Politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politi Jens Kaasgaard anbefaler, at kommende chauffører sender en lægeerklæring ind, lige så snart de er optaget på chaufføruddannelsen.

Foto: TUR
29.08.18 DIB Nyheder

Op til et års ventetid på at få kørekort

Hvis en kommende lastbilchauffør har en anmærkning i sin lægeerklæring, kan det tage op til et år, før hun kan få lov til at gå til køreprøve.

Omkring 10 procent af alle kommende lastbilchauffører skal have deres lægeerklæringer vurderet af embedslægen, inden de kan få lov til at gå til køreprøve. I de fleste tilfælde er sagsbehandlingstiden omkring tre måneder, viser en rundspørge, som Transporterhvervets Uddannelser (TUR) har lavet til erhvervsskolerne.

Men hvis der for eksempel er tvivl om en lægeerklæring, kan det tage længere tid, erkender politidirektør hos Midt- og Vestjyllands Politi Jens Kaasgaard.

- Det er ikke tilfredsstillende, og vi arbejder på at få ventetiden ned. Målet er, at den gennemsnitlige ventetid skal være på 50 dage ved udgangen af 2019, siger politidirektøren.

Læs også: Nu er alle chaufførelever garanteret en praktikplads

Her er der tale om mennesker, som gerne vil arbejde i branchen, og som i de fleste tilfælde også er i stand til det. Dem har vi ikke råd til at miste på grund af lang sagsbehandlingstid hos politiet og embedslægen Lars William Wesch, Branchedirektør

Chauffører giver op

I dagspressen har der været flere historier om kommende chauffører, som har givet op på ventetiden, der ifølge rundspørgen til erhvervsskolerne kan nå helt op på et år.

Ifølge politiets egne tal tager sagsbehandlingen mellem 1 og 3 måneder, hvis alle dokumenterne er i orden. Hvis der er tvivl om et dokument, bliver det sendt med almindelig post mellem borgerservice, politiets kørekortkontorer og embedslægen. Nogen gange skal dokumenterne frem og tilbage flere gange til kørekortkontoret, og hver gang er der ventetid.

Læs også: Morgenfrisk lærling glæder sig til at se solen stå op

Find bedre løsninger hurtigt

Politiets eget sagsbehandlingssystem er heller ikke hurtigt nok, mener politidirektøren.

- Vi vil gerne have et nyt digitalt system. Det vil gøre det både nemmere og hurtigere at behandle sagerne. I første omgang vil vi tage kontakt til Kommunernes Landsforening for at høre, hvad vi kan gøre i fællesskab, siger Jens Kaasgaard.

I mellemtiden anbefaler han, at kommende chauffører sender en lægeerklæring ind, lige så snart de er optaget på uddannelsen. TUR og Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) anbefaler til gengæld, at der findes bedre løsninger hurtigst muligt.

- Her er der tale om mennesker, som gerne vil arbejde i branchen, og som i de fleste tilfælde også er i stand til det. Dem har vi ikke råd til at miste på grund af lang sagsbehandlingstid hos politiet og embedslægen, siger Lars William Wesch, direktør i Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) 

Læs mere om sagen hos ATL

Claus Kaae-Nielsen
Skrevet af:

Claus Kaae-Nielsen

Relateret indhold