I 2030 vil 20 pct. af arbejdsstyrken være indvandrere
Hver femte i Danmark mellem 20 og 69 år vil i 2030 være enten indvandrer eller barn af indvandrere. Derfor er det afgørende, at flere indvandrere kommer i job, mener DI.
720.000 personer. Så mange indvandrere og efterkommere mellem 20 og 69 år vil i 2030 bo i Danmark, viser en ny analyse fra Dansk Industri på baggrund af tal fra DREAM's socioøkonomiske fremskrivning 2017.
Det er knap 160.000 flere end i dag, og da der i samme periode vil komme 128.000 færre i samme aldersgruppe med dansk oprindelse, betyder det, at indvandrere og efterkommere vil komme til at udgøre knap 20 pct. af personerne i den erhvervsaktive alder i 2030 mod 15 pct. i dag.
- Det er helt afgørende, at vi som samfund gør en stærk indsats for at integrere dem bedre i arbejdsstyrken. Hvis flere indvandrere og efterkommere kommer i job, kan det give et væsentligt og nødvendigt bidrag til samfundet, siger underdirektør Steen Nielsen, Dansk Industri (DI).
Læs også: Uddannelse er motorvejen til integration på jobmarkedet
Antallet af personer med dansk oprindelse i den erhvervsaktive alder falder kraftigt, blandt andet fordi danskerne ikke har fået så mange børn. Steen Nielsen, Vicedirektør
50.000 flere i arbejdsdygtig alder
Analysen fra DI viser også, at der frem mod 2030 bliver 50.000 flere personer mellem 20 og 69 år. Det skyldes alene fremgangen i antallet af indvandrere eller efterkommere.
- Antallet af personer med dansk oprindelse i den erhvervsaktive alder falder kraftigt, blandt andet fordi danskerne ikke har fået så mange børn. Det opvejes ved et stigende antal indvandrere i den erhvervsaktive alder, men det gør det blot endnu mere nødvendigt, at vi formår at få dem i arbejde. Her spiller uddannelse en vigtig rolle. De veluddannede efterkommere er nemlig næsten lige så ofte i job som veluddannede danskere, siger Steen Nielsen.
Læs også: Karsten Dybvad: Mange flere indvandrere og efterkommere skal i job