20.04.21 DIB Blog

Tidens triste lovgivningstrend: Ingen erstatning eller ankemulighed for virksomheder

Der er en trend i tidens lovgivning, der betyder, at retten til erstatning for tvangsindgreb begrænses. Det trækker i den forkerte retning for retssikkerheden for borgere og virksomheder, blogger underdirektør Kim Haggren, Dansk Industri.

Der tegner sig desværre den klare tendens i lovgivning rettet mod danske virksomheder, at retten til erstatning for tvangsindgreb begrænses, og samtidig afskæres muligheden for at anke afgørelser.

Seneste eksempler på dette ses i den vedtagne epidemilov samt i lovforslagene om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur og i investeringsscreeningsloven. Tre nye stykker lovgivning fra tre forskellige ministerier, som har det tilfælles, at man som virksomhed kun kan få erstatning for indgreb som karakteriseres som ekspropriation efter grundloven, og administrativ anke ikke er mulig.

Læs også: EU bør stoppe ulovlige og farlige produkters vej ind i Europa

Intet krav på erstatning

Konsekvenserne ved disse begrænsninger i lovgivningen er markante for danske virksomheders retssikkerhed.

Alle, der har fulgt den såkaldte ”mink-sag”, har fået et indblik i, hvor meget der skal til for at opfylde grundlovens betingelser om erstatning i forbindelse med ekspropriation. Konsekvensen ved, at et indgreb ikke anses for ekspropriation er, at en virksomhed intet krav har på erstatning. Sådan behøver og bør det ikke være. I den oprindelige epidemilov, der var gældende op til marts 2020, var udgangspunktet, at når offentlige myndigheder foretog et indgreb, så var den berørte virksomhed berettiget til at få erstattet sit tab – hverken mere eller mindre.

Det er forståeligt, at man i særlige situationer med stor betydning for samfundet har mulighed for at foretage indgreb over for den enkelte virksomhed. Men dette bør ikke afskære den enkelte virksomhed fra at få erstattet sine dokumenterbare tab som følge heraf.

Læs også: Nu skal kompensation slutafregnes – ellers skal du betale pengene tilbage

Giver op på forhånd

Herudover overlader den manglende administrative ankemulighed virksomhederne til alene at få prøvet afgørelserne ved de almindelige domstole. Det er velkendt, at sagsbehandlingstiden ved de danske domstole er steget markant gennem de senere år, og det er samtidig en meget økonomisk dyr proces.

Dette afholder mange, særligt små og mellemstore virksomheder, fra at få prøvet afgørelser fra myndighederne uanset om de har en berettiget sag. De giver simpelthen op på forhånd, hvilket er et fælles stort retssikkerhedsmæssigt problem.

Vi har allerede i Danmark en lang række administrative ankenævn som f.eks. Erhvervsankenævnet, hvor virksomheder med en dommer for bordenden hurtigt og billigt kan få prøvet myndighedernes afgørelser. Det virker derfor helt uforståeligt, at man tilsyneladende ikke ønsker, at virksomhederne skal få denne mulighed ved ny indgribende lovgivning. 

Retssikkerhed for borgere og virksomheder er en hjørnesten i vores retssamfund, og denne nye trend i lovgivningen trækker desværre i den forkerte retning.

Læs også: Død skildpadde kan kvæle svanemærkede vådservietter

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold