17.04.18 DIB Nyheder

Nøgletal: Globalt opsving har mørke skyer i horisonten

IMFs tal for Danmarks vækst er positive, de tegner et billede af en vækst, der fortsætter. Men valutafonden tegner også mørke skyer, der truer verdensøkonomien.

Den Internationale Valutafond (IMF) skønner en vækst i Danmark på 2,0 pct. i 2018 og 1,9 pct. i 2019. Det fremgår af dagens nye prognose fra IMF.

- Dansk økonomi er midt i et opsving, hvor beskæftigelsen sætter ny rekord hver måned. Selv om eksporten og industritilliden er faldet her i starten af 2018, så forventer jeg, at opsvinget fortsætter. Mangel på medarbejdere er en af de største udfordringer for at holde opsvinget kørende, siger cheføkonom Morten Granzau, Dansk Industri.

Ifølge IMF er der udsigt til fremgang i alle verdensdele, og verdensøkonomien vil i både 2018 og 2019 vokse med 3,9 pct.

- Vi henter fortsat hovedparten af vores eksportindtægter på de europæiske markeder, og derfor glæder vi os især over udsigten til, at fremgangen i Europa varer ved. Men der er generelt godt gang i verdensøkonomien, og det globale opsving når nu ud til alle verdenshjørner. Det giver virksomhederne bedre muligheder for at erobre nye eksportmarkeder, siger Morten Granzau.

Der er generelt godt gang i verdensøkonomien, og det globale opsving når nu ud til alle verdenshjørner. Morten Granzau Nielsen, Vicedirektør

- Der er dog et par advarselslamper, der blinker. Arbejdsmarkederne i flere lande er under pres, og renterne er på vej op. Og især den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina kan stikke en kæp i hjulet på det globale opsving. Eskalerer konflikten vil det svække væksten i verdensøkonomien og dansk eksport, siger Morten Granzau.

Danske virksomheder eksporterede sidste år varer og tjenester for næsten 1.200 mia. kr.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold