29.06.20 DIB Blog

Coronareaktion: Fight, flight eller freeze 

Hvordan reagerede din virksomhed på coronakrisen, spørger direktør i DI, Kinga Szabo Christensen. Hun har talt med mange DI-medlemmer og deler reaktionerne op i tre grupper.

Jeg har med nysgerrighed og på nært hold studeret reaktionerne i dansk erhvervsliv på coronapandemien, der har udfordret os på alt fra hygiejne til virksomheders eksistensgrundlag. Det har slået mig, at reaktionerne kan inddeles i kampgejst, flugt og frys eller fight-flight-freeze – de engelske betegnelser for både dyr og menneskers reaktioner på fysisk og mentalt pres.

”Fighterne” har sat alt ind på at udnytte nye former for efterspørgsel, etablere online salgskanaler, samarbejde med nye partnere, osv. De har haft fokus på innovation i deres forretningsudvikling, taget chancer og truffet hurtige beslutninger med henblik på at teste nye produkter. Der er flere eksempler på producenter af værnemidler.

”Flight’ere” har ligesom fighterne været meget handlingsorienterede, men med fokus på at sikre eksisterende kortsigtet forretning. De har arbejdet på lynhurtigt at reducere risici og omkostninger ved at opsige kontrakter med leverandører og afskedige eller hjemsende medarbejdere. Disse virksomheder har i mange tilfælde haft mulighed for at støtte sig til hjælpepakkerne.

”Freezere” er i modsætning til de to andre type af reaktioner blevet ramt på handlekraften. De har stoppet projekter og mentalt indstillet sig på at være afventende til efter sommerferien. Det kan være forståeligt i nogle virksomheder, hvor vilkårene er turbulente. Men vi har heldigvis været i stand til at hjælpe freezere videre i DI’s nyetablerede rådgivningsområde, hvor vi under coronakrisen har hjulpet virksomheder med alle tre reaktioner.

Jeg kan glad og stolt konstatere, at vi bidrager til at flytte virksomheder fra en reaktion til en anden. Som partner i projektet GenstartNU, igangsat af Industriens Fond, har vi i DI’s rådgivningsområde og brancheforeninger sammen henvist omkring 300 SMV’er til gratis rådgivning for at styrke deres konkurrenceevne og rettidigt udvikle deres forretning. Flest af de henviste SMV’er er fra fremstillingsindustrien med udfordringer relateret til kunder og salg.

Et enkelt godt råd: Hvad kan vi så lære af coronareaktionerne? ”Vær beredt” er mit bedste bud. Corona er ikke den sidste krise, vi oplever. Så bevar omstillingsparatheden, der har vist sin værdi. Med den står vi stærkere, hvad enten det gælder udfordringer i forhold til kunder, leverandører eller anden sårbarhed i fremtidens værdikæder.

Læs også: Coronaledelse: Ikke lyve, ikke spille tough og ikke love for meget

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold