15.05.23 DIB Blog

Lastbilblokader er forkerte – men frustrationen forståelig

Lastbiler har mandag blokeret veje flere steder i landet. Det er sket i vrede over den kilometerafgift, som et flertal i Folketinget vil indføre for lastbiler fra 2025. Også DI er stærkt kritiske overfor afgiften, men tager afstand fra de ulovlige blokader, blogger Karsten Lauritzen, direktør for DI Transport.

Mandag blev flere af landets trafikale knudepunkter blokeret af lastbiler. Adgangen til Aarhus Havn. Motorvejstilkørsler fra Hobro til Vendsyssel, omkring Odense og Motorring 3. Lastbilerne trak helt ind til Slotsholmen i København. Samtidig sympatistrejkede fiskerfartøjer, der holdt Læsøfærgen tilbage.

Disse begivenheder har fundet sted, fordi vognmænd er frustrerede over, at et flertal i Folketinget vil indføre en kilometerafgift for lastbiler i Danmark.

Argumentet for afgiften er, at det skal gøre Danmark grønnere. Problemet er bare, at klimaeffekten er forsvindende lille,  samtidig med at erhvervsskaden er stor. Afgiften giver samlet set vognmændene en ekstra regning på 2,5 mia. kr. årligt, og de har reelt ingen grønne alternativer, så det er en udgift, de ikke kan komme udenom, selv om de har lyst.

Ser man på klimatallene, fjerner afgiften kun 0,3 mio. ton CO2 i 2030. Til sammenligning ville effekten blive mere end dobbelt så stor, hvis man i stedet hævede dieselafgiften. Til gengæld  giver en højere diselafgift ikke lige så meget i statskassen. Derfor ville det være mere ærligt, hvis Folketinget stod ved, at begrundelsen for afgiften er behov for finansiering.

Branchen vil den grønne omstilling

Frustrationen i transportbranchen næres yderligere af, at langt de fleste danske vognmænd gerne vil den grønne omstilling. Men de grønne alternativer er ganske enkelt ikke til stede. De grønne teknologier er ekstremt dyre og ikke konkurrencedygtige. Samtidig har der ikke været et politisk fokus på at skabe attraktive rammevilkår for grøn godstransport, hvilket har betydet, at omstillingen går langsomt.

Den grønne omstilling er for vigtig til splittelse. Derfor har DI fremlagt seks grønne alternativer til kilometerafgiften.

Vi håber meget, at regeringen vil overveje forslagene og lytte til vognmændene. Vi har brug for alle gode kræfter, hvis vi skal nå de fælles klimamål. Bade fra land og by.

Læs også: Firmacykel og bedre skatteregler skal få flere til at cykle

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karsten Lauritzen

Karsten Lauritzen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3475
  • Mobil +45 5218 5980
  • E-mail kal@di.dk

Relateret indhold