12.10.23 DIB Blog

Byd grundskolens elever indenfor til erhvervspraktik

Selvom det er 35 år siden, husker jeg stadig min erhvervspraktik tydeligt. Nu foreslår regeringen, at alle skal have den mulighed, og derfor skal der findes cirka 60.000 erhvervspraktikpladser årligt. Jeg håber, de danske virksomheder har øje for de mange grunde, der er til at åbne dørene for de unge mennesker, blogger underdirektør Signe Tychsen Philip, Dansk Industri.

Da jeg gik i grundskole for 35 år siden, var jeg i erhvervspraktik på et plejehjem, hos en dyrlæge og hos et stort entreprenørselskab, og jeg husker stadig stemningen og opgaver meget tydeligt, selvom der er gået lidt længere tid, end jeg bryder mig om at erkende.

Trods besværet og udfordringerne er det potentialet for at sætte dette livslange aftryk, som er på spil med erhvervspraktik. Og det er en mulighed for at introducere sin virksomhed for de små ungdomsårgange, som er på vej ud på arbejdsmarkedet.    

Læs også: Danish Crown er på skoleskemaet på forberedende grunduddannelser

Nyt udspil styrker samarbejdet

Vi har derfor i Dansk Industri (DI) meget længe peget på behovet for obligatorisk erhvervspraktik for de unge i udskolingen i folkeskolen.

Det er nemlig et stærkt redskab til at sætte præg på unge mennesker, som måske finder deres kald gennem dette første møde med en branche – eller måske finder ud af, hvad der i hvert fald ikke motiverer dem.

Gennem erhvervspraktik får de deres allerførste erfaring med at være på en arbejdsplads. Erfaringer som påvirker uddannelsesvalg, motivation til fritidsjob og giver et indblik og forståelse for brancher, som man måske kun møder denne ene gang i sit liv.

Regeringen har netop præsenteret et nyt folkeskoleudspil, hvor der lægges op til en markant styrkelse af samarbejdet mellem folkeskolen, elever/forældre og det lokale erhvervsliv på mange fronter f.eks.  

- Obligatorisk erhvervspraktik til alle

- Deltagelse i skolebestyrelser

- Sårbare og skoletrætte elever får mulighed for at være 1-3 dage om ugen i en virksomhed eller en erhvervsskole (i såkaldt juniormesterlære)

- Mere praksisfaglig undervisning, bedre faglokaler etc.           

Læs også: DI: Regeringens nytænkning af folkeskolen er nødvendig

Godt nyt for virksomheder

Det initiativ, de fleste virksomheder vil møde, er erhvervspraktik, for regeringen foreslår, at det bliver obligatorisk for alle i enten 7., 8. eller 9. klasse. Det betyder, at der skal findes ca. 60.000 erhvervspraktikpladser i offentlige og private virksomheder hvert år.

Det er godt nyt for DIs medlemmer. De har afgørende brug for, at flere unge mennesker får øje på mulighederne i et tage en uddannelse, som leder frem til f.eks at være faglært eller en af de mange videregående uddannelser inden for STEM-området.

Det er uddannelsesområder i den private sektor, som i dag bliver klemt i de unges uddannelsesvalg, fordi børn og unge ikke har anledning til at møde de virksomheder og den spændende hverdag, de byder på. Færre har fritidsjob, færre har faglærte forældre, og kun cirka 60 procent i hver årgang kommer i erhvervspraktik.

Læs også: Danske Skoleelever og Dansk Industri går sammen om ”Fremtidens Folkeskole”

Mange grunde til at byde sig til

Som virksomhed kan der være mange grunde til at byde en 7. 8. eller 9 klasses elev indenfor i en uges praktik:  

1. Erhvervspraktik giver unge mulighed for at udforske din branche og finde motivation til uddannelsesvalg

2. Erhvervspraktikanter giver dig mulighed for at møde talenter tidligt – måske det er den næste lærling eller fritidsjobber, der kommer ind af døren. 

3. Engagement i uddannelse og samfund kan styrke virksomhedens omdømme og tiltrække kunder og medarbejdere.

Erhvervspraktik organiseres forskelligt afhængigt af den enkelte kommune. I nogle kommuner forventes eleverne selv at kontakte virksomhederne  – andre kommuner har ansat erhvervsplaymakere, som sætter tydelige rammer for håndteringen af erhvervspraktik.

Hvis erhvervspraktik skal være obligatorisk, er der behov for at den enkelte kommune sætter sig i spidsen for organiseringen. Når man har unge i erhvervspraktik, er der særlige opmærksomhedspunkter i forhold til arbejdsmiljø, som i nogle brancher (f.eks. industrien) udgør en reel barriere for at have erhvervspraktikanter i større eller mindre omfang.

Hvis det fulde potentiale i erhvervspraktik skal udnyttes, så er der brug for at også disse barrierer afklares.

Læs også: LEGO og Experimentarium vil lege børn klogere i storcentre

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Signe Tychsen Philip

Signe Tychsen Philip

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3283
  • Mobil +45 2565 9282
  • E-mail siph@di.dk

Relateret indhold