Lige nu er der stor usikkerhed om udsigterne for verdensøkonomien. Handelskrigen mellem USA og Kina og brexit spøger. Væksten er bremset op globalt, og særligt Tyskland (vores største eksportmarked) er ramt.

Danmark er heldigvis ikke rigtig gået ned i gear, og mange af DI’s medlemsvirksomheder har fortsat svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for. I DI’s seneste prognose venter vi fortsat fremgang med en vækst på 1¾ pct. i år og næste år. De seneste tal for arbejdsmarkedet kunne måske indikere en opbremsning, og at de gode tider så småt er ved at nå deres ende, men de kan ligeså vel være tilfældige udsving i en enkelt måned.

Tørt krudt i kælderen

Næsten alle er enige om, hvad god økonomisk politik er i krisetider: Økonomien skal stimuleres, så nedgangen bliver så mild som mulig. Men det kræver, at der er lagt noget til side i de gode tider. At der billedligt talt er tilstrækkeligt med ”tørt krudt i kælderen”. Det er jeg bekymret for, at der ikke er, hvis vi rammes af en større krise.

En nylig analyse fra DI viser, at selvom en række vigtige strukturreformer har styrket dansk økonomi, så er vi stort set uden politiske værktøjer til at afhjælpe konsekvenserne af en krise.

Fra 2008 til 2010 – årene lige efter finanskrisen ramte – satte ECB renten markant ned, og som følge heraf faldt den danske pengemarkedsrente med 3½ procentpoint. Det understøttede investeringerne og væksten. I samme periode blev et stort offentligt overskud på 3 pct. af BNP vekslet til et tilsvarende stort underskud, bl.a. som følge af et markant løft i det offentlige forbrug, hvilket også holdt hånden under væksten.

I dag er renten under nul, og der er beskedne overskud på den offentlige saldo. Der er altså begrænsede muligheder for at stimulere økonomien ved hjælp af penge- og finanspolitiske initiativer.

Første test kommer med finansloven

Det er sund fornuft at gardere sig mod nye økonomiske kriser i gode tider som nu. Vi er seks år inde i et opsving, og Danmark burde derfor reelt stå med stærkere offentlige finanser, end det er tilfældet nu. Den strukturelle saldo har i de senere år danset mere rundt om underskudsgrænsen i budgetloven på 0,5 pct. af BNP end oppe i det positive spektrum, som den gjorde før finanskrisen.

Derfor er der grund til stor forsigtighed med at rutte med det økonomiske råderum, som der blev talt så meget om under den seneste valgkamp. For høj udgiftsvækst kan overophede økonomien, bringe os på kant med kravene i EU’s finanspagt og efterlade os uden muligheder for at afbøde de værste følger af en ny krise. Der er i stedet god grund til at overveje, hvordan vi sammen forlænger opsvinget, sikrer en blød landing, når krisen rammer, og øger det finanspolitiske råderum. F.eks. ved at gennemføre tiltag der både forbedrer den offentlige saldo og sikrer flere medarbejdere til virksomhederne.

Dét bliver en afgørende opgave, som Danmarks nye regering og Folketing må og skal tage på sig – og første test kommer allerede med finansloven for 2020.

Læs også: Bekymret underleverandør: Global uro er begyndt at skade os