Virksomheden Ellegaard Components A/S har både brug for specialiserede teknikkere og ufaglærte, når de leverer bl.a. transportbånd til industrien.

Foto: Ellegaard
17.10.18 DIB Nyheder

Virksomhed: Er det os, den er gal med?

Beskæftigelsen har slået rekord på rekord – og det er ikke slut endnu. Dansk Industris Virksomhedspanel ser lyst på fremtiden. Men fire ud af ti virksomheder oplever også medaljens bagside, for det er blevet svært at rekruttere.

Beskæftigelsen stiger – også i Bobach Stålentreprise A/S i Aalborg, som bl.a. producerer bærende stålkonstruktioner, gelændere og trapper. Der er nemlig masser af opgaver, men det er ikke altid så enkelt at finde de hænder, der skal til for at løse dem.

- Når vi søger projektledere, bruger vi rekrutteringsbureauer, og på det faglærte niveau samarbejder vi med vikarbureauer. Så det er blevet både dyrere og sværere at rekruttere, fortæller direktør Helle Bobach.

Indtil videre er det dog stort set lykkedes at skaffe de nødvendige medarbejdere, fortæller hun. Men de kommer ikke fra Danmark, og de polske medarbejdere er også blevet sværere at fastholde over tid. Bl.a. derfor har virksomheden også ekstra fokus på at uddanne lærlinge.

Læs også: 805.000 danske job afhænger nu af eksport

Når der har været overarbejde 15 måneder i streg, så er medarbejderne jo flade og kan ikke mere. Helle Bobach, direktør i Bobach Stålentreprise A/S

Fire ud af ti rekrutterer forgæves

Bobach Stålentreprise A/S står langt fra alene. Nye svar fra DI´s Virksomhedspanel viser, at virksomhederne – over en bred kam – forudser en rekordhøj vækst i beskæftigelsen i 2. halvår af 2018. Det vil ifølge DI's analyse give 25.000 ekstra job, hvis virksomhederne kan finde de rigtige medarbejdere. Men besvarelserne viser også, at der er stigende udfordringer med at rekruttere.

Fire ud af ti virksomheder har rekrutteret forgæves, og 27 pct. har måttet takke nej til ordrer. Det betyder overarbejde for virksomhedernes medarbejdere – men også, at nogle virksomheder holder igen med at investere, eller i stedet lægger investeringerne i udlandet.

- Jeg har da prøvet at takke nej til ordrer, fordi det tager tid at mande op. Jeg ville også gerne øge vores kapacitet inhouse i virksomheden, men fordi det er svært at rekruttere, benytter vi i højere grad udenlandske underleverandører, siger Helle Bobach.

Heldigvis har hun en del dygtige og fleksible medarbejdere, som gerne giver en ekstra hånd, når det skal gå stærkt. Men det er ikke nok.

- Når der har været overarbejde 15 måneder i streg, så er medarbejderne jo flade og kan ikke mere, fortæller Helle Bobach.

Læs også: Nyt lønsystem udvikler medarbejderne hos A/S Østbirk Bygningsindustri

Er det os, den er gal med?

Ellegaard Components A/S, som bl.a. leverer og servicerer transportbånd, oplever en hård kamp mellem virksomhederne om de samme medarbejdere.

- Jeg har f.eks. en konkret opgave, hvor jeg har brug for to mand. Men før, den er løst, har vi måske haft 9-10 mand igennem. Enten stopper de selv, eller også er vi nødt til at lade dem gå. Så tænker man jo: Er det os, den er gal med? Men normalt har vi en meget lav medarbejderomsætning, så det tror jeg nu ikke, fortæller adm. direktør Henrik Ejsing.

Han ser, at en del ansatte hopper frem og tilbage mellem virksomhederne, fordi de tit får tilbud om højere løn andre steder. Og de ledige, der er tilbage, er desværre ikke altid klar til at påtage sig et arbejde med alt, hvad det indebærer. Derfor rekrutterer Ellegaard Components A/S ofte via vikarbureauer, som screener kandidaterne først.

- Regeringen siger, at der er 40.000 ledige, som vi skal ansætte. Og det vil vi også gerne. Men det kræver, at jobcentrene tager udgangspunkt i det enkelte individs behov for støtte, siger Henrik Ejsing – og på det område har han både gode og dårlige erfaringer.

Læs også: Jobcentre øger alliancer med virksomheder

Problemer med rekruttering forsinker vækst

Grundlæggende er stemningen dog god i de danske virksomheder – også hos Bobach Stålentreprise A/S og Ellegaard Components A/S. Men det frustrerer, at manglen på kvalificerede medarbejdere forhindrer virksomhederne i at udnytte de gode tider.

- Jeg mangler f.eks. en sælger for tiden, hvor jeg har svært ved at finde en tung nok profil til jobbet. Det begynder vi at kunne se nu i ordrebøgerne for 2019. Der ser jeg, at vi sikkert får et hul i omsætningen på 2-3 mio. kr., fortæller Henrik Ejsing.

Steen Nielsen, som er underdirektør i DI, deler virksomhedernes frustration.

- Vi har sagt det før, men nu gør vi det igen. Det er pinedød nødvendigt at sætte ind over for manglen på arbejdskraft nu. Og der skal sættes ind på alle fronter: uddannelse, praktikpladser, den kommunale beskæftigelsesindsats og tiltrækning af kvalificerede medarbejdere ude fra osv. Ellers kan det komme til at koste os dyrt på den lange bane, understreger han.

Over de seneste fem år er ca. 205.000 flere kommet i job. Ser man bort fra årene omkring finanskrisen, er ledigheden på det laveste niveau i 40 år.

Læs også: Nøgletal: 3.000 flere i job skaber ny jobrekord

Fakta

Om DI’s Virksomhedspanel

– Resultaterne for 4. kvartal 2018 bygger på svar fra 466 ud af 2200 virksomheder. 

– Virksomhederne har afgivet svar i perioden 28.-11. september 2018. 

– Panelet består af et repræsentativt udsnit af DI’s medlemskreds, dvs. inden for fremstillingsindustri, handel, service og transport. 

– Panelet dækker danske virksomheder i alle størrelser, der tilsammen har 90.000 – 110.000 ansatte i Danmark.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold