StorkKlinik Vivaneo har foreløbig ikke vanskeligt ved at rekruttere arbejdskraft trods høj vækst i antallet af medarbejdere.

StorkKlinik Vivaneo
25.05.18 DIB Nyheder

Vild jobvækst i servicebranchen

Siden 2009 er der kommet 30.000 flere job i servicebranchen, viser ny analyse fra DI.

I 2002 havde fertilitetsklinikken StorkKlinik 5 medarbejdere. I 2007 var tallet vokset til 12, og i 2016 blev StorkKlinik en del af den europæiske kæde VivaNeo Group og er i dag godt 90 medarbejdere i Danmark, som hjælper danskere og udlændinge med at få børn.

Den høje vækst står klinikken ikke alene med i servicebranchen. Siden 2009 er antallet af fuldtidsbeskæftigede i branchen steget med ca. 30.000, viser årsrapporten fra DI Service. Det svarer til en stigning på 38 procent og i sammenligning med gennemsnittet for alle erhverv, der ligger på 2 procent, er det en høj jobvækst.

- Fremgangen skyldes især, at dansk økonomi klarer sig pænt, og at danskernes realløn går frem. Højkonjunkturen har givet både private og virksomheder bedre råd til at få udført services som rengøring, bespisning og sikkerhedsydelser, og det afspejler sig positivt i servicebranchens beskæftigelsestal, siger branchedirektør Jakob Scharff, DI Service.

Læs Servicebranchens årsrapport

Vi ser i det hele taget en udvikling, hvor både kvinder og mænd har et ønske om at planlægge forældreskabet, så det hænger sammen med andre livsplaner. Derfor har vi også en tro på, at vi kan vokse yderligere i de kommende år. Adm. direktør Maria Hamm, StorkKlinik Vivaneo.

Sundhed i høj kurs

Ser man nærmere på udviklingen i underbrancher i servicesektoren, slår kategorien ”anden operationel service” ud som den absolutte topscorer i beskæftigelsesudvikling. Kategorien dækker over en blanding af private aktører, hvoraf en stor del er private sundhedsstilbud som privathospitaler, jordemødre, hjemmesygepleje og altså fertilitetsklinikker som StorkKlinik Vivaneo.

- StorkKlinik Vivaneo er et godt eksempel på, at borgere i stigende grad prioriterer kvaliteten i private velfærdsløsninger inden for den nære sundhed. Danmark har nogle helt unikke kompetencer bl.a. inden for fertilitetsbehandling, og det er reelt blevet en eksportvare. Det giver en vækst i beskæftigelsen særligt i denne sektor, siger Jakob Scharff. 

Læs også: Kommunernes udbud står i stampe

Kunder fra hele verden

Hos StorkKlinik Vivaneo udgør udlændinge også en meget stor del af kunderne. Lesbiske og enlige kvinder fra hele verden valfarter til Danmark for at få opfyldt drømmen om at blive forælder. Blandt andet fordi lovgivningen i deres hjemlande ikke tillader fertilitetsbehandling til lesbiske og enlige.

- Frem til 2007 var det heller ikke i Danmark tilladt for læger at behandle kvinder, der ikke boede sammen med en mand, og det var startskuddet for vores virksomhed, hvor det ikke var læger, der behandlede. Den lov er heldigvis afskaffet igen, og derfor kan vi i dag tilbyde en hurtig og meget personlig service, som mange er villige til at betale for, selv om de i nogle tilfælde også kan få behandling i det offentlige uden betaling, fortæller adm. direktør Maria Hamm, StorkKlinik Vivaneo.

Læs også: Historisk opgør: Bredt flertal vil stoppe ulige konkurrence fra det offentlige 

Nye samfundsnormer vil give fortsat vækst

Maria Hamm forventer, at de gode tider for fertilitetsklinikken vil fortsætte i takt med velstandsudviklingen og nye samfundsnormer, der giver folk mod på at få børn på måder, der ikke tidligere har været normale.

- Vi har fx lige haft et gå hjem møde med omkring 30 deltagere af begge køn, der har et ønske om at blive forældre uden at have et parforhold. Altså en slags aftalt forældreskab. Og vi ser i det hele taget en udvikling, hvor både kvinder og mænd har et ønske om at planlægge forældreskabet, så det hænger sammen med andre livsplaner. Derfor har vi også en tro på, at vi kan vokse yderligere i de kommende år, siger Maria Hamm.

I modsætning til mange andre arbejdsgivere har StorkKlinik Vivaneo ikke haft problemer med at finde medarbejdere til den kraftige vækst.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at vi har et godt ry, så både læger og sygeplejersker vil gerne arbejde for os. Men vi kan se i statistikkerne, at der bliver uddannet færre gynækologer, og det kan selvfølgelig få negativ indflydelse på vores muligheder for at rekruttere i fremtiden, siger Maria Hamm.

Læs også: Lærlingemangel: Der er ingen tid at spilde

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold