det er det højeste niveau i de fem år, DI har lavet rundspørgen.

Manglen på medarbejdere kan starte en ond spiral, hvor virksomhedernes kunder helt naturligt kigger sig om efter andre leverandører, hvis de gang på gang oplever, at de danske virksomheder takker nej til opgaver. Det politiske klima og udsigten til et folketingsvalg peger desværre ikke på, at der er den store hjælp at hente der.

Læs også: Virksomheder: 2019 peger på fremgang - men også store udfordringer

Værn om konkurrenceevnen

Svigtende afsætningsmuligheder rykker imidlertid samtidig godt op på listen over vækstbarrierer for vores medlemmer. Bekymringen er meget naturligt i lyset af den internationale udvikling. Både fra Kina, USA og i Europa er der tegn på en nedgang i væksten. Og i Europa kan et kaotisk Brexit give voldsomme problemer, så der er nok at bekymre sig om.

Det understreger betydningen af, at der værnes om de danske virksomheders konkurrenceevne. Skal de klare sig i mindre gode tider på de internationale markeder, så skal de ikke alene levere kvalitet og nye løsninger, de skal også være konkurrencedygtige på omkostningssiden.

På trods af den stigende usikkerhed og flere barrierer for væksten, så fastholder virksomhederne dog heldigvis troen på fortsat fremgang.

Det vidner om, at de danske virksomheder – berettiget - har stor tiltro til deres evner til at klare sig igennem udfordrende tider.

Danske virksomheder og deres medarbejdere er meget omstillingsparate. Og den egenskab får vi ekstra meget brug for i det kommende år med stor usikkerhed om den globale økonomi.

Læs også: Blog: 2019 - et (lidt for) spændende år for fødevarebranchen?

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold