08.12.17 DIB Nyheder

DI: Jobrapport viser stærk vækst i USA

Der er fuld fart på opsvinget i USA. Ledigheden har ikke været lavere siden 2000. I november blev der oprettet 228.000 arbejdspladser.

Amerikanerne oprettede 228.000 nye arbejdspladser i november, mens ledigheden forblev uændret på 4,1 pct. Ledigheden fastholdes dermed på laveste niveau siden 2000. Det viser nye tal fra USA.

- Kongen lever! Der er fuld fart på det amerikanske opsving. Den flotte vækst fra andet og tredje kvartal er fortsat ind i fjerde kvartal, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Amerikanerne har fået flere i arbejde hver måned siden september 2010, og ledigheden har ikke været lavere i 17 år. Den lave ledighed er dog ved at blive en udfordring for virksomhederne, da den gør det svært at finde nye medarbejdere. Præsident Trumps skattepakke vil være med til at øge presset på arbejdsmarkedet, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Det amerikanske arbejdsmarked er strammet mere og mere til i løbet af de seneste år, og i december 2015 hævede den amerikanske centralbank (FED) renten for første gang siden finanskrisen. I alt er det blevet til fire rentestigninger over de seneste to år.

- Jobvæksten har været imponerende, og ledigheden er næsten historisk lav. Det bekræfter FED i, at det har været helt rigtigt at stramme pengepolitikken, og de vil formentlig hæve renten igen i næste uge, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

- Flere nye job og lav ledighed har givet amerikanerne mod på at bruge flere penge, og den stigende efterspørgsel i USA er rigtig godt for danske eksportvirksomheder. Udfordringen for de danske virksomheder er, at dollaren er svækket. Det gør det svært at omsætte efterspørgslen til øget eksport, siger chefanalytiker Allan Sørensen.

USA er et af Danmarks allervigtigste markeder. Danske virksomheder eksporterede sidste år varer og tjenester for 113 mia. kr. til USA.

Amerikanerne har fået flere i arbejde hver måned siden september 2010, og ledigheden har ikke været lavere i 17 år. Allan Sørensen, Cheføkonom
Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk