26.06.19 DIB Blog

Blog: Regeltolkning må ikke holde unge fra fritidsjob i industrien

Enhver nærhed af maskiner defineres som farlig for undervisningspligtige unge – også selv om maskinerne er slukkede. DI og Dansk Metal anbefaler justeringer af reglerne, så de baseres på risiko frem for nærhed, blogger Erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen.

Flere blandt de helt unge skal have muligheden for at opleve livet på en industrivirksomhed i dagens Danmark.  En af vejene til det er, at flere unge får et fritidsjob i en af industriens virksomheder. Et fritidsjob, som er passende for undervisningspligtige unge, og som samtidigt giver den unge et indblik i de mange jobfunktioner og arbejdsopgaver, som industrien rummer.

Et fritidsjob i en virksomhed i industrien  kan også være et rigtig godt springbræt til at få interesse for senere at vælge en erhvervsuddannelse som f.eks. handelsassistent i salg, indkøb eller logistik eller som automatiktekniker, smed eller industritekniker. Så det skal vi have mere af!

Når det er sagt, så skal de unges ansættelse i et fritidsjob i industrien selvfølgelig samtidigt ske med et særligt fokus på deres sikkerhed. Med andre ord skal de unges sikkerhed og kendskab til arbejdsmarkedet gå hånd i hånd.

Skærpet syn på sikkerhed

Gennem de seneste år har myndighederne øget opmærksomheden om de unges arbejde og skærpet deres syn på, hvad der er farligt for de undervisningspligtige unge på arbejdspladserne. Arbejdstilsynet har bl.a. afgivet påbud i forbindelse med unge ”fejedrenges” arbejde, hvor begrundelsen er, at de unge med deres job er ”i farlig nærhed” af maskiner. Det betyder, at enhver nærhed af maskiner defineres som farlig for undervisningspligtige unge. Det gælder, uanset om maskinerne er slukkede, om de unge er grundigt instrueret i adfærd omkring maskiner, og/eller om de er overvåget af arbejdsledere.

DI er naturligvis enige i, at de unges sikkerhed i virksomhederne skal tages meget alvorligt. Men tolkningen af reglerne må omvendt ikke bevirke, at unge udelukkes fra at kunne få et fritidsjob  i en industrivirksomhed. Derfor har DI i fællesskab med Dansk Metal allerede før valget kontaktet erhvervsministeren og efterfølgende også sendt ministeren vores anbefalinger til justeringer af reglerne på området.

Risiko frem for nærhed

Anbefalingerne indebærer, at balancen mellem sikkerhed og arbejdskendskab kan sikres ved, at Arbejdstilsynets tilgang til de unges arbejde fremover baseres på en risikobaseret tilgang i stedet for den nærhedstilgang, der bruges i dag. I stedet for at de unge slet ikke må være i lokaliteter, hvor der også står maskiner – også selvom de er slukkede – vil en risikobaseret tilgang give virksomhederne mulighed for at foretage konkrete forebyggende foranstaltninger, så det sikres, at arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det kan kombineres med, at arbejdsgiverne efterlever en skærpet instruktions- og tilsynspligt for de unge på arbejdsmarkedet.

Derfor er det også positivt, at et bredt flertal i Folketinget op til det seneste Folketingsvalg indgik en aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats, der bl.a. indebærer, at reglerne for undervisningspligtige unge på virksomhederne forenkles.

Åbne døre for unge

Når en ny regering er dannet, forestår arbejdet med at udmønte aftalen. DI vil følge processen og arbejde for, at de unges sikkerhed og kendskab til industrien går hånd i hånd.

Der er behov for at finde gode løsninger, så industriens virksomheder i langt højere grad kan åbne dørene op for de unge med tilbud om fritidsjobs. Et fritidsjob som måske kan lede frem til tilbuddet om en læreplads inden for en relevant erhvervsuddannelse. Og det skal ske på en måde, så unges sikkerhed og deres kendskab til industrien kan gå hånd i hånd.

Læs også: Fra fejedreng til firmaejer

Fra fejedreng til firmaejer

Som 13-årig begyndte André Brandi Jensen som fejedreng i den forretning, hans farfar startede for 62 år siden. I dag er André B. Jensen tredje generation i rækken som adm. direktør efter farfar Anton og far Arne.

Foto: Niels Hougaard

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold