Især danske bæredygtige løsninger og ideer kan komme til at nyde godt af en fælles EU-klimaplan, siger Tine Roed, direktør i Dansk industri.

20.11.19 DIB Nyheder

EU-klimaplan kommer danske virksomheder til gode

Når den nye EU-kommission er endelig godkendt, skal den, inden de første 100 dage er gået, præsentere en samlet klimaplan for EU. Det flugter godt med Danmarks retning, siger DI.

EU-Kommissionen er ved at være på plads i Bruxelles, og en af de første store udfordringer for den nye kommission er vejen til et klimaneutralt Europa i 2050.

Kommissionens nye formand, Ursula von der Leyen, satte i kampen om formandsposten et mål. Kommissionen skal i løbet af de 100 første arbejdsdage komme med en klimaplan for EU.

Green New Deal for Europe hedder den, og den skal sætte retningen for, hvordan EU konkret mindsker CO2-udledningen med mellem 50 og 55 procent frem til 2030.

Ifølge direktør i Dansk industri (DI), Tine Roed, kan klimaplanen i høj grad komme Danmark og danske virksomheder til gode.

- Danske virksomheder er verdensmestre i at udvikle bæredygtige løsninger. Hvis vi formår at få danske styrkepositioner i spil internationalt, kan EU’s Green New Deal for Europe blive en god deal for Danmark også, siger hun.

Læs også: Parlamentarikere: Green New Deal er godt for danske virksomheder

Løsninger på tværs af grænser

DI-direktøren håber, at man i EU vil skele til Danmark i jagten på løsningerne, der skal gøre Europa til verdens første klimaneutrale region.

- DI har som de første fremlagt et konkret bud på, hvordan vi i Danmark kan komme op mod 70 procent CO2-reduktion i 2030. Vores plan består af 31 tiltag, der er finansieret krone for krone. Desuden har vi anvist en grøn kurs, der kan gennemføres, uden at det koster økonomisk vækst, arbejdspladser og velfærd, siger Tine Roed.

Klimaforandringer kender ikke til landegrænser, og derfor skal løsningerne ifølge Tine Roed også findes på tværs af grænser. Derfor er der brug for et tæt samarbejde på EU-niveau, og den kommende New Green Deal er et godt initiativ, der vil understøtte den danske indsats.

- På den storpolitiske scene skal der være fokus på energieffektiviseringer, vedvarende energi, bæredygtig ressourceanvendelse, industriværdikæder, forsyningsstrukturer og meget mere. Det har vi de bedste forudsætninger i EU for at få til at ske, siger hun.

Læs også: Regeringen vil nå klimamål gennem partnerskaber med virksomheder

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Tine Roed

Tine Roed

Direktør

  • Direkte +45 3377 3561
  • Mobil +45 2949 4647
  • E-mail tmr@di.dk

Relateret indhold