13.09.22 DIB Leder

Min stemme går til en modig politiker

Jeg opfordrer på det kraftigste det politiske landskab til at insistere på en valgkamp, der ikke kun har løfter om øget forbrug, skriver DI-direktør Lars Sandahl Sørensen i sin leder i DI Business magasinet.

Der er krig på europæisk grund. Inflationen skyder i vejret og giver virksomheder og borgere store omkostninger. Klimaforandringerne kan skabe hunger, tørke, oversvømmelser og andre katastrofale hændelser. Verdensfreden er truet, og handelshindringer, toldbarrierer og andre protektionistiske tiltag skyder op som paddehatte.

Sjældent har verden været gennem så store udfordringer og forandringer, der kalder på vores alle sammens omstillingsevner. I Danmark er valgkampen over os, og kampen om vælgernes gunst går ofte på budskaber, vælgerne gerne vil høre.

Det er måske forståeligt, for vi skal selvfølgelig fortsat have et velfærdsdanmark, hvor vi passer godt på vores børn, syge og ældre. Vores veje skal fortsat bygges og vedligeholdes, ligesom den offentlige transport skal fungere og skabe de bedste muligheder for mobilitet for alle. De kommende generationer skal have fri adgang til uddannelser.

Problemet er bare, at kassen er tom. Hvis det offentlige forbrug fortsætter som nu, har Folketinget 0 kr. til investeringer, i det vi gerne vil med Danmark.Det er helt uholdbart, at vi ikke taler meget mere om, hvordan vi finder penge og hænder. Vi mangler begge dele, og det undrer mig oprigtigt, at det eksempelvis ikke fylder mere i debatten, at den grønne omstilling alene kræver 116.000 årsværk at føre ud i livet.

Danskerne har forstået det. 60 procent af os mener, der er brug for økonomiske reformer for at sikre dansk velfærd. Vi venter bare på, at nogen gør noget ved det. Det er nu, mens vi har overskuddet, at vi bør sætte en retning for samfundet, vi alle får gavn af.

Det er det, vi har valgt vores folketingspolitikere til at gøre for os. Og vi bør kunne kræve af dem, at de har modet og ærligheden til at italesætte de helt nødvendige prioriteringer, vi er nødt til at tage, for at skabe et velstående Danmark der kan bistå verden med at takle udfordringerne. I det nye DI Business magasin, som du kan læse nedenfor, møder du en række virksomheder, der er klar til at levere, hvis vi giver dem de rette betingelser.

Jeg opfordrer på det kraftigste det politiske landskab til at insistere på en valgkamp, der ikke kun har løfter om øget forbrug. Vi har alletiders mulighed for at få en god valgkamp, hvor vi tør være ærlige om problemerne og ikke falder tilbage på at snakke varmechecks og ønsker om flere pædagoger og sygeplejersker, som vi alle sammen ved ikke findes, fordi vi mangler arbejdskraft.

Min stemme går i hvert fald til en modig politiker, der tør sætte ord på det nødvendige, realistiske og ansvarlige.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold